Vi ønsker med nummeret at henlede opmærksomhed på, at naturen omkring os på mange måder er i dyb krise – og har været det længe. Men samtidig med en forståelse for, at naturen er indskrevet i et væld af forskellige narrativer med hver deres terminologi, implicitte og eksplicitte magtkampe samt normative, epistemologiske og endog ontologiske dimensioner. Kort sagt, med dette nummer ønsker vi at undersøge de presserende spørgsmål, der omkredser denne pluralitet af naturforståelser og krisereaktioner.
Læs mere herunder.
Naturens kriser som idéhistorisk problem
Af Rithma Kreie Engelbreth Larsen & Johannes Lundberg
En af de afgørende grunde til, at naturen ændrede sig så drastisk i det 20. århundrede, var, at idéer og politik omvendt ændrede sig alt for lidt. Det skrev den amerikanske miljøhistoriker John McNeill i sin bog Something New Under the Sun udgivet i 2000. [1] “Den generelle politik i det 20. århundrede”, uddybede han, “var at forsøge at få så meget ud af ressourcerne som muligt, at få Naturen til at præstere til sit yderste og endelig at håbe på det bedste”.[2]
Nu står vi så her, knapt et kvart århundrede senere, midt i en galopperende klimakrise og i det, man passende har benævnt den sjette masseuddøen. Vilde og fritlevende dyr udgør i dag kun små fire procent af hele den samlede biomasse for levende pattedyr verden over, mens mennesker og deres husdyr udgør de resterende godt 96 procent.[3] Koncentrationen af CO2 i atmosfæren er i skrivende stund knap 420 ppm (parts per million), mens den i hele den lange periode før industrialiseringen lå under 300 ppm. I 1990 var den 354 ppm. Så hurtigt går det: fra 354 ppm til 420 ppm på små 34 år. Den globale stigning i drivhusgasudledningerne er endnu ikke aftaget.
Det er næsten ikke muligt at overdrive omfanget af naturens krisetilstand, og vi kunne videreformidle mange flere tal og meget mere data, der underbygger det forhold. Fra et idéhistorisk perspektiv har vejene til de nuværende kriser imidlertid været lange og kringlede.
Selvom den amerikanske videnskabskvinde Eunice Newton Foote (1819-1888) allerede i 1856 præsenterede resultater fra termiske forsøg, der demonstrerede, at en større koncentration af CO2 i atmosfæren ville øge temperaturen på Jorden, gik der mange år, før hendes resultater blev alment kendt – og som så ofte før i idéhistorien var det da heller ikke Foote, men hendes efterfølgende mandlige kollegaer, særligt fysikerne John Tyndall (1820-1893) og Svante Arrhenius (1859-1927), som blev anerkendt for opdagelsen af drivhuseffekten.[4] For disse videnskabsfolk repræsenterede drivhuseffekten ikke en krise, for udsigten til menneskeartens egenhændige forårsagelse af klimatiske forandringer og destabilisering af naturens balance forekom dem urealistisk. Det var først med oprettelsen af FN’s klimapanel (på engelsk forkortet IPCC) i 1988, mere end 100 år efter Footes forsøg, at klimaforandringerne brød igennem til den bredere politiske dagsorden og blev alment accepterede som kritiske.
Den langsomme erkendelse af klimakrisens karakter skyldes blandt andet, at videnskabsfolk først begyndte at dokumentere den præcise sammenhæng mellem udledningen af drivhusgasser og opvarmningen af planeten – og denne sammenhængs potentielt katastrofale konsekvenser – i løbet af den anden halvdel af det 20. århundrede.[5] Konsekvenser, der i dag allerede er begyndt at indtræffe, om end ganske ulige fordelt verden over.
Historien har vist os vigtigheden af menneskers reaktioner på og forståelser af naturens kriser. Samtidig har historien også med al tydelighed vist, at videnskabelig formidling af ovenstående tal langt fra er tilstrækkelig til at vende disse ildevarslende tendenser. Med andre ord, er spørgsmålet om, hvordan mennesker og samfund skal opfatte, forstå, fortolke og reagere på naturens tilstand, aldeles indfiltret i en lang række kampe om natur-, menneske- og samfundsforståelser.
Som tidsskrift for idéhistorisk forskning er dette temanummer af Slagmark skrevet ud fra en overbevisning om, at naturens kriser også kalder på en omfattende humanvidenskabelig indsats – og mere specifikt på historisering og kontekstualisering. Naturens kriser udgøres ikke kun af de fremskrivninger, der tegner den klimadystopiske horisont eller af de oversvømmede marker, der ligger uden for vores vinduer. Mere grundlæggende griber de også ind i menneskers historiske erfaringsrum og forestillingsevne. Krisetilstandenes historiske karakter kan ikke forstås kun ved hjælp af kurver over accelerationen af udledninger, befolkningstal, energiforbrug, konsumerisme, personbiler, osv. En dybere forståelse af, hvordan og hvorfor verden nu er landet her, i et globalt økologisk sammenbrud, kræver også historiske læsninger af de natur-, samfunds- og humanvidenskabelige idéudviklinger, som kriserne bliver, og er blevet, forstået igennem.
Ud fra denne ambition har vi givet temanummeret titlen “Naturens kriser”. Vi lægger os her i kølvandet på arbejder af miljøidéhistorikeren Sverker Sörlin og den politiske teoretiker Melissa Lane,[6] som begge har understreget den dybe nødvendighed af, at klimaforandringernes krisetilstand historiseres og sættes i intellektuel og social kontekst. Men vi breder det ud til naturens kriser i flertal, så hverken eksempelvis klima, miljø eller biodiversitet står som isolerede historiske problemstillinger.
I vores forståelse af naturkriserne som “kulturelle og epistemiske konstruktioner”, der har diskursive og materielle effekter, er vi inspirerede af (og parafraserer) humangeografen Mike Hulmes definition af sit arbejde med klimakrisen.[7] Det sprog, som aktiveres i forskellige kontekster for at forstå og tale om kriserne, er afgørende for idéhistorikerens undersøgelser. Det gør en forskel, om naturens værdi forstås med begreber som økosystemtjenester og naturressourcer – eller om naturens egenværdi i stedet fremhæves uafhængigt af dens nytte for mennesker. De måder, hvorpå naturen begrebsliggøres, har (som faktor) afgørende betydning for, hvordan konkrete forandringer i naturen skabes, eksempelvis i opretholdelsen eller udryddelsen af lokale økosystemer. Ligeledes kan de være indikatorer for, hvordan strukturelle omstændigheder opfattes, eksempelvis for vurderinger af den animalske landbrugsindustris forandringspotentiale.
Ifølge miljøhistorikeren Eileen Crist påvirker det menneskers verdenssyn, når begrebsapparatet er forankret i sproglige strukturer, “der repræsenterer verden som ejet af mennesket”. Eksempelvis florerer begreber som “naturlig kapital, fiskeindustri, dyrehold og kvæg, produktionsenheder, tømmer”,[8] helt naturligt og selvfølgeliggjort i vores sproglige omgang med hinanden i særligt den nordvestlige hemisfære og gør det svært at navigere uden om ressourcetænkningens naturforståelse.
Biodiversitetskrisens relative oversethed er en væsentlig grund til, at vi som temaredaktion ikke har døbt nummeret hverken “Klimaets kriser” eller “Miljøets kriser”. Det var vigtigt for os ikke at udgrænse biodiversitetskrisen, da den oftere underbelyses af både medier og politikere, ligesom biodiversitetsspørgsmål i visse tilfælde endda også forstås som forhindringer for tilstrækkelig klimahandling: Skal Danmarks Naturfredningsforening virkelig sætte sig i vejen for vindmølleparker, fordi der lever en sjælden mus, sommerfugl eller – gud forbyde det – en flagermus?
Skønt tiltag, der fremmer varieret natur og biodiversitet, også gavner i klimakrisen, er det dog straks sværere at legitimere tiltag for at modvirke arternes masseuddøen med henvisning til planetens beboelighed. Hvor klimakrisen er en krise, der i allerhøjeste grad rammer mennesket selv, er det langt fra lige så tydeligt anskueliggjort, at biodiversitetskrisen er et stort problem set med utilitaristiske og artschauvinistiske briller. Som det ser ud nu, kræver storskaleret handling på biodiversitetskrisen derfor en ikke-antropocentrisk legitimering – og en sådan skal vi stadig lede længe efter i den politiske offentlighed.
Vi ønsker med nummeret at henlede opmærksomhed på, at naturen omkring os på mange måder er i dyb krise – og har været det længe. Men samtidig med en forståelse for, at naturen er indskrevet i et væld af forskellige narrativer med hver deres terminologi, implicitte og eksplicitte magtkampe samt normative, epistemologiske og endog ontologiske dimensioner. Kort sagt, med dette nummer ønsker vi at undersøge de presserende spørgsmål, der omkredser denne pluralitet af naturforståelser og krisereaktioner.
Vi indleder nummeret med først at diskutere, hvad det vil sige at kalde noget “en krise”. Ved hjælp af udvalgte nedslagspunkter i videnskabshistorien kaster vi dernæst et historisk lys over, hvad vi i dag forstår ved naturens kriser. I forlængelse af det belyser vi, hvordan forskellige historiske kontekster har haft skiftende grader af (manglende) fokus på biodiversitet, klima og øvrig natur. Endelig diskuterer vi, hvordan reaktioner på naturens kriser er blevet undersøgt hidtil, hvilket også tjener til at indramme og præsentere dette nummers bidrag og deres alsidige, fascinerende og vigtige undersøgelser.
Hvad vil det sige at kalde noget en krise?
Til at belyse hvad det vil eller kan sige at kalde noget en krise, og hvordan vi i dag forstår naturens kriser som kriser, er det oplagt at gå til Reinhart Kosellecks kanoniserede begrebshistorie af netop krisebegrebet.
Ordet kan spores tilbage til det oldgræske verbum krise (krínō), der rummede betydninger såsom at skelne, vælge, beslutte eller dømme. Koselleck identificerede tre distinkte måder, hvorpå tre forskellige sfærer i antikken (jura, teologi og medicin) anvendte begrebet krise. I juridiske og politiske sammenhænge havde krisebegrebet betydningen: at fælde en dom over noget (hvilket i dag genfindes i det moderne begreb om “kritik”). I den græske oversættelse af Biblen fik denne betydning af dom tilføjet en betydning af frelse og endelig (guddommelig) dom. Det er særligt den antikke medicins brug af krisebegrebet, der er væsentlig for den nutidige betydning: I medicinen betegnede krise en “kritisk” tilstand, som krævede et distinkt lægeligt indgreb, hvilket både implicerede en forestilling om en rask “normaltilstand”, som indgrebet skulle genetablere, samt en forestilling om, at manglende lægeligt indgreb kunne vise sig fatalt.
