-CÆNERNE OG DEN BULDRENDE BEGREBSDEBAT

af RITHMA KREIE ENGELBRETH LARSEN

Donna Haraway (oversat af Ole Lindgård Henriksen, forord ved Lis Højgaard)
At blive i besværet: Om at skabe slægt i chthulucæn
Forlaget Mindspace, 2021

Kristoffer Balslev Willert (red.)
Planetære frakturer: Humanistiske og socialvidenskabelige perspektiver på antropocæn
Forlaget Multivers, 2022

Posthumanismen og den beslægtede nymaterialisme har efterhånden gjort indtog i den danske samtale om de fortløbende naturkriser. Det ser man hos forlaget Mindspace, der bringer en række kernetekster af videnskabshistoriker og klimafilosof Donna Haraway på dansk, herunder det nyere værk At blive i besværet, der blev udgivet på engelsk i 2016. Det afspejler sig ligeledes i den nyudgivne antologi redigeret af filosof Kristoffer Balslev Willert med titlen Planetære frakturer udgivet af forlaget Multivers, der indeholder en række bidrag – nogle inspirerede af, og andre kritiske overfor – disse nye strømninger.

Udgivelserne bringer således den klimafilosofiske samtale ind i en dansk kontekst, der allerede har set et par spredte udgivelser af beslægtet karakter, herunder Jane Bennetts Levende materialitet i 2021 og Lars Tønders Om magt i den antropocæne tidsalder i 2020 på den nymaterialistiske front og Andreas Malms Sådan springer man en rørledning i luften på den økomarxistiske, også fra 2021. Indtil videre har økokritiske stemmer mestendels haft én fælles dansk platform i de vigtige mastodontudgivelser Ny Jord: Tidsskriftet for ny Naturkritik.

Selvom Donna Haraway ikke er erklæret posthumanist, opfattes hun ofte som indehaver af en posthumanistisk position. Hun deler posthumanismens grundlæggende intention om at gøre op med antropocentriske analyser ved i stedet at kultivere multi-artslige perspektiver, der vender fokus mod ikke-menneskelige aktører og i særlig grad andre levende organismer. Nymaterialismen er ikke identisk med posthumanismen, men kan i nærværende essay forstås som en afart af posthumanismen, der er særligt orienteret imod materialitetens agens.

Haraway er også adressat for en del af den kritik, der rejses mod begge strømninger – og som fremefter behandles under ét i nærværende essay. Det ser vi i Planetære frakturer, der indeholder bidrag af både kritiske røster og repræsentanter for det posthumanistiske perspektiv. I antologien bliver det også klart, at et særligt fikspunkt for den klimafilosofiske diskussion angår spørgsmålet om den rette tidsdiagnose – og der samler sig på begge sider flere kritikker af det omsiggribende Antropocæn-begreb.

Et mellemværende, der går på tværs af antologiens bidrag såvel som Haraways udgivelse, angår sprogets vanskeligheder ved at sætte ord (eller netop: begreb) på den situation, vi mennesker og ikke-mennesker befinder os i: Det nært forestående planetære kollaps, som truer efter årtiers menneskeskabte klimaforandringer og rovdrift på naturen. 

Derfor finder vi også i denne debat mange positioner – illustreret her ved en opremsning af nogle af de mange epokebetegnelser, eller samtidsdiagnoser, der strides om at være den mest adækvate beskrivelse: Mantropocæn, Termocæn, Plantagecæn, Antropo-Obscene, Anglocæn, Teknocæn – og Haraways egen: Chthulucæn. Disse mange betegnelser afspejler den farverige og sprudlende debat, der verserer som reaktion på de fortløbende klima- og naturkriser.

Men to betegnelser dominerer billedet i samfunds- og humanvidenskaberne: Antropocæn og Kapitalocæn. Selvom Antropocæn behæftes med mange forskellige betydninger, skal det i bred forstand markere et historisk skifte ind i en tid, hvor én specifik art kan siges at forårsage væsentlige klima- og miljøforandringer: nemlig mennesket, deraf epokebetegnelsen. Men til trods for eller på grund af begrebets bragende succes, rejses fra flere sider en tiltagende kritik, og det er særligt det posthumane og det kapitalocæne synspunkt, som vi vil se et oprids af nedenfor. 

