Finanskrisen har fået en historie

Af Ludvig Goldschmidt Pedersen og Niklas Tørring

Adam Tooze
Crashed – How a decade of financial crises changed the world
Allen Lane, 2018

Den globale finanskrise, der begyndte i 2008, har nu i et årti været bagtæppet for den globale økonomiske debat. Finanskrisen fik nærmest øjeblikkeligt plads blandt gruppen af begreber, der udgør den politiske og økonomiske referenceramme i det 21. århundrede. Truslen fra klimaforandringer, terrorisme, flygtningestrømme, krige og nu finanskrisen har sat dagsordenen for verdens regeringer. Finanskrisen adskiller sig dog, trods sin globale karakter, ved at være én konkret begivenhed eller i det mindste at blive forstået som sådan. De øvrige begreber er abstrakte samlebetegnelser for adskillelige fortløbende fænomener, hvorimod finanskrisen som enkeltbegivenhed følgelig burde have en definitiv afslutning. Det er midlertidigt forsat uklart hvornår denne indfinder sig. Forsiderne på The Economist kigger frem mod den næste recession og Lars Løkke Rasmussen beretter om en økonomi der er ’bomstærk’. Adam Tooze troede også at krisen var overstået, da han begyndte at skrive Crashed i 2013. Men hvad der var ment som en tilbageskuende statusopgørelse over en krise, blev i mellemtiden til en historie om en verden, der fortsat lever med en række intimt forbundne finanskriser som økonomiske betingelser, og med deres politiske efterdønninger.

Statusopgørelsen er altså stadig ikke kun tilbageskuende, og den intellektuelle bearbejdning af den verdensomspændende situation, som finanskrisen stadig er i gang med at skabe, er kun lige begyndt. Ligeledes kan det se ud til at Tooze kun betragter Crashed som starten på et længere personligt mellemværende med finanskrisen. Han har udeladt stort set alle politiske forskrifter, forudsigelser og metodiske positioneringer af de 600 siders historisk analyse, som udgør bogen. Læseren er efterladt med at skulle opspore disse i Toozes nok så imponerende produktion af blogindlæg og interviews, hvori han ofte bygger videre på det arbejde som Crashed præsenterer. Beklageligt som dette er for en anmelder, efterlader det dog Crashed som en bog med et klart ærinde: det er en historiebog med stort h, for læsere med interesse i samtidshistorie. Dem der søger dybere indsigter i politisk økonomisk teori må kigge andetsteds.

Finanskrisen eksemplificerede på mange måder, at grænsen mellem det økonomiske og det politiske er flydende, og at denne grænse kun bliver mere porøs, når den italesættes i forsøg på enten af afpolitisere økonomien gennem nødvendighedens logik eller politisere videnskaben gennem en appel til bias. Crashed præsenterer et overflødighedshorn af eksempler på dette, men bruger altså ikke anledningen til at besvare spørgsmålet der altid fylder ekstraordinært meget i samtiden: hvad så nu?

Crashed forklarer hvordan kontingente institutionelle, globale og oftest dybt personlige dynamikker var årsag til at krisen forløb som den gjorde. Det er en seriøs og tiltrængt analyse, der formår at se det politiske indhold i krisens finanstekniske komponenter, og de økonomiske forhold som afgørende for den politiske reaktion på krisen. Denne dobbelthed af det politiske i det tekniske, og det økonomiske i det politiske, afslører midlertidigt også Toozes teoretiske og politiske ærinde, hvor deskriptivt hans narrativ end er fremstillet. På den ene side er ærindet at fremstille de teknokratiske forsøg på at depolitisere krisehåndteringen som illusoriske. USA's fordeling af krisehjælp i form af adgang til dollarreserver i årene efter 2008, og særligt EU's ikke-håndtering af den sydeuropæiske gæld, var politisk motiveret. På den anden side er Tooze investeret i at præsentere den alvorlige økonomiske nødvendighed i de politiske redninger af private banker efter 2008, også selvom det skete trods folkelig modstand. Her bliver det tydeligt at Toozes position finder sit balancepunkt mellem et forsvar for den politiske elites tilsidesættelse af demokratiske processer i krisetider, og at denne tilsidesættelse kræver en interventionistisk stat, der altid agerer ud fra ideologiske præmisser. Et balancepunkt, Tooze andetsteds beskriver som keynesiansk.