En krise var kort sagt en tilstand, som var bragt ud af sin normal, som var afhængig af diagnosticering, og som kaldte på akut og afgørende indsats. Ifølge Koselleck spredte disse betydninger af krisebegrebet sig til flere forskellige sfærer i løbet af 1700-tallet. Blandt andet blev krisebegrebet samlet op af historiefilosofien som en betegnelse for historiske situationers enten enestående eller genkommende karakter (som en sygdom), eller for deres endelige eller afgørende karakter (som en guddommelig dom). Her blev krisebegrebet både en måde at definere og diskutere historisk udvikling på, samt et mulighedsrum for at diskutere potentialet for forandringer efter en identificeret krise.[9]
Som både Koselleck og flere efter ham har påpeget,[10] spredte krisebegrebet sig løbet af 1900-tallet til en lang række domæner og discipliner, hvorved begrebets betydning er blevet mere og mere upræcis – og til tider meningsløs. Antropologen Janet Roitman, der har videretænkt Kosellecks krisebegrebsanalyse, har påpeget, at krisebegrebet i dag ofte anvendes som en ureflekteret adskillelse mellem fortid og udvikling, der usynliggør dybere og mere strukturelle spørgsmål; eksempelvis til en given krises omstændigheder og årsager eller til de kritiske forhold, der overhovedet kvalificerer til en kriseidentifikation. Roitman giver som eksempel, at den dominerende politiske offentlighed mestendels fortolkede finanskrisen 2007-08 som en konsekvens af risikable og relativt uregulerede udlåns- og investeringspraksisser, uden den dog for alvor diskuterede selve præmisserne for de finansielle strukturer.[11]
I undersøgelsen af naturens kriser er det vigtigt at overveje, hvilke naturperspektiver og -forståelser, som et givent krisebegreb afstedkommer. Samtidig mener vi også, at naturens kriser (og nummerets bidrag om dem) peger i retning af nye betydninger i krisebegrebet. De eskalerende naturkriser kan rammende beskrives som en historisk situation, der både kalder på handling, og som er ude af sin normaltilstand – i tråd med ovenstående forståelse af krisebegrebet. Samtidig udgør de også en situation, som ikke kan blive bragt tilbage til sin normaltilstand: Klimatiske tipping-points såvel som udryddelsen af arter er irreversible forandringer (se dog Niels Wildes artikel i nærværende nummer for en diskussion af muligheden for genopstandne dyrearter). I den forstand er naturkriserne en anden type historisk krise end eksempelvis finanskriser, eftersom de fleste økonomer i forskellig grad betragter sidstnævnte som tilbagevendende situationer.[12] Denne radikalitet ved nutidens naturkriser kalder på en omfattende og pluralistisk undersøgelse af mønstre i, hvad disse fænomener skyldes – hvad enten det gælder videnskabelige, æstetiske, økonomiske, historiske, religiøse, politiske eller filosofiske forklaringsforsøg.
På grund af vores samtids mangfoldige anvendelser af begrebet, men også på grund af naturkrisernes kompleksitet, har vi i dette nummer ikke låst os fast på én krisedefinition. Alligevel håber vi på, at nummeret vil bidrage til en mere præcis diskussion af naturkriserne netop som kriser.
Et prægnant eksempel på, hvordan naturkriserne i dag kan forstås, findes hos teknologihistorikeren Rosalind Williams’ historisering af krisebegrebet.[13] Med inspiration fra teknologihistorikeren Leo Marx’ indflydelsesrige undersøgelse af teknologibegrebet[14] spørger Williams, hvilke historiske forandringer, der har gjort krisebegrebet så uundværligt i samtidens diskurser.[15] For Williams er det visionen om historiens endeligt, der i dag dominerer krisebegrebets historiehorisont. Mens historiens udgang tidligere blev opfattet som noget, der var nært forestående, forstås undergangen i dag som noget “immanent”. Med andre ord opridser krisebegrebet en historiehorisont og en samtidig historisk bevidsthed, som er præget af “oplevelsen af at leve i en igangværende apokalypse”.[16]
Williams fremhæver desuden historikeren Lynn White Jr. som én af de allerførste til at gøre sammenhængen mellem økologi og krise til genstand for historisk undersøgelse.[17] I sin tekst “The Historical Roots of Our Ecologic Crisis” fra 1967[18] førte White sin samtids økologiske kriser tilbage til et middelalderkristent natursyn og argumenterede for, at kristendommens opgør med den hedenske naturtilbedelse havde fordret et verdensforsagende og naturfjendsk paradigme, som havde domineret Vestens syn på og omgang med naturen helt frem i det 20. århundrede. Ifølge White var der derfor behov for en mentalitetsændring: intet mindre end en fundamental “psykisk revolution”. [19]
Ikke overraskende er White sidenhen blevet kritiseret for at fremstille en noget forsimplet kausalitet, men Williams understreger alligevel vigtigheden af Whites vision om “psykisk revolution” som bidrag til historiedisciplinens kriseundersøgelser. For uanset hvad man mener om Whites analyse og begrebsvalg, må en krise ifølge Williams netop forstås – i modsætning til beslægtede begreber som “problem”, “udfordring”, “knibe” og endog “katastrofe” – som noget, der omfatter det hele: regler, værdier, levemåder, attitude, forestillingsevner og fysisk infrastruktur.[20] Af den grund kalder kriser på akutte, afgørende og omfattende skift i levemåder, mens den manglende forståelse for dette ultimativt leder ind i de blindgyder, som historien allerede rummer utallige eksempler på.[21]
Williams’ alvorstunge og måske endda “øko-alarmistiske” kriseforståelse medfører således også en forestilling om, at problemerne ikke lader sig løse inkrementelt. Hun fremhæver desuden, at historikere almindeligvis har opfattet den alarmistiske tone, som hun selv med fuldt overlæg skriver i, som udtryk for uprofessionelt og uakademisk hastværk. Som eksempel peger hun på, hvordan McNeills Something New Under the Sun blev rost for at afholde sig fra “overdrivelser”, “apokalyptiske advarsler” og “eco-freakery”[22] – sidstnævnte kunne man velsagtens oversætte til “klimatosseri”, hvis ikke det ville være en anakronistisk tilsnigelse. Det er også derfor, at man ikke finder mange historikere blandt de vigtige videnskabelige stemmer, der offentligt opfordrer til akut handling.[23] Problemet med den vanlige historikernorm er blot, at nutidens naturkriser netop er ganske alarmerende.
For at samle op argumenterer vi altså for, at naturens kriser medfører en ny type krisebegreb: I lighed med tidligere kriseforståelser er naturkriserne undtagelser, som kalder på akut handling for at genoprette en normaltilstand, men naturkriserne er samtidig enormt mangeartede og irreversible til en sådan grad, at intet indgreb ville kunne bringe naturen tilbage til sin normal. De irreversible naturkriser efterlader idéhistoriedisciplinen med et paradoks: idet de kræver akutte løsninger af en disciplin, som arbejder med grundige, men langsomme historiske svar. Som Williams skriver, er styrken ved historievidenskaber og historiefortællinger under ét netop, at de besidder evnen til at åbne vores fantasi for andre mulige udviklingslinjer: Ved at afselvfølgeliggøre vores nutid med, hvad der kan forekomme som en fremmed fortid, kan vi bedre se, hvordan vi får løsnet op for nogle af de forhindringer, der fastholder os i en vis historisk determinisme,[24] ligesom historien kan forklare os, hvilke rationaler vores samtids dominerende strukturer hviler på. Nærværende temanummer løser ikke dette paradoks, men som dets temaredaktører mener vi, at nummerets mange idéhistoriske analyser bidrager til en dybere, bredere og mere omfattende forståelse af naturkrisernes akutte og presserende karakter.
For også at tilnærme os en idéhistorisk forståelse af naturens kriser, vil vi nu vende os mod et par nedslag i naturens idé- og videnskabshistorie. Det er her relevant at begynde med miljøhistorikeren Carolyn Merchants påstand om, at der under den såkaldte videnskabelige revolution blev lagt de vigtigste kim til det, hun kalder naturens død. Dernæst går vi til Joyce Chaplins spørgsmål om, hvorvidt idéhistorien kan skabe plads til “det ikke-menneskelige” i sit aktørgalleri. For bedre at forstå samtidens idéer om klima og miljø giver vi derefter et kort rids over den nylige klimaidéhistorie med fokus på opkomsten af en “systemtænkning”, der vender vores blik mod globale atmosfæriske processer – og måske i den proces glemmer naturens stedslige forankring. Sidstnævnte er afgørende særligt for biodiversitetskrisen, som vi vil berøre i sidste del af indledningen.
Naturens død: Merchant og Bacon
Med opkomsten af miljøhistorie som disciplin i løbet af anden halvdel af det 20. århundrede blev naturen på sin vis endelig “integreret” i historien, for da blev det muligt – og endda tilskyndet – at skrive historie ikke blot fra menneskets perspektiv, men fra andre arters, fra landskabers og naturområders og fra ikke-menneskelige perspektiver bredt set. [25]I dag regnes blandt andre Donald Worster, Alfred Crosby, John McNeill, William Cronon, Ramachandra Guha, Joyce Chaplin, Richard Grove – og ikke mindst førnævnte Carolyn Merchant – for at være vigtige miljøhistorikere.
I The Death of Nature fra 1980, der var banebrydende for miljøhistorien såvel som for økofeminismen, undersøgte Merchant forandringer i den vest- og nordeuropæiske tænknings natursyn, fra antikken og frem til den videnskabelige revolution.[26] Hun argumenterede for, at den videnskabelige revolution introducerede et mekanistisk natursyn, som afløste tidligere tiders organicistiske[27] naturanskuelser, og som skabte grobund for det utilitaristiske og instrumentelle natursyn, der siden kom til at præge det moderne. For Merchant udgjorde udviklingen af mekanistiske natursyn en central idéhistorisk kontekst for det 20. århundredes økologiske kriser (og vi kunne tilføje: også for det 21. århundredes).
Desuden cementerede Merchants Death også vigtigheden af at studere forbindelserne mellem køn, videnskab og natursyn, ligesom værket tydeliggjorde, hvor stor betydning feminiseringen af naturen – som moderlig og/eller vild og promiskuøs – har og har haft. I Death forbandt Merchant udviklingen af det mekanistiske natursyn, der betragtede naturen som noget, der skulle undertvinges og knægtes, til periodens patriarkalske kvindesyn. Hun fremhævede, at den videnskabelige revolution indtraf samtidig med, at intensiveringen af hekseforfølgelserne i Europa medførte dels en øget mistænkeliggørelse af kvinder i almindelighed, og dels en hærdning af idéen om kvinden som et drifts- og naturvæsen (snarere end et kulturvæsen), der af samme grund måtte holdes i ave.
Merchant læste den metaforiske forbindelse mellem naturbeherskelse og beherskelse af det feminine særligt klart frem hos Francis Bacon, hvis videnskabelige program og erkendelsesteoretiske antagelser kom til at kendetegne det længst eksisterende videnskabsakademi, Royal Society i London (grundlagt i 1660 blandt andre af Robert Boyle). Bacon grundlagde sine visioner for en ny videnskab i den eksperimentelle metode og satte således den empiriske omgang med naturen i centrum for videnskabelig erkendelse: Ny indsigt i naturens hemmeligheder kunne opnås, ikke ved introspektion eller teoretisk kontemplation, men ved at vende sig mod naturen selv. Men Bacons diskursive kontekst var ifølge Merchant befængt med natur/drift-kvinde forbindelsen, for når det for Bacon og hans nye videnskab gjaldt om at “afhøre” og undertvinge naturen “hendes” hemmeligheder, aktiverede han hekseforfølgelsernes og torturpraksissernes inkvisitoriske retorik, men omvendt også den feminiserende og penetrerende retorik om naturen. Denne sammenhæng bestyrkede adskillelsen mellem mennesket (særligt manden) som besjælet og fornuftigt og naturen som sjælløs og mekanisk som et udgangspunkt for menneskets (særligt mandens) legitime beherskelse af naturen (og kvinden), alt imens maskinelle naturmetaforer fortrængte de mere organiske.