I hovedtræk kritiseres Haraway og posthumanismen for at fokusere for lidt på menneskers part og ansvar for at have skabt de økologiske kriser – og omvendt kritiseres såvel antropocæn-ister som kapitalocæn-ister for på forskellig vis at fokusere for meget på mennesket og menneskeskabte strukturer (hvorved det ikke-menneskelige negligeres). For at forstå hvorfor og hvordan må vi nærmere ind i de to udgivelser, både for en dybere forståelse af, hvad der ligger til grund for disse stridigheder, men også for at udfordre modstillingen. 

*

“Cæn” betyder ny tid, og det refererer på tværs af betegnelser til den overbevisning, at vi med klimakrisen står i en ny historisk epoke, hvor mennesker og natur indgår i nye, tiltagende destruktive relationer med hinanden. For posthumanisten indikerer det epokale skifte imidlertid (også), at kløften mellem menneske og ikke-menneske må gentænkes med henblik på overskridelse og tilnærmelse. Det er, hvad Donna Haraway forsøger med den knap så mundrette betegnelse Chthulucæn.

Denne betegnelse introducerer hun for første gang i en tekst, der faktisk er bragt i både Planetære frakturer og At blive i besværet. Det drejer sig om den vidt citerede artikel fra 2015 med den engelske titel: “Anthropocene, Capitalocene, Plantationocene, Chthulucene: Making Kin”.

Chthonios betyder på græsk “af, i eller under jorden og havene”, og dermed forsøger hun med sit bidrag at indskrive mennesket mere aktivt i det ikke-menneskelige, naturen. Hun ønsker med egne ord at kultivere “trivslen af frodige flerartede forsamlinger” gennem “intenst engagement og samarbejde og leg med andre jordbeboere” (At blive, 91). I min læsning er Haraways intention med denne betegnelse todelt: Hun ønsker på den ene side at rette opmærksomhed mod alle de ikke-menneskelige relationer, der allerede nu findes, men kan være svære at få øje på – og på den anden side at kultivere selvsamme relationer, så der opstår mange flere i fremtiden.

Med de øvrige syv essayistiske tekster i At blive i besværet forsøger hun sig med en form for multi-artslig historiefortælling, der introducerer læseren til alt fra sørgende krager, væddeløbsduer, ærteplanter og myrer til syntetisk østrogen, computerspil og hæklede koralrev – og naturligvis: Chthulucæn.

Når Haraway skal forklare vigtigheden af sin betegnelse, bliver det klart, at det for hende tager udgangspunkt i en præmis om, at kriserne også er drevet af en bestemt antropocentrisk indlejrethed og afskærmning fra det mere-end-menneskelige, som det derfor gælder om at nedbryde. Dermed trækkes der på såvel grænseoverskridende som grænsenedbrydende metaforik i hendes ellers noget uigennemtrængelige beskrivelse af betegnelsen, der fører os fra bi-gudinder, terrakottafigurer, Medusa til en californisk edderkop med navnet Pimoa cthulhu og videre til harpyer, furier og blæksprutter.

Posthumanismens grundærinde handler om at opbygge nye relationelle kapaciteter. Den deler med nymaterialismen en anstrengelse efter at synliggøre og fremvise væsentlige elementer i enhver analyse, der hidtil har modtaget meget lidt opmærksomhed – en decentrering af såvel kongerækker og heltemodige mænd i uniform som olievirksomheder og profitsøgende mænd i jakkesæt. Dette gøres ved at sætte det ikke-menneskelige i front. 

Det ikke-menneskelige kan være alt fra andre arter, geologiske formationer og hele økosystemer til sten, små molekyler, maskiner og kunstig intelligens. Det kan sågar være hele netværk af forbindelser mellem alle mulige forskellige entiteter eller hybride assemblager inspireret af Bruno Latours aktør-netværksteori. 

I bogens andet kapitel “Tentakeltænkning: Antropocæn, kapitalocæn, chthulucæn” nærmer vi os flere af de centrale skillepunkter mellem de skitserede positioner. Med henvisning til Bruno Latour og forfatteren Ursula Le Guin mener Haraway, at vi må lære at fortælle Gaia-historier eller geohistorier, hvor de hidtil passive kulisser og det ikke-menneskelige aktiveres og animeres (At blive, 77-78). På den måde ligger der også her en præmis om, at historiefortælling og historie(re)konstruktion er medskabere af fremtiden. Altså må man “kaste sit lod for nogle verdener og verdeninger, men ikke for andre” (At blive, 79).