Analysen er centreret om en enkelt og ved første øjekast banal indsigt: at finansmarkederne og deres regulerende myndigheder er politiske arenaer. Det, som gør den alt andet end banal, er i første omgang de involverede parters forsøg på, gennem afpolitisering, at fremstille de økonomiske markeder som en arena for teknokratiske løsninger. I næste ombæring åbner indsigten et analytisk felt, hvori økonomiske kriser i dag viser sig overvejende at opstå og finder deres løsninger i ofte oversete geopolitiske dynamikker mellem globale markeder og nationale myndigheder.

Tooze gennemgår detaljerne i hvordan forskellige stimulusredskaber (ikke) virker, og hvordan deres tekniske fernis skjuler finansmarkedernes geopolitiske beskaffenhed. Hvorfor er Tyskland og Danmark tvunget til at give bankgarantier efter irlænderne spontant gjorde det? Hvordan bliver quantitative easing brugt til indirekte at gennemtvinge socialreformer i Sydeuropa? Og hvad har den amerikanske centralbanks swap lines, som bruges til at flytte dollars til andre lande, at gøre med sikkerhedspolitik? Tooze ikke bare stiller disse spørgsmål, men syntetiserer også en imponerende mængde faktorer i sine svar. Den mest bemærkelsesværdige fællesnævner for dem er, at disse redskaber og tiltag blev skabt og taget i brug under improviserende, forvirrede og politisk spændte situationer. En tendens, som Tooze på sin blog i sit efterfølgende kommentarspor har døbt ”ad-hocracy”.

Analysen af finansmarkeder som dele af politiske arenaer kræver en sammenvævning af økonomiske og politiske sagsforhold. Økonomiske nøgletal påvirker åbenlyst den førte politik, men vigtigere endnu er hvordan politiske nøglepersoner kan påvirke økonomien, og endda hvilke statistikker der bliver til nøgletal og centrum for opmærksomheden. Med sammenvævningen følger en accept af kontekstuel kompleksitet og en deskriptiv detaljerigdom, som det dyrkes indenfor historiedisciplinen. For Tooze er historiker, med tidligere speciale i Weimarrepublikken og Tyskland under nazismen, og tilgangene fra hans tidligere bøger er blevet syntetiseret i Crashed.

Statistics and the German State, 1900-1945 fra 2001 analyserer udviklingen af moderne statistisk viden, dens kontekst og hvordan økonomiske teorier former det politiske og har politiske konsekvenser. Crashed analyserer hvordan den samme videnskab, makroøkonomi, spillede en central rolle, først ved at henlede opmærksomheden på de forkerte parametre før krisen, og sidenhen ved at neutralisere politisk diskussion gennem sin videnskabelige autoritet. The Deluge fra 2015 omhandler de forskydninger i den geopolitiske magtbalance, der efter første verdenskrig bragte USA til tops. Crashed argumenterer for, at Kina ikke har overtaget denne position, men i stedet indgået en symbiose med Amerika efter 2008: en symbiose mellem den kinesiske regeringsstyrede vækstmaskine og amerikanske finansielle infrastruktur ledet af den amerikanske centralbank. The Wages of Destruction fra 2006 følger de økonomiske parametre som styrede Nazitysklands krigsindsats. Crashed undersøger hvordan Rusland og EU’s sikkerhedspolitiske balance afhænger af finansiel uafhængighed og dollarreserver.

Som sine forgængere er Crashed også skrevet som et historisk narrativ. Den nære kontekst fremhæves frem for dybere årsager. Intet sker af nødvendighed eller grundet strukturer, men grundet lokale kontingente omstændigheder, som kunne have været anderledes. Aktørernes verdenssyn, som udgør en betydelig andel af de lokale omstændigheder, forsøges derfor rekonstrueret og dette ud fra maksimen, at alle altid anser sig selv for fornuftige. En pluralitet af perspektiver må følgeligt forventes, hvorfor årsagerne til begivenhedernes gang eftersøges i dynamikkerne, som opstår heraf, fremfor at forstå disse som epifænomener for underliggende usynlige processer.