Merchants økofeministiske standpunkt, og grundlaget for hendes omvendte læsning af den videnskabelige revolution som en forfalds- snarere end en fremskridtsfortælling, udgøres netop af hendes analyse af dette dobbelte beherskelsesblik – som både kvinden og naturen blev genstand for. Men objektiveringen af naturen var et ligeså væsentligt tredje aspekt ved hendes analyse af naturbeherskelsens betydning for det 20. århundredes økologiske sammenbrud. Her var Merchants tese, som afspejlet i titlen på hendes gennembrudsbog, at den videnskabelige revolution medførte et syn på naturen som “død”, hvilket også har været dominerende for moderne tid lige siden.
Hendes narrativ om naturens død var kraftfuld i sin enkelthed – og det var nok også for enkelt. Merchant er da også blevet kritiseret for at forsimple de idéhistoriske udviklingslinjer – og særligt for at misrepræsentere Bacons kvinde- og natursyn. I et essay fra 2006,[28] udgivet 26 år efter Death, stod hun dog fast på sin analyse, og hendes modfortælling var under alle omstændigheder en vigtig intervention i en tid, hvor den videnskabelige revolution stadig havde karakter, selv i mange videnskabshistoriske kredse, som et afgørende moment for fremskridt drevet frem af en perlerække af heltefigurer. Samtidig brød hun igennem med en særdeles vigtig analyse af de strukturelle, politiske og ideologiske forbindelser mellem kvindesyn og natursyn. I Merchants senere forfatterskab har det været magtpåliggende for hende i stedet at udpege alternativer, indenfor såvel som udenfor den vestlige tradition, til dette natursyn.
I dag ser vi til gengæld en opblomstring af økotænkning og økofilosofi, som – lidt spidst formuleret – har til hensigt at “genoplive” naturen. I hvert fald rummer en lang række af samtidens økokritikker, herunder nymaterialistiske og posthumanistiske teoriretninger, ambitioner om at kultivere andre og tættere relationer mellem menneske og natur. Det afspejler sig eksempelvis i begreber som “slægtsskabelse” (making kin) fra Donna Haraway[29] eller Merchants egen “partnerskabsetik”[30], men også i den bølge af “flerartslig” tænkning[31] der findes på fag som antropologi, filosofi, litteraturvidenskab – og selvfølgelig på de historiske discipliner. Her går det på tværs som et fælles kendetegn, at man forsøger at gentænke relationen mellem menneske og natur på måder, der kan anspore til mere klimahandling og øget naturbeskyttelse.
Naturens genoplivning: Værenskædens opløsning
Parallelt med fremkomsten af de ovennævnte økokritiske tilgange har historikeren Dipesh Chakrabarty i sin indsigtsrige og vidt citerede artikel fra 2009[32] argumenteret for, at menneskets historie har trængt sig ind på naturens historie som en ubuden og voldsom gæst. Hvor naturen på sin vis altid har været en geofysisk aktør, er mennesket blevet en sådan aktør, og den tilblivelse udfordrer den vanlige opdeling mellem natur og kultur, videnskab og humaniora. For nogle har observationen af opbrud mellem natur og kultur givet anledning til at beskrive den nuværende geologiske epoke som “antropocæn”.
Naturens historie var ellers siden 1800-tallet blevet tænkt som uafhængig af menneskets historie, og det afspejlede sig også i den disciplinære arbejdsdeling. På de humanistiske fakulteter var naturens historie for det meste en irrelevant baggrundskontekst for de menneskelige sejre og nederlag. Som etikforsker Clive Hamilton, videnskabshistoriker Christophe Bonneuil og politolog François Gemenne skriver: “De moderne human- og socialvidenskaber har fremstillet samfundet, som var det hævet over energi- og materiecyklusserne og ubundet af Jordens endelighed og metabolismer.”[33]
Naturens historie må nødvendigvis indskrive sig i forskellige narrativer, hvorved der altid er valgt fokus på visse aktører og begivenheder til fordel for andre. Der skabes således et centrum og en periferi – eller mere ligefremt: Et lysprojektil kastes hen bestemte steder, hvorved andre forbliver “i skyggerne”, som Bonneuil skriver.[34] Men vi ser nu på tværs af en række discipliner en tendens i retning af at tænke naturen mere ind i også de humanvidenskabelige analyser, ikke mindst de såkaldte “ikke-menneskelige” aktører.
Inden for idéhistoriedisciplinen, der ellers længe har holdt en armslængde til de nye tendenser, kommer historiker Joyce Chaplins Arthur Lovejoy-forelæsning i 2016[35] et lille (og nu i 2024 stadig sjældent) spadestik dybere i arbejdet med at tænke naturen ind i historien. Med reference til litteraturteoretiker Gayatri Spivaks ekstremt indflydelsesrige tekst “Can the Subaltern Speak?” har forelæsningen, der blev bragt i Journal of the History of Ideas, titlen “Can the Nonhuman Speak?”.[36] Forelæsningens svar hertil er et emfatisk “ja” – og dermed udfordrer hun en “kraftfuld påstand” i den vestlige filosofi om, at sprog er et unikt menneskeligt fænomen, “en markør af dets intellektuelle, etiske, politiske og spirituelle distinktion”.[37]
I forelæsningen påpeger Chaplin, at distinktionen mellem menneske og ikke-menneske kun har kunnet opretholdes ved at “ignorere alternative intellektuelle traditioner, som ikke har opereret med disse antagelser”.[38] Desuden noterer hun, efter at have orienteret sig i tidsskriftets arkiv, at naturen i det hele taget har spillet en bemærkelsesværdig lille rolle for udgivelserne generelt i Journal of the History of Ideas. “Selvfølgelig,” bemærker hun, har naturen figureret på mange andre måder, men altid defineret på de “samme antropocentriske måder”: enten som idéer om menneskets natur, som en genstand for videnskabshistorien eller som en abstrakt “komponent” i metafysikken.[39] “Nu eller aldrig”, erklærer hun videre, “må vi erstatte vores foragt for det ikke-menneskelige med en værdsættelse og en følelse af forpligtelse”.[40]
Både Lovejoys enhedsidéer i sin tid og nyere idéhistories mere kontingensbevidste kontekstualiseringer opererer med det udgangspunkt, at det i vid udstrækning kun er mennesket, som er et relevant subjekt at undersøge.[41] Med Lovejoys værenskæde blev det stillet sådan op, at mennesket var defineret ved sin unikke evne til at besidde og producere idéer.[42] Betegnelsen “ikke-menneskelig”, som har vundet frem i miljøhumanistiske kredse, er meget definerende for dette: Først er der mennesket, og dernæst er der resten, som er kendetegnet netop ved sin ikke-menneskelighed, hvormed alt det, der er ikke-menneskeligt automatisk rangeres under det, der er menneskeligt.
I bestræbelserne på at skrive naturen frem er det imidlertid vigtigt, at naturens domæne ikke fuldstændig opløses i menneskets. I hvert fald kan nivelleringen af menneske og natur implicere en benægtelse af naturens andethed og en manglende erkendelse af, at naturen har behov, der ikke nødvendigvis falder sammen med antropogene interesser og opfyldelsen af menneskelige behov – hvad enten disse er utilitaristiske, æstetiske, etiske eller eksistentielle.
Efter denne indledende overflyvning af naturens død og (mulige) genoplivning i videnskabs- og idéhistorien, vil vi kort skitsere nogle specifikke eksempler på, hvordan videnskabelige naturforståelser har formet reaktioner på naturen og dens kriser, herunder klimavidenskabens systemteoretiske afsæt og udvikling. I samspil med ovenstående udviklinger, har det stor betydning for menneskers forståelse af naturkriserne, hvordan klima er blevet udgrænset fra naturen i øvrigt som særfænomen. Derfor vil vi i det nedenstående skitsere, hvordan der i anden halvdel af det 20. århundrede opstod en særligt systemorienteret forståelse af klimaet som en globaliseret størrelse, der i sin grundessens er noget helt andet end det, der sædvanligvis er blevet opfattet som “natur”. Dette er nemlig en vigtig idéhistorisk baggrund for, hvordan klimaet forstås mere globalt i relation til biodiversitet, der tænkes mere lokalt og stedsligt forankret.
Klima, miljø og jordsystemtænkning
I det vigtige værk The Environment. A History of the Idea skriver miljøhistorikerne Paul Warde, Libby Robin og Sverker Sörlin, at idéen om miljøet i løbet af det 20. århundrede har udviklet sig fra at have en international til at have en planetær rækkevidde.[43] The Environment afdækker miljøbegrebets idéhistorie fra anden halvdel af 1800-tallet og frem til i dag og viser, hvordan “gabet mellem de to diskurser om miljø og klima blev mindre” i denne periode.[44] I takt med at klima- og miljødiskurserne nærmede sig hinanden, blev klimaet i stigende grad også forstået på den planetære skala.
Warde, Robin og Sörlin kalder det paradigme, der indtrådte fra midt 1980’erne og frem – og som har domineret klimavidenskaben lige siden og til dels også de økologiske videnskaber bredt set – for “Jordsystemtænkning”.[45] Jordsystemtænkningen opstod som en sammenføjning af efterkrigstidens kybernetik[46] og koldkrigstidens geologiske samt geofysiske videnskaber. Forinden havde kybernetikken allerede sat et stort præg på biologien, hvilket affødte det, der blev kaldt “systemøkologi” – et teoretisk standpunkt, hvorfra forskere søgte at udvikle modeller for de interaktioner, der fandt sted mellem biologiske og økologiske systemer. Forståelsen af planeten som et stort og dynamisk system bestående af mindre interagerende systemer bredte sig dog først for alvor med opkomsten af Earth System Science, og det var netop dette planetbillede som blev prominent for udviklingen af jordsystemtænkningen.[47]
Jordsystemet refererer typisk til interaktionen mellem de biologiske, kemiske og fysiske processer på Jorden. Det indebærer en forståelse af Jorden som ét stort system, som kan brydes op i mindre systemer, der også indbyrdes påvirker hinanden. Klimasystemet er ét sådant system og defineres som de processer, som direkte indvirker på vejr og temperatur – herunder hav-, jord- og haviskredsløb.
De globale miljøprogrammer i anden halvdel af det 20. århundrede og fra 1980’erne og frem også den støt voksende Earth System Science havde forudsigelse som kerneforetagende. Denne orientering mod fremtiden blev ifølge Warde, Robin og Sörlin understøttet af “kapaciteten til at transformere information til tal, som kunne integreres i globale modeller”.[48] Klimavidenskaben opstod i tæt sammenhæng med Earth System Science, og for begge gjaldt det, at udviklingen af modeller blev et helt centralt epistemisk værktøj.
