Skriv til kritik-sektionen i slagmark
Hvis du er interesseret i at bidrage, sendes forslag til slagmark@cas.au.dk. Forslag skal indeholde titel eller titler på de bøger, anmeldelsesessayet vil behandle og forslag til tekstens vinkel på bøgerne.
Skrivevejledning til kritik
Et anmeldelsesessay til Slagmarks Kritik-sektion er en tekst, der sætter et eller flere værker i kontekst.
Med kontekst mener vi både den forskningsmæssige og intellektuelle kontekst, men også kontekst i bredere idéhistorisk forstand. Det vil sige, at essayet ikke kun reflekterer over emnets forskningsmæssige relevans, men også sætter det i forbindelse med allerede eksisterende samtaler, samfundsmæssige anliggender og offentlige debatter, gerne ved at skabe dialog til andre udgivelser og tendenser. Essayet viser således, hvordan idéhistorisk forskning er en del af en større diskuterende offentlighed.
Essayet udtrykker skribentens eget mellemværende med værket/værkerne og de relevante tendentielle emner, som essayet nysgerrigt undersøger, udfordrer, afklarer og perspektiverer. Teksten er et kritisk engagement med værket/værkerne i kontekst. Således er et anmeldelsesessay i Slagmark en personlig afsøgende tekst med en tydelig stemme.
Det vil sige, at et anmeldelsesessay i Kritik ikke først og fremmest er en smagsdom over værket/værkerne (som i den klassiske anmeldelse), men i større grad en granskning af værkets/værkernes styrker og svagheder set i lyset de større og mindre sammenhænge, der giver bøgerne mening. Et anmeldelsesessay skal altså tilbyde mere end blot et referat med en tilhørende anbefaling eller advarsel. Det skal først og fremmest kontekstualisere. Eksempelvis gennem samtidige begivenheder og/eller historiske, politiske og kulturelle strømninger; tematiske eller metodiske tendenser på et fagfelt; forfatterens/forfatternes øvrige arbejder; emnernes forskellige kontekster; en refleksion over fagfelt, teoriudvikling og vidensproduktion samt deres steder, netværk og fællesskaber. Eller essayet kan bringe disse forskellige temaer nye steder hen.
Anmeldelsesessays i Kritik er tiltænkt den interesserede læser, som ikke nødvendigvis er specialist i de specifikke emner og fagfelter, der behandles. Det er derfor vigtigt, at essayet er formidlende i sin omgang med de emner, debatter og kontekster, som afsøges i teksten. Du kan lade dig inspirere af nogle af følgende spørgsmål:
Hvorfor har du læst dette værk/disse værker (hvorfor er det vigtigt)? Og på hvilken måde har du læst det/dem?
Hvilken samtale og tendens anser værket/værkerne sig en del af? Og hvilken samtale mener du, som kritisk skribent, at værket/værkerne er en del af?
Hvad har andre kritikere sagt? Og hvilken forskningsmæssig samtale er værket/værkerne en del af?
Hvilke kulturelle, videnskabelige, politiske, sociale, historiske, filosofiske, æstetiske, kunstneriske, etc. kontekster er værker/værkerne en del af? Og hvordan indvirker disse på værket/værkerne og på hinanden?
Hvad argumenteres der for? Hvorfor? Og hvordan/hvorfor står argumentet stærkt/svagt?
Hvilke kampe, diskussioner eller nuanceringer er værket/værkerne en del af/i gang med at udfolde?
Hvad er forfatterens øvrige arbejde? Og hvordan placerer værket/værkerne sig i forhold til det dette?
Formalia
Essayet består af mellem 2000-4000 ord.
Skriv i et formidlende, åbent og tilgængeligt sprog.
Mht. citater og referencer gælder flg.:
Hvis der er tale om et anmeldelsesessay om ét værk benyttes parentes + sidetal, eks. (43), når der refereres til det anmeldte værk.
Hvis der er tale om et anmeldelsesessay om mere end ét værk, benyttes parentes + titel/evt. forkortet + sidetal, eks. (Secrets of Women, 56), når der refereres til de anmeldte værker.
Øvrige referencer angives i fodnoter (se Slagmarks generelle skrivevejledning her).
Ingen bibliografi.
Essayets opsætning mm., ligesom alle øvrige referencer, skal herudover følge Slagmarks generelle skrivevejledning, som kan findes her.
Ved indsendelse af anmeldelsesessay oplyses forfatterens fulde navn, samt grad/titel og postadresse.
Ved indsendelse af anmeldelsesessay giver du samtykke til, at Slagmark må publicere teksten på vores hjemmeside