Hvad det historiske narrativ er mindre optaget af, er krisens årsager på et dybere kulturelt, økonomisk eller socialt niveau. Crashed søger ikke at diagnosticere krisens årsager i et større systematisk eller teoretisk perspektiv for at finde remedier mod sygen. Dette frigør Tooze fra de skillelinjer, som analyser af finanskrisen oftest har fulgt. Tooze konkluderer heller ikke at krisen skyldes enten individuel moralsk korrumpering eller strukturel ustabilitet. Men man savner som læser en historie om ens egen samtid, at linjerne skitseres ud i fremtiden, at tentative bud på remedier mod den næste krise eftersøges. Af en analyse af finanskrisen at være, er det dog alligevel et friskt pust, når Crasheds historisk kontingente narrativ med fokus på den nære kontekst undgår at forfalde til hverken moralisering eller generisk kapitalismekritik. Tooze rekonstruerer i stedet den geopolitiske kontekst og de afgørende institutioners indre mekanismer for at genfinde det beslutningsgrundlag og verdenssyn, der for aktørerne gjorde deres handlinger rationelle under finanskrisen.

Ligeså vigtigt det er at få afdækket rationalerne bag at bestemte banker og nationaløkonomier blev reddet, mens andre måtte gå konkurs, er det alligevel en skam, at Tooze ikke formår at etablere en teoretisk ramme igennem bogen. Selvom Tooze som nævnt efterfølgende har nærmet sig en sådan ved at betegne sig selv som tilhørende makro-finans traditionens kritik af makroøkonomiens nationale fokus, fremgår det ikke hvorvidt det er et strukturerende princip for hans analyse i Crashed, eller om det blot er en tilfældighed, at den historie han fortæller underbygger makro-finanskritikken. I sidste ende har finanskrisen med Crashed fået en historie, der hverken giver en dybere og mere systematisk forståelse af mennesket og dets samfund i det enogtyvende århundrede eller et positivt politisk program for dette. Tooze har igen efterfølgende identificeret sig som keynesianer, om end i forlængelse af Geoff Manns nye rimeligt generaliserede betydning, og Crashed som keynesiansk. For så vidt at Toozes vurdering af Kina og USA med deres aktive krisehåndtering gjorde det rigtige, hvorimod EU med sin passivitet forværrede situationen, er Crasheds konklusion da også keynesiansk, men dette spiller en mindre rolle i bogen. I stedet er det den indviklede sikkerhedspolitiske situation i Østeuropa, den globale økonomis afhængighed af dollaren, og det kinesiske regimes skrøbelige sociale kontrakt med befolkningen, som forudsætter fortsat vækst i raketfart, der er Crasheds egentlige omdrejningspunkt.

Fraværet af en samlet teoretisk ramme efterlader analysen uden et videre potentiale for fremskrivning. Heri kan Tooze have ret i at for historikeren er “tidslig afstand … en lindring”, men det er andet end dyder som “uafhængighed og perspektivsans” der gør tidslig afstand til historikerens medicin. Tidslig afstand gør også at den behandlede periodes eftertid kan tale for sig selv. Herimod må et engagement med sin egen samtid også betyde, at historikeren skal levere et bud på en eftertid, som i dette tilfælde så er fremtiden. På trods af at dette ville være en spekulativ prognose, afkræves en sådan af samtidshistorien, fordi dens modtagere stadig søger konstruktive løsninger til morgendagen. Tooze leverer ikke en sådan. Han efterlader fremtiden i historikerens mørke.  

Analysens tilhørsforhold til makro-finansforskningen skinner klarere igennem end den påståede keynesianske ramme. Et klart geografisk omdrejningspunkt går gennem Crashed i det problem at mens de økonomiske årsager til og konsekvenser af krisen var globale, var de centrale institutioner under krisen og reaktionerne på dem nationale.

Kongstanken for Tooze er, at krisen hverken opstod lokalt på det amerikanske boligmarked eller i den interstatsligt skæve handelsbalance mellem Kina og USA, men derimod i den gigantiske transatlantiske private banksektor med sit centrum i London. Makro-finanskritikken er følgeligt, at krisen kom som en overraskelse, fordi makroøkonomerne fejlagtigt ignorerede den transatlantiske banksektor, fordi denne ikke er en del af nogen nationaløkonomi. Crasheds egentlige styrke er at følge og vurdere de involverede nationale politiske institutioners reaktioner på det hul, som blev slået i verdensøkonomien, da den transatlantiske dollarstrøm tørrede ud. Toozes overordnede dom er, at det amerikanske system reagerede med en historisk stor kapitalindsprøjtning, hvorved økonomien fik fodfæste igen, og et totalt sammenbrud blev afværget, mens europæerne forlængede og forværrede krisen gennem en vedvarende nølen. Resultatet, der står tilbage ifølge Tooze, er dog både fødslen af Tea Party-bevægelsen, valget af Trump og den illiberale bølge i Europa personificeret af Ungarns Viktor Orbán. Særligt opsigtvækkende i det store billede er den smalle fejlmargin som Det Demokratiske Parti er efterladt med i Tooze analyse. De gjorde, nærmest som de eneste, ”det rigtige” under krisen ifølge Tooze, men endte alligevel med at tabe det hele på jorden under valget i 2016. Deres fejl bestod i at deres bluff om nødvendighedens politik blev afsløret, også selvom deres fremgang under krisen på mange tidspunkter ifølge Tooze vitterligt var politik nødvendig for systemets opretholdelse. Det Demokratiske Parti blev ofre for en national reaktion på handlinger nødvendiggjort af en global krise. 