At klimavidenskaben udviklede sig i retning af modellering og systemtænkning illustreres, som beskrevet af videnskabshistorikerne Matthias Heymann og Amy Dahan Dalmedico, af den slående hast, hvormed klimamodellering fik “hegemonisk status” – fra et lillebitte felt med kun “et par dusin” forskere i de sene 1950’ere til “et kæmpe forskningsdomæne bestående af flere tusinde forskere ved udgangen af det foregående århundrede”.[49] I løbet af denne periode konstruerede forskerne mere og mere komplekse modeller, der skulle repræsentere feedback-mekanismerne i atmosfæren i første omgang og “senere for hele jordsystemet”.[50]
Ifølge Warde, Robin og Sörlin kaldte idéen om jordsystemet også på en planetær skala – svarende til den skala, som idéer om miljø begyndte at aktivere i takt med den stigende krisebevidsthed i løbet af det 20. århundrede. Men forskellen var, at jordsystemet besad “en anden form for skalerbarhed: Modsat miljøet […] stod jordsystemet altid som én planetær enhed, adskilt i ‘komponenter’ eller ‘dimensioner’”.[51] “Et system er per definition kalkulerbart som entitet”, som Warde, Robin og Sörlin påpeger, og derfor kan “hele planeten” gøres til genstand for menneskelig planlægning og kontrol, når den anskues netop som (jord)system.[52]
Hermed blev afgrænsningen af naturvidenskabens analyseområde med hensyn til klima også cementeret – for de systemer og modeller, der blev udarbejdet i klimavidenskaberne var stort set blottede for mennesker og samfund.[53] Bretherton-diagrammet, som blev et vigtigt konceptuelt fundament for arbejdet i FN’s klimapanel, illustrerer denne tænkning, idet det præsenterer forbindelser og interaktioner mellem alle væsentlige jordsystemer, mens menneskelige aktiviteter figurerer i en ganske lille boks helt yderst til højre.[54] Diagrammet blev udarbejdet af Francis Bretherton, som ledte det nationale center for atmosfærisk forskning (National Center for Atmospheric Research) fra 1974 til 1980, og som desuden var ophavsmand til begrebet Earth System Science i 1985.[55]
Med Foucault siger Warde, Robin og Sörlin, at Earth System Science handlede om at gøre planeten “styrbar” [governable].[56] Det var ud fra disse idéer om Jorden som sårbar, men også potentielt styrbar, at metaforen “Spaceship Earth” [“Jordrumskibet”] opstod og spredte sig fra 1960’erne og frem til et stykke ind i 1990’erne.[57] Ifølge Fressoz og Bonneuil emmede denne metaforik af “geoteknokratisk magt” og “nydelsen i at forestille sig selv som pilot for hele systemet”.[58]
Her er det vigtigt at nævne, at den kolde krig og æraens stærke tro på videnskabens evner og magt var en central kontekst for den systemtænkning og modelleringsiver, der omgærdede klimavidenskaben såvel som andre videnskaber i anden halvdel af det 20. århundrede.[59] Klimamodellering, som Heymann og Dalmedico skriver, “arvede den kolde krigs systemtænkning”.[60] Begrebet “koldkrigsrationalitet” beskriver udbredelsen af den stærke overbevisning om, “at alle systemer, naturlige og sociale, kunne forstås, modelleres og kontrolleres, såfremt der stilledes tilstrækkeligt med ressourcer til rådighed”.[61] Med denne udbredte indstilling fulgte altså også et stærkt fokus på Jordens ressourcekapacitet.
Udviklingen af jordsystemtænkningen og klimavidenskaben fandt også sted i konteksten af miljøbevægelsens tiltagende indflydelse. I takt med at sidstnævnte fik større udbredelse, etableredes også et nyt “miljøparadigme, som skiftede perspektivet fra Jorden som ressource for menneskelige formål til Jorden som en planet, der er truet af menneskelige aktiviteter”.[62] Det var dog ikke et paradigme, der nødvendigvis underminerede eller afløste systemtænkningen. Begge paradigmer fandtes side om side i 1970’erne hos en “ung generation af klimamodellører”,[63] der talte navne som Stephen Schneider og James E. Hansen. og som var bekymrede over fremtidige klimaforandringer. Det var særligt i forbindelsen mellem klimabekymring og systemtænkning, at der blev skabt grobund for en mere forudsigelsesorienteret klimavidenskab, som samtidigt fokuserede på de potentielle konsekvenser af planetær opvarmning.[64] Men deres modeller blev i begyndelsen af 1980’erne udsat for stor kritik, ikke mindst fordi de stadig indeholdt store usikkerheder.
Fra 1990’erne og frem blev modelleringspraksisserne tættere knyttet til de politiske forhandlingsprocesser omkring klima og miljø. Som Heymann og Dalmedico beskriver, mistede modellen sin status som en rent videnskabelig metode for snarere at blive et værktøj til at fremskrive klimafremtider på politisk bestilling. Dermed kunne udviklingen af klimamodelleringer ikke længere adskilles fra det politiske fokus på at skabe kontrol over fremtiden.[65] Senere udvidede man klimavidenskabens arbejdsmåder: fra mere simple modelfremskrivninger til mere avancerede udfoldninger af fremtidige scenarier og simulationsprogrammer. Disse værktøjer var med til at forme idéer og forestillinger om klimakrisen i bredere forstand, da de blev “effektive politiske agenter” i egen ret.[66] Her blev det eksempelvis mere og mere almindeligt at indarbejde endnu ikke-eksisterende teknologier, der har til hensigt at fjerne allerede udledte drivhusgasser fra atmosfæren – de såkaldte NETs (negative emissionsteknologier) – i fremtidssimulationer og scenariefremskrivninger.
Modelleringsparadigmet tjente også til at marginalisere “andre, mindre reduktionistiske måder at forstå globale klimaforandringer på”, herunder særligt sociologiske og historiske perspektiver, men også mere lokale vidensformer uden for den etablerede videnskab, eksempelvis oprindelige folks viden.[67] Et skisma, som kun synes at blive mere aktuelt i dag med en stigende inklusion af oprindelige folks viden i spørgsmål om klimatiltag og naturforvaltning i netop FN’s klimapanel,[68] er dét mellem det usynlige klima og det erfarede klima: “gabet mellem det abstrakte, statistiske og computerkonstruerede globale klima og de store temporale og spatiale skalaer af miljøforudsigelse, på den ene side, og den kropslige, sanselige erfaring af vejret og hverdagsbeslutningernes horisonter og meningsfulde engagement med klima, på den anden”.[69]
Jordsystemtænkningen dannede således grundlag for en ny og specifik form for miljøekspertise, “en ekspertise for fremtiden”. Og i takt med, som Warde, Robin og Sörlin påpeger, at “den naturlige verden i stigende grad blev set som en integreret og systemiseret [systemized] entitet, skete der også det, at de, som målte og modellerede den, blev set som, eller opførte sig som, en ‘stemme for naturen’ selv”.[70] Det gjaldt for såvel miljø- som klimaspørgsmål, og ifølge Warde, Robin og Sörlin smeltede de to spørgemåder i mange henseender sammen til én (systemorienteret) diskurs ved indgangen til det 21. århundrede.
Til opsummering af disse udviklinger i efterkrigstiden identificerer Warde, Robin og Sörlin det, de kalder miljøidéens fire “dimensioner”: fremtid, dvs. en markant orientering mod fremtiden; ekspertise, dvs. dannelsen af ny ekspertviden orienteret mod måling og prognostik med tilhørende Big Science-infrastruktur; tillid til tal, dvs. en skærpet opfattelse af adgangen til kvantitative data som essentiel og fundamental for fremtidsorienteringens “plausibilitet og autoritet”, også i politisk regi, og af miljøet som noget, der kunne repræsenteres i grafer; og skalerbarhed, dvs. et forstærket fokus på muligheden for at skalere modeller og beregninger op og ned efter behov. Dette underbygger også deres analyse af, hvordan gabet mellem miljø- og klimadiskursen gradvist blev mindre, for de identificerede kendetegn gør sig i vid udstrækning også gældende for klimadiskursen specifikt.
Klima og miljø er selvfølgelig ikke de eneste centrale begreber i naturkrisernes idéhistorie. Et lidt ældre begreb om naturbeskyttelse og nogle af yngre dato, såsom “bæredygtighed, økologisk modernisering, økosystemtjenester og det antropocæne”,[71] har også påvirket den nyere tids miljø- og klimahistorien i et væsentligt omfang. Men i takt med klimadiskursens udbredelse er andre dagsordener, blandt andet biodiversitet, blevet skubbet ud i margenen. Udgrænsningen af biodiversitetsproblemstillingen er et illustrativt historisk eksempel på, hvordan naturens kriser er blevet undersøgt og kan undersøges.
Kampen om biodiversitet: Stedslighed og neoliberale logikker
Lanceringen af begrebet “biodiversitet” i 1986 tilskrives typisk de nordamerikanske biologer Michael Soulé, Edward O. Wilson og Thomas Lovejoy.[72] Det var en simpel sammentrækning af begrebet biologisk diversitet, der sådan set havde eksisteret længe, men med den kortere version indikeredes en stigende krisebevidsthed. Ifølge Warde, Robin og Sörlin havde biologerne bag det nye begreb samtidigt til hensigt at gøre spørgsmålet om artsmangfoldighed kvantitativt, altså at gøre naturen tællelig.[73] På den måde voksede begrebet også frem af den “tillid til tal” samt den forkærlighed “for modellering […] og for at måle værdien af naturen for verdens økonomier”,[74] som i parallel til jordsystemtænkningen tog fæste i de økologiske og biologiske videnskaber ved slutningen af det 20. århundrede. På den måde “tilbød biodiversitetsrevolutionen en rolle for økologisk ekspertise” og en platform for en samtale om det, der kaldtes “den sjette masseuddøen”.[75]
Biodiversitetskrisen stod dog kun kortvarigt i centrum for en bredere global samtale, for allerede små to år senere gled den i baggrunden for de atmosfæriske kemikeres mere og mere sikre beregninger af konsekvenserne af drivhusgasudledningerne og institutionaliseringen af dette med etableringen af FN’s klimapanel i 1988.[76]
Ifølge antropologerne Zachary Caple og Heather Swanson fik biodiversitetskrisen fortsat nogen opmærksomhed i 1990’erne, hvilket de eksemplificerer med, at der var fokus på regnskovenes bevarelse i virksomheders marketingstrategier. Men særligt efter Paris-aftalen er biodiversitetskrisen kommet til at fylde relativt mindre end klimakrisen i den offentlige samtale.[77] Caple og Swanson hævder, at der siden 1990’erne har fundet en “på mange måder systematisk udviskning sted af stedsbevidsthed i amerikansk miljøpolitik” og definerer denne “stedsbevidsthed” som “en delt, politisk bevidsthed om værdien, historiciteten og den økologiske specificitet af landskaber”.[78] De sammenkæder denne udviskning med opkomsten af “neoliberale regimer og deres evne til at kontrollere dominerende miljønarrativer”. [79]
Eftersom man mere intuitivt forstår, at biodiversitetsspørgsmål nødvendigvis angår lokale forhold, kobles denne dagsorden mere associativt til de konkrete steder i naturen – som den specifikke kyststrækning, flod, skov eller det specifikke bjerg. Her er klimadagsordenen, som vi så det i forrige del, i stigende grad blevet tænkt i mere planetær og global skala.
På den måde har biodiversitetskrisen karakter af at være en krise, hvis lokale udtryk er afgørende på en anden måde end for klimaet, som man eksempelvis ser det afspejlet i idéen om carbon sinks. Caple og Swanson skriver, at man med denne mere lokalt afkoblede klimadiskurs i teorien[80] kan anskue enhver skov som en målbar beholdning af kulstof, hvis lokalitet i princippet er ligegyldig. De argumenterer for, at steder under dette “klimaparadigme”[81] dermed risikerer at miste deres betydning som andet og mere end “udskiftelige” kulstofabsorptioner – hvorimod eksempelvis artsrigdommen i Amazonas netop ikke kan forflyttes til et andet sted i verden.