I kapitlet opsummerer Haraway sine indvendinger mod betegnelsen Antropocæn hen over et par sider. Det er indvendinger, som hun deler med en række andre kritikere, herunder både kapitalocæn-isterne og de mere posthumanistisk orienterede multi-artslige pluralister. Hvor begge disse (klynger af) positioner nok ville være enige i, at “Arten Menneske skaber ikke historie”, bevæger vi os mere over mod den anti-antropocentriske grundtanke i posthumanismen, når hun fastslår følgende: 

“Historien må vige for geo-historier, for Gaia-historier, for symktoniske historier; terranere væver netværk og fletværk og lever og dør tentakulært i sympoietiske mange-artede snorefigurer; de laver ikke historie” (At blive, 90). I hvert fald første halvdel; anden del af citatet er så distinkt Haraway’sk, at det ikke er til at sige med sikkerhed, om det overhovedet er repræsentativt for andre. Hvad der kendetegner både dette og de efterfølgende punkter i hendes ræsonnement, er en efterspørgsel efter “netværksforbundne økologier” og biologisk symbiose snarere end “restriktive systemteorier” og “utilitaristisk individualisme” (At blive, 90). Både den menneskelige arts exceptionalisme og individets selvtilstrækkelighed indsnævrer vores evne til at forestille os andre verdener, synes at være budskabet her (At blive, 91).

Haraway forkaster hverken betegnelserne Antropocæn eller Kapitalocæn, faktisk tværtimod: Hun finder begge nødvendige (At blive, 87-88) men Kapitalocæn mest præcis, hvis der skulle udvælges én (At blive, 88). Men heller ikke betegnelsen Kapitalocæn er tilstrækkelig, selvom betegnelsen rigtigt nok angiver kapitalismen som hovedårsag til de økologiske kriser – blandt andet, fordi hun mener, at betegnelsen slører for kolonialismens indflydelse på naturkriserne: “Relokalisering af folkeslag, planter og dyr, fældning af enorme skove og voldelig udvinding af metaller gik forud for dampmaskinen”, som hun skriver (At blive, 89). 

Ifølge Haraway er det også et spørgsmål om, at der skal andre strategier til ud fra en betragtning om, at “kritik og nedrakning af kapitalismen har vist sig ualmindelig ineffektiv” (At blive, 92). I hvert fald har den ikke haft stort øje for de mange arter, der ikke er mennesker. 

*

Vi finder også i Planetære frakturer stemmer af mere posthumanistisk valør – herunder i bidragene af Nils Bubandt, Martin Hauberg-Lund Laugesen, Torsten Bøgh Andersen, Annette Vandsø og Line Marie Thorsen. 

Som Hauberg-Lund Laugesen skriver i Planetære frakturer, må mennesket i højere grad søge en større relationalitet til det ikke-menneskelige. Også til trods for at dette fordrer en identifikation, som ikke altid forekommer nemt opnåelig: “En sådan identifikation med det ikke-menneskelige er nemlig noget, der kun gradvist vokser på en – som lav, der vokser på træernes stammer og på stenenes sider” (Planetære, 231). 

Laugesen opfordrer i tråd med andre posthumanistisk inklinerede tænkere også til “et perspektivskifte” fra det menneskelige til det ikke-menneskelige (Planetære, 226). Vi finder eksempler på det samme i Torsten Bøgh Andersens økofeministiske læsning af Nanna Storr-Hansens digtsamling Mimosa og i Annette Vandsøs kapitel om kunstens evner til at stille de ikke-menneskelige aktører i fronten af tilskuerens oplevelse.

Med Nils Bubandts bidrag peges vi i retning af muligheden for en dekolonial Antropocæn, fordi vi med en posthumanistisk ontologi bedre kan rumme “perspektiver fra andre end folk i Vesten; en mulighed for at undersøge, hvordan de ‘mere-end-menneskelige’ landskaber i den antropocæne tidsalder også er nødt til at inkludere ‘mere-end-vestlige’ perspektiver” (Planetære, 71-72). Denne mulighed finder vi blandt andet deri, at posthumanismen mere villigt udstrækker agens til ikke-menneskelige entiteter, hvorved det kan blive nemmere at favne idéer og erfaringer udenfor den vestlige hemisfære.

For hvor betegnelsen Kapitalocæn er mestendels diagnostisk – og forsøger at angive det historiske problem – er betegnelsen Chthulucæn mere fremtidsorienteret. Faktisk så vidt, at intentionen er at gribe ind i den historiske bevægelse ved at angive en alternativ fremtid. Det finder vi afspejlet i det sidste kapitel i At blive i besværet.