Som et eksempel på betydningen af en sådan stedsbevidsthed i naturspørgsmål, har forsker i videnskabs- og teknologistudier Sheila Jasanoff påpeget, at den tidlige miljøbevægelse over hele kloden var tæt knyttet til specifikke steder.[82] Det ser vi afspejlet i udtrykket NIMBY (not in my backyard), der stammer fra de tidlige 1970’ere. Det indfanger karakteren af mange miljøprotester: De var nemlig rettet mod miljø- og naturforringelser i lokalområdet. Ikke alene var det ofte naturområder, som man ikke ønskede erstattet af ringere udsigt, ifølge Jasanoff var det også et kendetegn, at det ofte drejede sig om steder med særlig affektiv værdi eller endog af hellig karakter. Her nævner hun som eksempel den kendte Chipko-bevægelse i Indien, hvor særligt kvinder bandt sig til eller omfavnede træer for at beskytte dem mod fældning (Chipko betyder “at kramme” eller “at klynge sig til” på hindi). Konklusionen bliver for Jasanoff, at mennesker nemmest aktiveres til handling, hvis det er noget konkret, som de holder af, der er i fare (eller i krise).[83]
Modsat biodiversitetskrisens tætte stedslige forankring (med fokus på specifikke arters overlevelsesmuligheder i deres lokale habitat), er klimakrisen grundlæggende global; den vedrører globale udledninger og global opvarmning. Som både klimapsykologer[84] og socialvidenskabelige klimahandlingsstudier[85] har påpeget, har et grundproblem for klimahandling været, at klimaforandringerne opfattes som abstrakte, langt væk i både tid og afstand.
Heroverfor er et af biodiversitetskrisens problemer netop, at det er svært at begrebsliggøre dens utroligt varierede stedsligheder. Når det kommer til klimakrisen, er det allerede svært, hvordan udledningerne fra virksomhedsaktivitet skal måles: Er det olieselskabet, raffinaderierne, tankselskaberne eller firmabilerne, som udledningen fra olieafbrændingen skal akkrediteres til? I hvilken grad skal landes historiske og koloniale udledninger tælles med i deres nuværende drivhusgasregnskab? Hvor meget udleder tomaten fra kantinen, hvis den er økologisk dyrket i et drivhus i Danmark? Hvor meget, hvis drivhuset kører på vindmøllestrøm? Hvor meget, hvis den er dyrket under solen i Spanien, og til gengæld er blevet transporteret hertil med oliedrevne lastbiler? Og hvordan påvirker hver enkelt af disse udledninger specifikke, lokale vejrfænomener? Hvilken betydning har tomaterne i kantinen for eksempel for tørken i Sydeuropa 2023 eller oversvømmelserne i Pakistan 2022?
Ikke desto mindre er truslen mod og konsekvenserne af udryddelsen af hasselmusen, saigaantilopen, søjlekorallerne og alle øvrige arter på kloden endnu sværere at opgøre i en simpel og sammenlignelig opregning. Naturens kriser rejser altså både spørgsmålet om, hvordan de respektive kriser opgøres, hvordan disse opgørelser oversættes til beslutningstagere, men kriserne rejser også presserende spørgsmål om, i hvor høj grad handling kun skal ske, når der foreligger præcise tal og angivelser, og hvilke andre idealer og principper (der ikke sætter tal – eller mennesker – først), der bør styre naturhandling.
Som antydet ovenfor, mener mange kritikere, at “neoliberalismens” politiske dominans fra omkring 1980’erne og frem i væsentlig grad har begrænset mulighederne for tilstrækkelig handling og politisk reaktion på både biodiversitetskrisen og klimakrisen. Ifølge idéhistorikerne Jacob Jensen og Niklas Olsen kan neoliberalisme defineres som en politisk situation, hvori markedslogikker spredes til så mange af samfundets sfærer som muligt, mens markedet i størst mulig grad understøttes af staten.[86] Dette peger tydeligt på problemerne: For det første er det utroligt svært at kvantificere og vareliggøre forskellige processers og aktiviteters konsekvenser for naturen, og omvendt også konsekvenserne af naturens kriser for en lang række andre domæner. Studier, der har peget på omfanget af biodiversitetskrisen såvel som af klimakrisen, har derfor ofte udfordret den neoliberale logik. Det har geografen Stefan Ouma eksempelvis vist i sin analyse af, hvor svært det har været at gøre landbrug til investeringsprodukter.[87]
For det andet kalder begge kriser på, at staten griber langt mere omfattende ind over for markedet, snarere end at understøtte det. Som historikerne Naomi Oreskes og Erik Conway viser i deres skelsættende bog Merchants of Doubt, har fossilindustriens langvarige lobbyarbejde spredt vidtrækkende misinformation om klimavidenskaben og forhalet politisk klimahandling, og mange af de videnskabsfolk, som olieselskaberne hvervede til at lobbye for dem, var netop motiverede af at forhindre de øgede statsindgreb, som hensyn til advarslerne fra klimavidenskaben ville medføre.[88]
Både klima og biodiversitet (og andre naturproblemer) har historisk udfordret markedslogikken og forestillingen om, at man ubegrænset kunne fortsætte med at ekspandere de nuværende forbrugsformer. Derfor har vi også set, at hensigtsmæssig handling på naturkriserne aktivt er blevet modarbejdet på den politiske agenda i mere end et halvt århundrede.
I tillæg til ovenstående diskussion af, hvordan klima- og særligt biodiversitetskrisen er blevet forsømt, ønsker vi som temaredaktører at understrege, at planetens økosystemer i dag står i en lang række til dels distinkte, men også til dels overlappende naturkriser. Ét forslag blandt mange til at opgøre disse kriser er begrebet om de planetære grænser. De opregner tilstandene i ni af Jordens centrale økologiske kredsløb: 1) biodiversitetstab, 2) drivhusgasniveau i atmosfæren, 3) havforurening, 4) andelen af ikke-opdyrket landjord, 5) udslip af nitrogen og fosfor, 6) kemisk forurening, 7) ozonlaget, 8) ferskvandsforbrug og 9) luftforurening. Heraf er de første seks nævnte kritisk truet.[89]
Men som Warde, Robin og Sörlin har argumenteret for, er denne tilstandsopgørelse dog også en slags kulmination på klimavidenskabens historisk-epistemologiske udvikling mod øget kvantificering og skalering samt (jord)systemorienterede naturforståelser, og som sådan arver opgørelsen af de planetære grænser jordsystemtænkningens tendens til at overskygge andre natursyn og forståelser af naturen som værdifuld i sig selv og i egen ret, uafhængigt af dens nytteværdi for mennesker.[90] Samtidig vil kritikere af dette synspunkt argumentere for, at det er sværere at få beslutningstagere til at vedtage tilstrækkelige tiltag, hvis man ikke har sådanne opgørelser, afgrænsninger og kvantificeringer af problemerne. Denne kamp om naturbegreber rækker langt ind i de måder, hvorpå samfund og kultur reagerer på naturens kriser og artikulerer sit forhold til dem – og det understreger emnets idéhistoriske kompleksitet.
Forskellige veje til og fra naturkriserne: Præsentation af nummerets bidrag
I denne indledning har vi primært fokuseret på naturforståelser i videnskabshistorien, men som vi har antydet, er mobiliseringen af en lang række forskellige analysemetoder og teorier på tværs af discipliner nødvendig for en kontekstuelt dybere og mere præcis diskussion af naturens kriser. I det følgende vil vi skitsere et par af disse tilgange, og samtidig præsentere nummerets artikler, som efter vores mening demonstrerer en metodisk og tematisk spændvidde, der både understreger og afspejler behovet for pluralistiske tilgange til naturens kriser.
Olie- og gasindustrien udgør et særligt prægnant eksempel på, hvordan videnskabshistoriske undersøgelser må tænkes sammen med blandt andet kapitalismekritiske og kulturhistoriske tilgange for at analysere den rolle, som denne industri har spillet i at modarbejde klimahandling: dels har olie-/gasindustriens egen forskning siden 1960’erne vist klimakonsekvenserne ved fortsat fossilafbrænding; dels brugte olieselskaberne denne viden til at afsøge kommercielle sejlruter i Polarhavet, når nu havisen alligevel ville smelte; og dels har fossilindustrien, siden klimaforandringerne for alvor kom på den politiske dagsorden i 1990’erne, ført omfattende misinformations- og lobbykampagner for at diskreditere klimavidenskaben og forhale klimapolitiske tiltag.[91] Et markant eksempel findes i en intern kommunikationsplan fra den indflydelsesrige brancheorganisation the American Petroleum Institute fra 1998, hvor det hedder: “Sejren vil være opnået, når […] de almene borgere ‘forstår’ (anerkender) usikkerheder i klimavidenskaben; anerkendelsen af usikkerheder bliver ‘almen viden’ [og …] de, der fremmer Kyoto-aftalen baseret på den eksisterende videnskab, fremstår som værende ude af kontakt med virkeligheden.”[92]
De fossile virksomheders hovedinteresse og rollerolle i at forhale klimahandling fik i 2014 forfatteren Naomi Klein til at fremføre og popularisere idéen om, at klimakrisen kræver en grundlæggende forandring af de kapitalistiske samfundsstrukturer.[93] Denne tese blev underbygget i 2016 af humanøkologen Andreas Malms historiske analyser, der pegede på, at fremkomsten af den fossile industri ikke skyldtes, at fossil energi var billigst eller mest effektivt, men derimod at produktionen af det gav flere muligheder for at udbytte arbejderne, blandt andet ved at samle dem på større fabrikker.[94] I forlængelse heraf har Malm blandt andre foreslået at erstatte begrebet det antropocæne med begrebet det kapitalocæne for at betone, at kapitalismen, snarere end mennesket generelt, er den geologisk-epokale drivkraft bag naturens kriser.[95] For flere perspektiver på diskussionerne af kapitalismens rolle i klima- og miljøpolitikkens moderne historie, se Niklas Olsens anmeldelsesessay, der med udgangspunkt i tre forskellige udgivelser gør status over nyere litteratur om grøn kapitalisme – her drejer det sig om Adrienne Bullers The Value of a Whale: On the Illusions of Green Capitalism (2022), Elizabeth Popp Bermans Thinking Like an Economist: How Efficiency Replaced Equality in U.S. Public Policy (2022) og Charles Halvorsons Valuing Clean Air – The EPA and the Economics of Environmental Protection (2021).
Hvis man antager, at naturkriserne primært skal føres tilbage til de økonomiske strukturer, rejser det også en række spørgsmål til, hvad det vil sige. Ifølge litteraturen om det kapitalocæne er naturens problemer grundlæggende forankrede i kapitalismens kerne, herunder privat ejendomsret til produktionsmidlerne, markedskonkurrence med mere. I kontrast til denne tilgang har flere inden for den neoklassiske økonomividenskab, som har været dominerende op igennem det 20. århundrede, forsøgt at inkludere naturen i eksisterende modeller. Blandt andre har økonomen William Nordhaus spillet en toneangivende rolle for disse forsøg. Niklas Olsens artikel “Klimaøkonomiens svar på global opvarmning: William Nordhaus og troen på teknologiske løsninger” tilbyder en relevant undersøgelse af disse modellers idéophav. Olsen udforsker Nordhaus’ klimaøkonomiske analyser fra 1970’erne til 1990’erne, og afdækker et ideologisk fundament i en “prometheansk miljøforståelse” præget af ubegrænset tillid til den menneskelige evne til at løse samfunds- og miljøudfordringer gennem økonomisk vækst og teknologisk innovation.
Som modsvar til den neoklassiske tilgang har den heterogene økonomidisciplin økologisk økonomi forsøgt at lægge de økologiske systemer til grund for de økonomiske modeller og muligheder. Tim Jacksons[96] og Kate Raworths[97] værker er blandt nogle af de mere populariserede versioner af denne strømning. En parallel til den økologiske økonomi findes i degrowth-bevægelsens fokus på velstand og økologisk balance frem for økonomisk vækst. Manni Crones artikel “Fransk degrowth-filosofi: En konkret utopi i naturkrisernes tidsalder” er en undersøgelse af denne bevægelse. Crone undersøger den franske degrowth-filosofi, der opstod i 1970’erne, og som siden 00’erne er blevet genoptaget i takt med den stigende opmærksomhed på naturkriserne. Crone viser, hvordan disse degrowth-tanker ikke blot drejer sig om økonomisk nedskalering, men også om at etablere en bred utopisk samfundskritik. Gennem nutidige tænkere som Serge Latouche, Pierre Rabhi og Alain de Benoist, fra både det yderste venstre og højre, diskuterer Crone i artiklen fransk degrowths tematiske spændvidde, der omfatter teknologi, landbrug, arbejde, fritid, natur, demokrati og sociale relationer. Artiklen fremhæver endvidere forbindelser mellem aktuelle degrowth-temaer og 1970’ernes tænkere som Cornelius Castoriadis, Ivan Illich og Murray Bookchin.