Den sidste del af bogen består af en fortælling eller en fabulering, om man vil – “Camille-historierne”. Det afspejler den dobbelte ambition, der ligger i Haraways værk: en verdenskritik såvel som en verdensopbygning. På mange måder er historiefortælling en meget central del af Haraways filosofiske praksis, og det har at gøre med en overbevisning om, at det er “den stærkeste praksis, når det [gælder] om at trøste, inspirere, huske, advare, fremme medfølelse, udtrykke sorg […]” (At blive, 232), og i dialog med biologien anskues det som “den rigeste åre” til at kultivere multiartslige relationer (At blive, 246).

Historierne handler om den unge Camille, der gennemlever fem generationer – en tidsperiode på 400 år, hvor fremtidens (eller fiktionens) mennesker gennem en bevidst indsats for at kultivere en lang række mellem-menneskelige og i særdeleshed mellem-artslige praksisser formår at sænke Jordens befolkningstal fra 11 til 3 milliarder. Undervejs sker der også en udvikling med Camille, der for hver generation synes at overskride flere og flere grænser for det menneskelige – hvorved hun optager flere og flere fysiske og psykiske karakteristika fra den art, som hun er “forbundet til”; relationer mennesker og dyr imellem, som fortællingens kollektiver skaber sammen for at modvirke den voldsomme artsuddøen.

I anden generation erfarer vi, at den unge Camille har udviklet sommerfugleantenner og et “livligt farvet voksent hudmønster, der gradvist [har] erstattet den dramatisk stribede larvehud” (At blive, 239) – hun er nemlig blevet knyttet til den truede monarksommerfugl; og dermed er det også Camilles livsformål at forstå artens skrøbelige migrationsrute. Gennem denne 400-årige tidsperiode, fortæller Haraway, “var Jordens krittere [critters] i færd med en klodedækkende ontologisk revolution for skabelsen af slægt” (At blive, 247).

På den ene side får vi med disse historier en spændende demonstration af såkaldte verdeningspraksisser, men på den anden side får vi også illustreret, at det måske ikke er den udfoldede fiktionsfortælling, der er Haraways største styrke.

*

Haraway præsenterer med sine otte essays i At blive i besværet en slags metodologi. Hun bruger “strengfigurer” som en central metafor til illustration af netop de knuder og grænsepunkter, der rækker ud over det rent menneskelige i et ærinde om at nedbryde forskelle mellem menneske og ikke-menneske. Det er her, at vi finder den egentlige brydningsflade til det økomarxistiske argument.

Som Willert gør det klart i sin indledning, angår ét af hovedstridspunkterne spørgsmålet om antropocentrismens plads i naturkriserne (Planetære, 27). Posthumanisten er kendetegnet ved netop at insistere på en ikke-antropocentrisk indgangsvinkel (eller at tilstræbe en sådan): en ontologisk non-antropocentrisme, til tider også benævnt flad ontologi. Ofte er sådanne positioner forenet om en afvisning af natur-kultur-dualismen og den menneskelige exceptionalisme; begge ses som afgørende antagelser i den verdensanskuelse, der på mange måder har været med til historisk at drive naturudnyttelse og -ødelæggelse, hvorfor de må forkastes.

Den anden position ofte repræsenteret ved økomarxister som Andreas Malm og Alf Hornborg insisterer omvendt på, at såvel natur-kultur-distinktionen som den menneskelige exceptionalisme i ontologisk forstand nødvendigvis må bevares for, at den antropogene rolle i skabelsen af klimaforandringerne ikke mudres til (Planetære, 29).

Den økomarxistiske position er også kendetegnet ved at foretrække betegnelsen Kapitalocæn. Hermed understreges ikke blot menneskets rolle i de planetære frakturer som med betegnelsen Antropocæn, men mere præcist hvilke mennesker og hvilken menneskeskabt samfundsorganisering, der driver kriserne. Som Willert skriver: “Det radikale brud i jordsystemet, argumenterer Malm og andre, skyldes ikke menneskets væsen […] eller alle mennesker, men derimod den historiske måde at organisere samfund på, der hedder kapitalisme” (Planetære, 31). Dette vil jeg hér kalde det kapitalocæne synspunkt.