Kapitalocæn-tesen er interessant i egen ret, men dens udfordring af antropocæn-tesen er også interessant, fordi den har været med til at fremprovokere diskussioner af, hvilke kulturelle, politiske, æstetiske og økonomiske strukturer, der har forårsaget, forstærket eller modvirket naturens kriser. For mere om diskussionerne af begrebet om det antropocæne og dets alternativer, se Rithma Kreie Engelbreth Larsens anmeldelsesessay om det, hun kalder “-cænerne og den buldrende begrebsdebat”, der fokuserer på skillelinjerne mellem betegnelserne kapitalocæn og chthulucæn, som de viser sig i Donna Haraways At blive i besværet: Om at skabe slægt i chthulucæn (2021) og i antologien Planetære frakturer: Humanistiske og socialvidenskabelige perspektiver på antropocæn (2022) redigeret af Kristoffer Balslev Willert.
I både kontrast til og samspil med den kapitalisme-centrerede forståelsesramme af naturens kriser har posthumanismen og nymaterialismen udviklet analyser af, hvordan ikke-menneskelige aktører er blevet udgrænset op igennem historien.[98] Nan Gerdes’ artikel “At undslippe menneskets herredømme og forblive et dyr: Om metamorfoser i Marie-Catherine d’Aulnoys eventyr” udfordrer antropocentrismen med et eksempel fra det 17. århundredes franske litteraturhistorie. Gerdes analyserer de forvandlinger mellem menneske og dyr, som Marie-Catherine d’Aulnoys eventyr er rige på. De bliver sat i kontekst af det 17. århundredes kartesiske antropocentrisme og den franske absolutisme, som Gerdes argumenterer for, at d’Aulnoys eventyr var med til at problematisere. Her finder vi et klassisk eksempel på, hvordan naturen er blevet aktiveret politisk som enten spejlbillede eller modbillede til til forfatterens egen samfundskontekst. Samtidig viser Gerdes også, at kartesianismen ikke stod uimodsagt i 1600-tallets Frankrig, men faktisk gav anledning til en række diskussioner om natursynet i en tid, hvor forfattere som d’Aulnoy aktivt brugte antropomorficerede dyr til at udfordre dominerende antropocentriske idéer.
Knapt hundrede år senere sker der en markant vending mod naturen i romantikkens filosofi, videnskab og skønlitteratur i Jena. Dette er omdrejningspunktet for Sebastian Ørtoft Rasmussen, Martin Fog Arndal og Kristoffer Balslev Willerts artikel “Det metafysiske, det sanselige og det etiske: nye naturforståelser hos Schelling, Humboldt og Günderrode”. Med fokus på tekster af Karoline von Günderrode, Alexander von Humboldt og F.W.J. Schelling skrevet i Jena-årene fremhæver artikelforfatterne, hvordan disse tre tænkere gjorde op med dominerende dualismer i deres samtid – såsom ånd og natur, frihed og nødvendighed, krop og sind – som blandt andet var fremherskende hos Kant og Fichte. Gennem læsninger af henholdsvis naturfilosofien hos Schelling, naturvidenskaben hos Humboldt og naturetikken hos Günderrode argumenterer forfatterne for, at disse idéer supplerer hinanden i udviklingen af et nyt natursyn.
I relation til fremkomsten af studier, der udfordrer antropocentrismen, ser en række discipliner, som nævnt, også en opblomstring af studier, der har flerartslige og mere-end-menneskelige perspektiver som deres udgangspunkt. Her har særligt biodiversitetskrisen givet anledning til at tænke mere over alle de døende eksistenser. Spørgsmålet om arters død og mulige genopstandelse tages op i Niels Wildes artikel “Nekrofauna: Om arternes genopstandelse”. Wilde undersøger udryddelsesbegrebets idéhistorie med særligt fokus på spøgelsesbegrebets anvendelse i akademiske diskurser om uddøen og udryddelse. Efter kortlægningen af hjemsøgelsesmotiver i udryddelsesstudierne indleder Wilde en diskussion af videnskaben for af-udryddelse, som har til formål at bringe uddøde arter tilbage i levende live – den såkaldte “nekrofauna”. Wilde viser, hvordan denne “nekrofauna” svært kan adskilles fra sine idéhistoriske forbindelser til kolonitid og kapitalisme, samt hvordan den samtidig også udfordrer historikerens klare skillelinje mellem fortid, nutid og fremtid. Her er biodiversitetskrisen baggrundstæppe for en genopstandelsesambition, der føder ind i samtidige diskurser om menneskets skaberkraft og evne til at innovere sig ud af naturkriserne.
Parallelt med fokusset på negligeringen af det ikke-menneskelige, har økofeminismen (som vist med Carolyn Merchant ovenfor) påpeget, hvordan patriarkalsk ringeagt for det kvindelige er blevet kædet sammen med naturen på måder, der er blevet brugt til at nedvurdere dem begge. Se i denne forbindelse Lone Kølle Martinsens anmeldelsesessay om Lucy Cookes bog BITCH: On the Females of the Species (2022), der stiller skarpt på den darwinistiske kønsmytologi.
Beslægtet med økofeminismens fokus på natursynets betydning for naturens kriser, har man i hvert fald siden Lynn Whites “The Historical Roots of Our Ecologic Crisis” fra 1967 også diskuteret religionernes indvirkning på udviklingen af en mere destruktiv omgang med naturens ressourcer. Derfor har der været behov for grundigere undersøgelser af forholdet mellem natursyn og naturens status – og ikke mindst af hvilken rolle religionen spiller for begge i en given kontekst. Johan Brun Mendes Cederfeldts artikel “Naturen i menneskets billede? Et ontologisk perspektiv på naturforståelse i senantik religion” demonstrerer, at der fandtes væsentlige skillelinjer i naturopfattelsen allerede i den senantikke Kappadokiske tænkning, – som sidenhen er blevet udpeget som oprindelse for nutidens økologiske kriser. Cederfeldt argumenterer her for, at der snarere end en kamp mellem “kristen” og “hedensk” naturopfattelse var tale om konfliktuerende ontologier. Dermed intervenerer Cederfeldt i nogle af de udbredte tabsfortællinger, der også kendetegner naturkrisernes idéhistorie. Desuden fremhæver hans artikel, at også den religiøse idéhistorie kan bibringe vigtige indsigter til belysning af naturens kriser – ikke mindst i kombination med det ontologiske perspektiv på natursyn.
Ligesom Niklas Olsen er Cederfeldt også repræsenteret i nummeret med både artikel og anmeldelsesessay. I sit essay behandler han Karen Armstrongs Naturens Hellige Kraft (2023) og antologien Sacred Nature: Animism and Materialities in Ancient Religions (2022) redigeret af Nicola Laneri og Anna Perdibon, der begge berører en nyere tendens til at reaktualisere eller længes efter en “hellig natur”.
Centralt for de ovenstående forskellige tilgange til spørgsmålet om de strukturelle årsager til naturkriserne står spørgsmålet om, hvordan man meningsfuldt har reageret og kan reagere på naturens kriser. “Strukturel” skal her forstås i bred forstand, det vil sige som identifikationen af systemer og tendenser i et givet problems opståen og udvikling. At anskue naturens kriser som strukturelle styrker således også mulighederne for handling. I bogen How to Blow Up a Pipeline fra 2021 opridser førnævnte Malm, hvor utilstrækkelig den politiske klimahandling har været siden COP 1 i 1995. Han spørger derfor, hvilke strategier der kan skabe tilstrækkelig klimahandling? Og om klimabevægelsen skal begynde at tage sabotage i brug – måske sprænge gasrørledninger i luften? Ud fra historiske læsninger af kampene for kvinderettigheder, og imod slaveri, apartheid og kolonialisme hævder Malm, at disse kampe ganske vist rummede store fredelige grupperinger, men at de fredelige aktivisters krav blev taget langt mere seriøst grundet nogle mindre flanker af aktivister, der benyttede sig af sabotage.[99]
For et eksempel på klimakampens historiske udvikling i dansk politisk kontekst, se Mads Ejsing, Niklas Olsen og Stefan Gaarsmand Jakobsens artikel “Dansk klimapolitik i et idéhistorisk perspektiv: Økologisk modernisering, sociale bevægelser og relativ stilstand siden 1990’erne”. De tilvejebringer en tiltrængt oversigtsartikel om den danske klimapolitiks idéhistorie siden slutningen af 1980’erne, som de inddeler i tre faser: Frem til 2006 er den kendetegnet ved både klimaskepsis og økologisk modernisering; frem mod 2014 opstår en bredere offentlig opmærksomhed og en række sociale bevægelser; og fra 2015 ses en international mobilisering og et stærkere fokus også på klimaretfærdighed. Men artikelforfatterne demonstrerer også, at den danske klimapolitik gennem hele perioden har været domineret af idéer om modernisering og fortsat økonomisk udvikling – og derfor argumenterer de for, at den samlede udvikling bedst kan karakteriseres som relativ stilstand. Artiklen fremhæver således en naturkrise i den politiske idéhistorie, der igen afslører manglende handling, selv efter klimavalget i 2019, hvor man måske ellers havde forventet et mere markant skift.
Hvor venstrefløjen ofte (og forventeligt) har mødt naturens kriser med principper om kapitalismekritik, solidaritet og forandring, har højrefløjen ofte mødt dem med konservative idealer om orden, bevaring og tradition. Marie Kongsted Møllers artikel “Dræn sumpen! Mikrofascisme fra De Pontinske Sumpe til det antropocæne” analyserer et eksempel på sidstnævnte. Møller undersøger Mussolinis kamp mod De Pontinske Sumpe som et historisk fokuspunkt, der belyser fascistiske reaktionsmønstre i mødet med en besværlig natur. Inspireret af Deleuze og Guattaris begreb om mikrofascisme argumenterer artiklen for, hvordan sammenstødet med den uregerlige natur skabte en disciplinering af menneskekroppene og et begær efter fascistisk magt. Ud fra denne analyse skitserer Møller paralleller til samtidens antropocæne tidsalder, hvor mikrofascistiske løsninger på naturens kriser promoveres af højreekstreme aktører.
Som afspejlet i nummerets artikler og anmeldelsesessays, kalder naturkrisernes idéhistorie på omfattende undersøgelser i, af og på tværs af forskellige sfærer. Det er afgørende at analysere, hvordan klima-, biodiversitets- og andre naturkriser ikke præsenterer sig som kriser på de samme måder. I hvilken grad skyldes dette epistemiske problemer (hvilke modeller, opgørelsesmetoder, kvantitative eller kvalitative tilgange bruges til at artikulere den givne krise?), politiske problemer (hvilke interesser har mest at tabe, eller vinde, ved håndteringen af en given krise, og hvilke interesser får mest indflydelse på, hvordan den håndteres og med hvilke midler?), kulturelle problemer (hvordan imødegås og opfattes en krise i specifikke kulturelle, æstetiske og religiøse kontekster?) eller historiske tilfældigheder?