Interviewet med humanøkologen Andreas Malm, som Willert bringer i antologien, er en fin og informativ hurtig skitse til de grundelementer, der ligger bag betegnelsen Kapitalocæn. Interviewet formår heldigvis at styre udenom polemiske udfald mod nymaterialismen af den karakter, der er mere gennemgående for Malms bog The Progress of This Storm fra 2017.

Betegnelsen Antropocæn er ifølge Malm misvisende: “For det var selvfølgelig ikke hele menneskeheden, der indførte og udbredte dampmaskinen, men derimod et meget bestemt segment af menneskearten, nemlig den kapitalistiske klasse i Storbritannien” (Planetære, 85). Dateringen af denne nye tid må naturligvis derfor også sættes til begyndelsen af det 18. århundrede, da dampmaskinen blev opfundet og dermed katapulterede verdenshistorien ind i fossiløkonomien.

Som vi erfarede ovenfor, er denne datering imidlertid utilfredsstillende for mange posthumanister, fordi den i deres optik risikerer at udviske de foregående århundreders kolonialisme, der også er en væsentlig historisk baggrund for de økologiske kriser, som vi i dag står overfor. Her er det for kapitalocæn-isten mere afgørende at rette opmærksomhed på de kapitalistiske strukturers andel i krisernes udvikling. Lige så vigtigt er det at fastholde en opfattelse af agens som distinkt menneskelig – i sidste ende er det ikke naturen selv, der har forårsaget hverken kolonialismen eller den industrielle revolution.

Hovedkritikken af posthumanismen formuleres hos Willert sådan: “Min anke er, at det er et komplet handlingslammende ontologisk udgangspunkt”, hvor det netop nu er “vigtigere end nogensinde før at lave distinktioner mellem forskellige typer af eksistenser for at isolere dem, der hovedsageligt forårsager negative brud i jordsystemets processer” (Planetære, 278).

Dette kritikpunkt genfinder vi hos mange kritikere, herunder Clive Hamilton, Andreas Malm og danske Søren Mau, der anskuer opløsningen af natur/menneske-dikotomien for “komplet ahistorisk og apolitisk”. Hamilton citeres for at skrive, at denne agentielle distribution har den “perverse effekt”, at menneskets ansvar for de planetære kriser “benægtes” (Planetære, 277).

Men faktisk er Haraway heller ikke bleg for at indrømme kapitalismens altafgørende rolle i den globale ressourcetømning (At blive, 87, 283-284). Det handler på mange måder om, hvor man vælger at lægge vægten. Haraway benægter ikke menneskets ansvar, endda at visse mennesker besidder et særegent ansvar, men for hende at se ligger løsningerne i at kultivere sammenbindinger, forbindelser og skabe slægt med det fremmedgjorte: de ikke-menneskelige andre (At blive, 161).

Det er det, der ligger til grund for hendes finurlige sprog, svært forståeligt neologismer og metaforiske krumspring – hun forsøger hele tiden gennem sproget at vende fastgroede sandheder på hovedet og at gøre det fraværende tilstedeværende (At blive, 131) eller at levendegøre det døde. Nogle gange lykkes hun bedre med det end andre.

*

I lighed med Malm og andre kritikere står Willert fast på, at ‘Kapitalocæn’ som betegnelse “naturligvis bør foretrækkes” (Planetære, 266) og bringer en række kritikker imod netop det posthumanistiske standpunkt. Vi ser dermed også nogle af de centrale skillelinjer mellem det posthumanistiske og det kapitalocæne synspunkt illustreret i Willerts kapitel, herunder spørgsmålet om menneskets exceptionalisme: “Mennesker er, ontologisk set, exceptionelle, men ikke nødvendigvis moralsk set – en distinktion, som de fleste posthumanister har det med at udvaske,” skriver Willert (Planetære, 275). 

Den normative exceptionalisme tilsiger, at mennesket har et særligt krav på eksistens og livsudfoldelse, der er exceptionel i forhold til andre arter, og denne position forkaster Willert i sit kapitel. Den ontologiske exceptionalisme tilslutter han sig i lighed med andre kritikere af posthumanismen, og den tilsiger, at menneskets eksistens er væsensforskellig fra den ikke-menneskelige natur og dermed bevares en klar demarkation mellem menneske og ikke-menneske (Planetære, 277-278). Ifølge Willert er mennesket blandt andet kendetegnet ved at besidde agens. For Haraway og andre posthumanister er agens derimod ikke forbeholdt mennesket alene.

Willert understreger, at den menneskelige exceptionalisme er en ontologisk såvel som en “videnskabelig kendsgerning” (Planetære, 275). I forlængelse heraf lyder argumentet med henvisning til Clive Hamilton, at der derfor må være en “epistemologisk fejl” involveret i betegnelsen Antropocæn, fordi man dermed behandler videnskabelig analyse som en social analyse (Planetære, 265). Det forlyder også her, at problemet blandt andet findes i sammenblandingen af det normative med det epistemologiske niveau (Planetære, 275).

For en del posthumanister, og her særligt Haraway, er også distinktionerne mellem det normative og det epistemologiske niveau historiske fænomener, og det gør hele forskellen: “Ontologisk heterogene partnere bliver den og det, de er, i en relationel materiel-semiotisk verdening. Naturer, kulturer, subjekter og objekter eksisterer ikke forud for de verdeninger, de er filtret sammen med” (At blive, 38). Den strategiske hensigt er således ikke blot at konstatere eller postulere en flad ontologi, men aktivt at forstyrre natur/kultur-ontologier. Men argumentet fra Willert og Malm lyder omvendt, at distinktionerne er nødvendige.

Som vi har set ovenfor, sættes der altså spørgsmålstegn ved, om den posthumanistiske metafysik åbner for en problematisk glidebane, hvorved klima- og naturkrisen pludselig også er naturens egen skyld, hvis alt det ikke-menneskelige tildeles vitalitet og agens (på lige fod med mennesket): “De fleste filosoffer vil finde det komplet ubegrundet at tilskrive ikke-levende genstande som sten eller maskiner nogen form for agens,” skriver Willert eksempelvis (Planetære, 304).

Men det overses af visse kritikere, at Haraway faktisk har en teori om (differentieret) ansvarlighed. Den udfolder hun gennem neologismen respons-habilitet, der også giver den enkelte ansvar for den viden, som hun besidder og ikke besidder (At blive, 70). At blive i besværet præsenterer her altså den vidtgående etiske fordring, at man ikke bør vende sig bort, særligt når “hver en fiber i vores væsen er sammenflettet med, endog medskyldig i de netværk af processer, der på en eller anden måde må tages fat på og omformes” (At blive, 70).

Historiefortælling er for Haraway tæt forbundet til respons-habilitet, også selvom den multiartslige fortælling komplicerer og pluraliserer mere, end den giver klare svar (At blive, 60). Det er, når historierne bliver større end det rent menneskelige, at vi på sin vis “trænes til omsorgen for blomstring”, som hun også formulerer det. Er vi derfor alle lige ansvarlige? Nej, “vi er ikke alle respons-habile på samme måde. Forskellen har betydning – i økologier, økonomier, arter, liv” (At blive, 60-61).

*

Det er de færreste erklærede (eller endog affilierede) nymaterialister og posthumanister, der ikke har understreget det utvetydigt menneskelige ansvar – om det så drejer sig om en mindre gruppe specifikke mennesker, (menneskeskabte) kapitalistiske strukturer eller hele menneskeheden som abstrakt og universel art, er her ikke relevant for pointen. 

Uenigheden handler altså ikke om, hvorvidt mennesker skal tildeles eller fratages ansvaret – det er en stråmand, som vi finder hos blandt andre Andreas Malm. Uenigheden synes snarere at handle om, hvordan fortællingen skal iscenesættes fremover for strategisk bedst muligt at kunne dirigere så megen teori og praktisk handlen i retning af at modvirke og modarbejde den katastrofale udvikling.

Her mener antropocæn-ister, at det er afgørende, at fortællingen iscenesættes således, at mennesket stilles i centrum som (klima- og natur)historiens store destabilisator – eller ødelægger, om man vil. Kapitalocæn-ister mener ligeledes, at menneskets ontologiske exceptionalitet må bevares for bedst at kunne identificere de rette skyldnere, om det så er alle mennesker eller blot en mindre andel.

Her mener en række posthumanister i stedet, at vi ved at insistere på den menneskelige exceptionalitet bevarer hovedaktøren i den samme kulturelle fortælling, vi allerede har fortalt os selv alt for længe. Og at denne fortælling, om den så centrerer mennesket med positivt eller negativt fortegn, bærer en del af skylden for, at vi først ganske sent får øje på naturen og klimaet omkring os, objekter, genstande og andre arter deriblandt og de ødelæggelser, der her har fundet sted. 