Uanset om det er antropocentrismen, kapitalismen eller patriarkatet, der er den primære drivkraft bag naturens kriser, ser vi som verdenssamfund store forhandlinger om forholdet mellem mennesket og naturen. Det er derfor væsentligt at styrke vores forståelse af den idé- og samtidshistoriske kontekst for de mange svar på de frembuldrende kriser: “Svar” på, hvordan vi er kommet hertil, forskellige typer af svar og reaktioner på mødet med naturkriserne såvel som svar på hvilke mulige fremtider, vi kan forestille os.
Med mellem-artslige hilsner
Redaktionen
Bibliografi
[1] John McNeill, Something New Under the Sun. An Environmental History of the Twentieth-Century World (London: Penguin, 2001), 325.
[2] McNeill, Something New Under the Sun, 361.
[3] Yinon M. Bar-On, Rob Phillips og Ron Milo, “The Biomass Distribution on Earth,” Proceedings of the National Academy of Sciences 115, nr. 25 (maj 2018): 6506-6511.
[4] Alice Bell, Our Biggest Experiment: A History of the Climate Crisis (London: Bloomsbury Publishing, 2021).
[5] Paul Edwards, A Vast Machine: Computer Models, Climate Data, and the Politics of Global Warming (Cambridge: MIT Press, 2010).
[6] Sverker Sörlin og Melissa Lane, “Historicizing climate change – engaging new approaches to climate and history,” Climatic Change 151 (september 2018): 1-13.
[7] Citeret i Sörlin og Lane, “Historicizing Climate Change,” 7.
[8] Eileen Crist, Abundant Earth. Toward an Ecological Civilization (Chicago: The University of Chicago Press, 2019), 143.
[9] Reinhart Koselleck, “Crisis,” overs. Michaela W. Richter, Journal of the History of Ideas 67, nr. 2 (2006): 357-400.
[10] For et eksempel se Rosalind Williams, “Crisis: The Emergence of Another Hazardous Concept,” Technology and Culture 62, nr. 2 (april 2021): 521-546.
[11] Janet Roitman, “The Stakes of Crisis,” i Critical Theories of Crisis in Europe: From Weimar to the Euro, red. Poul F. Kjær og Niklas Olsen (London: Rowman & Littlefield International, 2016).
[12] Vi skylder denne pointe om forskellen på krisebegrebet i samtidens naturkriser og hos Koselleck og Roitman til samtaler med Foucault-forsker Marius Gudmand-Høyer.
[13] Williams, “Crisis.”
[14] Leo Marx, “Technology: The Emergence of a Hazardous Concept,” Technology and Culture 51, nr. 3 (juli 2010): 561-577.
[15] Williams, “Crisis.”
[16] Williams, “Crisis,” 532
[17] Williams, 533.
[18] Lynn White, Jr., “The Historical Roots of Our Ecologic Crisis,” Science 155, nr. 3767 (1967): 1203-1207.
[19] Williams, 534.
[20] Williams, 539.
[21] Williams, 539.
[22] Williams, 540.
[23] Williams, 540.
[24] Williams, 543.
[25] Christophe Bonneuil og Jean-Baptiste Fressoz, The Shock of the Anthropocene. The Earth, History and Us (London: Verso 2017), 37.
[26] Merchant, Carolyn, The Death of Nature: Women, Ecology, and the Scientific Revolution (New York: Harper & Row, 1980).
[27] Organicismen er en samlebetegnelse for en tilgang til organismer og naturen, der gik forud for holismen, men som minder en del derom. Samlepunktet for organicismen er, at alt eksisterende betragtes som en form for levende organisme.
[28] Carolyn Merchant, “The Scientific Revolution and the Death of Nature,” Isis 97, nr. 3 (september 2006): 513-533.
[29] Donna Haraway, Staying With the Trouble: Making Kin in the Chthulucene (Durham: Duke University Press, 2016).
[30] Carolyn Merchant, Earthcare: Women and the Environment (New York: Routledge, 1996).
[31] For nogle centrale eksempler fra antropologien, se Eduardo Kohn, How Forests Thinks: Toward an Anthropology Beyond the Human (Berkeley: University of California Press, 2013) og Anna Tsing, The Mushroom at the End of the World: On the Possibility of Life in Capitalist Ruins (Princeton: Princeton University Press, 2015) – og for et par gode eksempler fra historiedisciplinen mere eksplicit, se Donna Haraway, Primate Visions: Gender, Race, and Nature in the World of Modern Science (New York: Routledge, 1989); Virginia DeJohn Anderson, Creatures of Empire: How Domestic Animals Transformed Early America (Oxford: Oxford University Press, 2004); Bathsheba Demuth, Floating Coast: An Environmental History of the Bering Strait (New York: W. W. Norton & Company, 2020).
[32] Dipesh Chakrabarty, “The Climate of History: Four Theses,” Critical Inquiry 35, nr. 2 (vinter 2009): 197-222.
[33] Clive Hamilton, Christophe Bonneuil og François Gemenne, “Thinking the Anthropocene,” i The Anthropocene and the Global Environmental Crisis. Rethinking Modernity in a New Epoch, red. Clive Hamilton, Christophe Bonneuil og François Gemenne (New York: Routledge, 2015), 4.
[34] Christophe Bonneuil, “The Geological Turn: Narratives of the Anthropocene,” i The Anthropocene and the Global, red. Hamilton, Bonneuil og Gemenne, 17.
[35] Joyce Chaplin, “Can the Nonhuman Speak?: Breaking the Chain of Being in the Anthropocene,” Journal of the History of Ideas 78, nr. 4 (oktober 2017): 509-529.
[36] Gayatri Spivak, “Can the Subaltern Speak?,” i Marxism and the Interpretation of Culture, red. Cary Nelson og Lawrence Grossberg (Urbana: University of Illinous Press, 1988), 271-313.
[37] Chaplin, “Can the Nonhuman Speak?,” 509.
[38] Chaplin, 521.
[39] Chaplin, 520.
[40] Chaplin, 511.
[41] Chaplin, 519.
[42] Chaplin, 515.
[43] Paul Warde, Libby Robin og Sverker Sörlin, The Environment. A History of the Idea (Baltimore: Johns Hopkins University Press, 2018), 2.
[44] Warde, Robin og Sörlin, The Environment, 106.
[45] Warde, Robin og Sörlin, 154.
[46] Kybernetik kan forstås som en historisk opblomstring af en tværvidenskabelig interesse for biologiske og sociale systemer samt deres reguleringsmekanismer, herunder særligt cirkulære kausalprocesser og feedback-loops.
[47] Warde, Robin og Sörlin, The Environment, 4.
[48] Warde, Robin og Sörlin, 154.
[49] Matthias Heymann og Amy Dahan Dalmedico, “Epistemology and Politics in Earth System Modeling: Historical Perspectives,” Journal of Advances in Modeling Earth Systems 11 (maj 2019): 1139.
[50] Heymann og Dalmedico, “Epistemology and Politics,” 1139.
[51] Warde, Robin og Sörlin, The Environment, 154.
[52] Warde, Robin og Sörlin, 155.
[53] Warde, Robin og Sörlin, 159.
[54] Warde, Robin og Sörlin, 162.
[55] Heymann og Dalmedico, “Epistemology and Politics,” 1144.
[56] Warde, Robin og Sörlin, The Environment, 160.
[57] Sabine Höhler, Spaceship Earth in the Environmental Age, 1960-1990 (London: Routledge 2015).
[58] Fressoz og Bonneuil, The Shock, 59-60.
[59] Heymann og Dalmedico, “Epistemology and Politics,” 1148.
[60] Heymann og Dalmedico, 1144.
[61] Heymann og Dalmedico, 1141 – med henvisning til Paul Erickson, Judy L. Klein, Lorraine Daston, Rebecca Lemov, Thomas Sturm og Michael Gordin, How Reason Almost Lost Its Mind: The Strange Career of Cold War Rationality (Chicago: University of Chicago Press, 2013).
[62] Heymann og Dalmedico, 1143.
[63] Heymann og Dalmedico, 1143.
[64] Heymann og Dalmedico, 1143.
[65] Heymann og Dalmedico, 1145.
[66] Heymann og Dalmedico, 1148.
[67] Heymann og Dalmedico, 1146.
[68] Rithma Kreie Engelbreth Larsen, “Indfødt, traditioneal og lokal viden: Nye videnspolitiske horisonter,” Slagmark 86 (vinter 2022): 117-141.
[69] Heymann og Dalmedico, “Epistemology and Politics,” 1147; se også Peter Rudiak-Gould, “‘We Have Seen It With Our Own Eyes’: Why We Disagree About Climate Change Visibility,” i Climates and Cultures, red. Mike Hulme (London: SAGE Publications Ltd., 2015), 301-322; Sheila Jasanoff, “A New Climate for Society,” Theory, Culture & Society 27, nr. 2-3 (maj 2010): 233-253.
[70] Warde, Robin og Sörlin, The Environment, 18. Vores kursivering.
[71] Warde, Robin og Sörlin, 24.
[72] Libby Robin, “The Rise of the Idea of Biodiversity: Crises, Responses and Expertise,” i “Les promesses de la biodiversité,” temanummer, Quarderni (Journal of l’Institut des Sciences Humaines et Sociales du CNRS) [special issue],76, nr. 1 (efterår 2011): 25-38.
[73] Warde, Robin og Sörlin, The Environment, 92.
[74] Warde, Robin og Sörlin, 93.
[75] Warde, Robin og Sörlin, 94.
[76] Warde, Robin og Sörlin, 94.
[77] Zachary Caple og Heather Anne Swanson, “Amazon vs the Amazon: Green Capitalist Imaginaries and the Death of Biodiversity” (udkast under udgivelse).
[78] Caple og Swanson, “Amazon vs the Amazon.”
[79] Caple og Swanson, “Amazon vs the Amazon.”
[80] I praksis er det dog meget svært at opgøre.
[81] Caple og Swanson, “Amazon vs the Amazon.”
[82] Jasanoff, “A New Climate,” 241.
[83] Jasanoff, “A New Climate,” 241.
[84] Per Espen Stoknes, “Rethinking Climate Communications and the ‘Psychological Climate Paradox,’” Energy Research & Social Science 1 (1. marts 2014): 161–70.
[85] Kelly Levin m.fl., “Overcoming the Tragedy of Super Wicked Problems: Constraining Our Future Selves to Ameliorate Global Climate Change,” Policy Sciences 45, nr. 2 (1. juni 2012): 123–52.
[86] Jacob Jensen og Niklas Olsen, “Hvad er neoliberalisme?,” Slagmark 74 (2016).
[87] Stefan Ouma, “This Can(’t) Be an Asset Class: The World of Money Management, ‘Society’, and the Contested Morality of Farmland Investments,” Environment and Planning A: Economy and Space 52, nr. 1 (19. august 2018).
[88] Naomi Oreskes og Erik M. Conway, Merchants of doubt: How a Handful of Scientists Obscured the Truth on Issues From Tobacco Smoke to Global Warming (New York: Bloomsbury Press, 2010).
[89] Katherine Richardson m.fl., “Earth beyond Six of Nine Planetary Boundaries,” Science Advances 9, nr. 37 (13. september 2023).
[90] Warde, Robin og Sörlin, The Environment, 163.
[91] Oreskes og Conway, Merchants of Doubt; Carroll Muffett og Steven Feit, “Smoke and Fumes. The Legal and Evidentiary Basis for Holding Big Oil Accountable for the Climate Crisis” (Koninklijke Brill NV, 2017), https://www.ciel.org/wp-content/uploads/2019/01/Smoke-Fumes.pdf.
[92] Muffett og Feit, “Smoke and Fumes,” 17.
[93] Naomi Klein, This Changes Everything: Capitalism vs. the Climate (Toronto: Penguin Random House Canada, 2014).
[94] Andreas Malm, Fossil Capital: The Rise of Steam Power and the Roots of Global Warming (London: Verso, 2016).
[95] Jason W. Moore, red., Anthropocene or Capitalocene? Nature, History, and the Crisis of Capitalism (Oakland: PM, 2016).
[96] Tim Jackson, Prosperity without Growth: Foundations for the Economy of Tomorrow, 2. udgave (New York: Routledge, 2017).
[97] Kate Raworth, Doughnut Economics (London: Random House Business, 2017).
[98] Karen Barad, “Posthumanist Performativity: Toward an Understanding of How Matter Comes to Matter,” Signs: Journal of Women in Culture and Society 28, nr. 3 (marts 2003): 801–31; Jane Bennett, Vibrant Matter - a Political Ecology of Things (Durham: Duke University Press, 2010); Donna J. Haraway, “Staying with the Trouble. Anthropocene, Capitalocene, Chthulucene,” i Anthropocene or Capitalocene? Nature, History, and the Crisis of Capitalism, red. Jason W. Moore (Oakland: PM, 2016).
[99] Andreas Malm, How to Blow up a Pipeline: Learning to Fight in a World on Fire (London: Verso, 2021).
Anderson, Virginia DeJohn. Creatures of Empire: How Domestic Animals Transformed Early America. Oxford: Oxford University Press, 2004. https://doi.org/10.1093/acprof:oso/9780195158601.001.0001.
Bar-On, Yinon M., Rob Phillips og Ron Milo. “The Biomass Distribution on Earth.” Proceedings of the National Academy of Sciences 115, nr. 25 (maj 2018): 6506-6511. https://doi.org/10.1073/pnas.1711842115.
Barad, Karen. “Posthumanist Performativity: Toward an Understanding of How Matter Comes to Matter.” Signs: Journal of Women in Culture and Society 28, nr. 3 (marts 2003): 801–31. https://doi.org/10.1086/345321.
Bell, Alice. Our Biggest Experiment: A History of the Climate Crisis. London: Bloomsbury Publishing, 2021.
Bennett, Jane. Vibrant Matter: A Political Ecology of Things. Durham: Duke University Press, 2010. https://doi.org/10.1215/9780822391623.
Bonneuil, Christophe. “The Geological Turn: Narratives of the Anthropocene.” I Hamilton, Bonneuil og Gemenne, The Anthropocene and the Global, 17-31. New York: Routledge, 2015. https://doi.org/10.4324/9781315743424-2.
Bonneuil, Christophe og Jean-Baptiste Fressoz. The Shock of the Anthropocene. The Earth, History and Us. London: Verso, 2017.
Buller, Adrienne. The Value of a Whale: On the Illusions of Green Capitalism. Manchester: Manchester University Press, 2022. https://doi.org/10.7765/9781526166036.
Caple, Zachary og Heather Swanson. “Amazon vs the Amazon: Green Capitalist Imaginaries and the Death of Biodiversity.” Udkast under udgivelse.
Chakrabarty, Dipesh. “The Climate of History: Four Theses.” Critical Inquiry 35, nr. 2 (vinter 2009): 197-222. https://doi.org/10.1086/596640.
Chaplin, Joyce. “Can the Nonhuman Speak?: Breaking the Chain of Being in the Anthropocene.” Journal of the History of Ideas 78, nr. 4 (oktober 2017): 509-529. https://doi.org/10.1353/jhi.2017.0029.
Crist, Eileen: Abundant Earth: Toward am Ecological Civilization. Chicago: The University of Chicago Press, 2019. https://doi.org/10.7208/chicago/9780226596945.001.0001.
Demuth, Batsheba. Floating Coast: An Environmental History of the Bering Strait. New York: W. W. Norton & Company, 2020.
Edwards, Paul N. A Vast Machine. Computer Models, Climate Data, and the Politics of Global Warming. Cambridge: The MIT Press, 2010.
Erickson, Paul, Judy L. Klein, Lorraine Daston, Rebecca Lemov, Thomas Sturm og Michael Gordin. How Reason Almost Lost Its Mind: The Strange Career of Cold War Rationality. Chicago: The University of Chicago Press, 2013. https://doi.org/10.7208/chicago/9780226046778.001.0001.
Heymann, Matthias og Amy Dahan Dalmedico. “Epistemology and Politics in Earth System Modeling: Historical Perspectives.” Journal of Advances in Modeling Earth Systems 11 (maj 2019): 1139-1152. https://doi.org/10.1029/2018MS001526.
Hamilton, Clive, Christophe Bonneuil og François Gemenne, red. The Anthropocene and the Global Environmental Crisis. Rethinking Modernity in a New Epoch. New York: Routledge, 2015. https://doi.org/10.4324/9781315743424.
Hamilton, Clive, Christophe Bonneuil og Francois Gemenne. “Thinking the Anthropocene.” I
Hamilton, Bonneuil og Gemenne, The Anthropocene and the Global, 1-13. New York: Routledge, 2015. https://doi.org/10.4324/9781315743424-1.
Haraway, Donna J. Primate Visions: Gender, Race, and Nature in the World of Modern Science. New York: Routledge, 1989.
———. Staying With the Trouble: Making Kin in the Chthulucene. Durham: Duke University Press, 2016.
———. “Staying with the Trouble. Anthropocene, Capitalocene, Chthulucene”. I Moore, Anthropocene or Capitalocene?, Oakland: PM, 2016.
Höhler, Sabine. Spaceship Earth in the Environmental Age, 1960-1990. London: Routledge, 2015. https://doi.org/10.4324/9781315653921.
Kohn, Eduardo. How Forests Think: Toward an Anthropology Beyond the Human. Berkeley: University of California Press, 2013. https://doi.org/10.1525/california/9780520276109.001.0001.
Jackson, Tim. Prosperity without Growth: Foundations for the Economy of Tomorrow. 2. udgave. New York: Routledge, 2017.
Jasanoff, Sheila. “A New Climate for Society.” Theory, Culture & Society 27, nr. 2-3 (maj 2010): 233-253. https://doi.org/10.1177/0263276409361497.
Jensen, Jacob og Niklas Olsen. “Hvad er neoliberalisme?” Slagmark 74 (2016). https://www.slagmark.dk/neoliberalisme.
Klein, Naomi. This Changes Everything: Capitalism vs. the Climate. Toronto: Penguin Random House Canada, 2014.
Koselleck, Reinhart. “Crisis.” Oversat af Michaela W. Richter. Journal of the History of Ideas 67, nr. 2 (2006): 357–400. https://doi.org/10.1353/jhi.2006.0013.
Larsen, Rithma Kreie Engelbreth. “Indfødt, traditionel og lokal viden: Nye videnspolitiske horisonter.” Slagmark 86 (vinter 2022): 117-141.
Levin, Kelly, Benjamin Cashore, Steven Bernstein, og Graeme Auld. “Overcoming the Tragedy of Super Wicked Problems: Constraining Our Future Selves to Ameliorate Global Climate Change.” Policy Sciences 45, nr. 2 (1. juni 2012): 123–52. https://doi.org/10.1007/s11077-012-9151-0.
Malm, Andreas. Fossil Capital: The Rise of Steam Power and the Roots of Global Warming. London: Verso, 2016.
———. How to Blow up a Pipeline: Learning to Fight in a World on Fire. London: Verso, 2021.
Marx, Leo. “Technology: The Emergence of a Hazardous Concept.” Technology and Culture 51, nr. 3 (juli 2010): 561-577. https://doi.org/10.1353/tech.2010.0009.
McNeill, John R. Something New Under the Sun. An Environmental History of the Twentieth-Century World. London: Penguin, 2001.
Merchant, Carolyn. The Death of Nature: Women, Ecology, and the Scientific Revolution. New York: Harper & Row, 1980.
———. Earthcare: Women and the Environment. New York: Routledge, 1996.
———. “The Scientific Revolution and the Death of Nature”. Isis 97, nr. 3 (september 2006): 513-533. https://doi.org/10.1086/508090.
Moore, Jason W., red. Anthropocene or Capitalocene? Nature, History, and the Crisis of Capitalism. Oakland: PM, 2016.
Muffett, Carroll og Steven Feit. “Smoke and Fumes. The Legal and Evidentiary Basis for Holding Big Oil Accountable for the Climate Crisis.” Koninklijke Brill NV, 2017. Tilgået den 18.03.2024. https://www.ciel.org/wp-content/uploads/2019/01/Smoke-Fumes.pdf.
Oreskes, Naomi og Erik M. Conway. Merchants of Doubt: How a Handful of Scientists Obscured the Truth on Issues From Tobacco Smoke to Global Warming. New York: Bloomsbury Press, 2010.
Ouma, Stefan. “This Can(’t) Be an Asset Class: The World of Money Management, ‘Society’, and the Contested Morality of Farmland Investments.” Environment and Planning A: Economy and Space 52, nr. 1 (19. august 2018). https://doi.org/10.1177/0308518X18790051.
Raworth, Kate. Doughnut Economics. London: Random House Business, 2017.
Richardson, Katherine, Will Steffen, Wolfgang Lucht, Jørgen Bendtsen, Sarah E. Cornell, Jonathan F. Donges, Markus Drüke, m.fl. “Earth beyond Six of Nine Planetary Boundaries.” Science Advances 9, nr. 37 (13. september 2023). https://doi.org/10.1126/sciadv.adh2458.
Robin, Libby. “The Rise of the Idea of Biodiversity: Crises, Responses and Expertise.” I “Les promesses de la biodiversité,” temanummer, Quarderni (Journal of l’Institut des Sciences Humaines et Sociales du CNRS) 76, nr. 1 (efterår 2011): 25-38. https://doi.org/10.4000/quaderni.92.
Roitman, Janet. “The Stakes of Crisis.” I Critical Theories of Crisis in Europe: From Weimar to the Euro, redigeret af Poul F. Kjær og Niklas Olsen. London: Rowman & Littlefield International, 2016.
Rudiak-Gould, Peter. “‘We Have Seen It With Our Own Eyes’: Why We Disagree About Climate Change Visibility”. I Climate and Cultures, redigeret af Mike Hulme, 301-322. London: SAGE Publications Ltd., 2015.
Spivak, Gayatri. “Can the Subaltern Speak?”. I Marxism and the Interpretation of Culture, redigeret af Cary Nelson og Lawrence Grossberg, 271-313. Urbana: University of Illinois Press, 1988.
Stoknes, Per Espen. “Rethinking Climate Communications and the ‘Psychological Climate Paradox.’” Energy Research & Social Science 1 (1. marts 2014): 161–70. https://doi.org/10.1016/j.erss.2014.03.007.
Sörlin, Sverker og Melissa Lane: “Historicizing Climate Change – Engaging New Approaches to Climate and History.” Climatic Change 151 (september 2018): 1-13. https://doi.org/10.1007/s10584-018-2285-0.
Tsing, Anna. The Mushroom at the End of the World: On the Possibility of Life in Capitalist Ruins. Princeton: Princeton University Press, 2015. https://doi.org/10.1515/9781400873548.
Warde, Paul, Libby Robin og Sverker Sörlin. The Environment. A History of the Idea. Baltimore: Johns Hopkins University Press, 2018.
White, Lynn, Jr. “The Historical Roots of Our Ecologic Crisis.” Science 155, nr. 3767 (1967): 1203-7. https://doi.org/10.1126/science.155.3767.1203.
Williams, Rosalind: “Crisis: The Emergence of Another Hazardous Concept.” Technology and Culture 62, nr. 2 (april 2021): 521-546. https://doi.org/10.1353/tech.2021.0062.