Derfor må vi ifølge posthumanismen erstatte disse menneskecentriske skyklapper med et udvidet perspektiv, der allerede fra start iscenesætter fortællingen således, at vi ikke igen risikerer at det kun er mennesket (eller kapitalismen), vi kan se. Det er ikke for at glemme menneskets ansvar, men for at vende blikket mod de naturfænomener og de arter, som alt for længe har været reduceret til at være enten mekaniske, kvantificerede eller døde genstande. Det handler for så vidt om at “strække” forestillingsevnen og forandre historien (At blive, 103). Dette giver anledning til nogle afrundende bemærkninger om, hvor vi i mine øjne finder en indgangsvinkel til dialog imellem positionerne.

*

Willert bemærker i indledningen: “Hvornår antropocæn sættes til at begynde handler med andre ord om, hvilke narrativer og kausale fortællinger, der er mest overbevisende – fra et historisk, naturvidenskabeligt og politisk standpunkt” (Planetære, 26) Det samme gør sig gældende for spørgsmålet om hvilken betegnelse, der finder størst tilslutning.

Men han skriver også om sit eget kapitel, at det bygger på en “fundamental antagelse [om], at (metafysiske) fortællinger om os selv og vores plads i virkeligheden for det første er medbestemmende (dog på ingen måde absolut determinerende) for, hvordan vi handler i den, og for det andet, at enhver dominerende fortælling kan omkalfatres” (Planetære, 260). Han tilføjer, at det dog “aldrig [kan] være tilstrækkeligt bare at ‘se’ naturen på en anden måde […]” (Planetære, 261).

Heri ville posthumanister og nymaterialister nok give ham emfatisk ret. Det samme ville de gøre i præmissen om, at teori og praksis ikke kan adskilles skarpt. Således er der i en vis forstand her en fællesmængde så vidt, at der synes at være enighed om det, Bubandt betegner “en dobbelt krise, der på én gang er en miljøkrise og en forståelseskrise […]” (Planetære, 60-61). Men for Haraway er naturens ontologi ikke til at adskille fra vores måder at forstå den – eller vores moralfilosofiske tilbøjeligheder.

I en vis forstand ville Haraway nemlig ikke mene, at man kan skelne skarpt mellem ontologi og normativitet, som Willert insisterer på i sit kapitel – og dette er måske akkurat forskellen på videnskabshistorikeren og filosoffen. Men hun ville dog være enig i, at det (også) drejer sig om fortællingernes overbevisningskraft. 

Spørgsmålet er, om de to erkendelsesinteresser kan nærme sig hinanden, hvis vi medgiver en forskel på at kortlægge problemets årsag på den ene side og at angive en forhåbningsfuld reorientering på den anden. Arbejdsdelingen angives således, at hvor visse teoretikere finder det mest meningsfuldt i højere grad at analysere og differentiere krisernes strukturelle årsager, finder andre det mest meningsfyldt i højere grad at beskæftige sig med en opbyggelig indsats i ordets direkte betydning: at udtænke alternativer slet og ret. 

Den Antropocæne fortælling har til hensigt at udpege dén art, der for første gang i historien bærer skylden for en reel masseuddøen. Den Kapitalocæne fortælling beskriver den samfundsform og den ideologiske grundmodel, der har drevet store dele af miljøødelæggelserne. Den Chthulucæne fortælling refererer til vigtigheden af (fremover) at kultivere multi-artslige relationer og peger således på antropocentrismens andel i de planetære frakturer.

Alle tre betegnelser kan godt være korrekte på samme tid, hvis de anskues som komplementære perspektiver. Med Haraways ord lyder det: “Jeg tror, at vores opgave er at gøre antropocæn så kort/tynd som muligt og på alle tænkelige måder sammen at kultivere fremtidige epoker, der kan genskabe tilflugtssteder” (At blive, 91).

Dermed skal der dog ikke sættes punktum for den buldrende begrebsdebat. Den stiller vigtige spørgsmål til forholdet mellem menneske og natur. Med den økomarxistiske og den posthumanistiske kritik af det antropocæne anspores vi til at forholde os kritisk til såvel fortid og nutid som fremtid. Derfor er begge udgivelser velkomne bidrag til den danske samtale, som på mange måder først lige er begyndt.

Rithma Kreie Engelbreth Larsen er ph.d.-studerende ved afdeling for filosofi og idéhistorie, Aarhus Universitet.