Behandlingen af tysk indenrigspolitik er et andet godt eksempel på Crasheds optagethed af dynamikken mellem forskellige geopolitiske niveauer. Merkel var spændt ud mellem en vesttysk utilfredshed over at ”betale for andre”, skabt af genforeningen efter 1989, og en tysk Bundesbank med forfatningssikret vetoret over valutapolitikken, som etableret af de allierede i 1948. På trods af at dette intet direkte har med Sydeuropa at gøre, viser Tooze, hvorfor dette er den nære kontekst, der forklarer den handlingsinerti der kendetegnede ikke-håndteringen af gældskrisen i eurozonen. Denne dynamik er en vigtig tilføjelse til forståelsen af EU’s krisehåndtering. Det er et korrektiv til narrativer, der ser krisehåndteringen som drevet frem af forskellige neoliberale eller konservative ideologier, eller blot som et produkt af den monetære unions ineffektive indretning. Det er et eksempel på, at Tooze tager sine aktører alvorligt og forfølger en rekonstruktion af de sammenhænge, der gjorde det nødvendigt eller i det mindste rationelt for dem at handle som de gjorde.

På trods af at historikeren skal rekonstruere rationalerne bag aktørernes handlinger, så både kan og skal disse alligevel vurderes normativt i bagklogskabens lys, og det er Tooze heller ikke bleg for. EU får bogen igennem en hård medfart for håndteringen af det meste fra Putin til Syriza, for det meste for at være for handlingslammede. EU’s krisehåndtering bliver dog ikke udlagt som et irrationelt reaktionært ønske om nedskæringer for nedskæringernes egen skyld. I stedet præsenteres det som drevet af institutionernes interne logikker, deres medarbejderes personlige prestige og forsøget på at forsvare en række organisationer mod offentligheden. Austerity, skal vi forstå, er mere et resultat af institutionelle fejl og personlige temperamenter end konservativ ideologi. I EU’s tilfælde skabte disse faktorer en gordisk knude, hvor eurogruppen så til, mens sydeuropæiske befolkninger blev udpint, og Georgien og Ukraine blev invaderet.

Austerity har undervejs og efterfølgende fået kritik fra en lang række keynesiansk inspirerede økonomer, såsom den amerikanske Paul Krugman. Argumentet fra disse økonomer går på at når en økonomi i forvejen trækker sig sammen, skal staten som udgangspunkt investere. Hvis den derimod strammer livremmen ind, forværres situationen kun.

Den smule videnskabelig opbakning som austerity til trods kunne bryste sig med, kom fra artiklen Growth in a Time of Debt udgivet af to prominente amerikanske økonomer, Carmen Reinhart og Kenneth Rogoff. Heri argumenterede de for at offentlig gæld skulle holdes under 90% af BNP, fordi det over denne tærskel skadede væksten på længere sigt. Artiklen er sidenhen blevet miskrediteret for simple regne- og datafejl af andre økonomer, og står i dag som et symbol på problematikkerne ved politisk brug af videnskab og på hvordan peer-review systemet vedligeholder videnskabelige autoriteter fremfor at udfordrer dem.

Reinhart-Rogoff-affæren til trods kan det måske nok siges, at den økonomiske videnskab ikke forudså krisen, men som helhed har den dog heller ikke blåstemplet de tiltag, der forlængede den i Europa. Det var indenrigspolitiske forhold som den tyske Bundesbank, kulturelle fordomme om eksempelvis dovne sydeuropæere og interne institutionelle dynamikker, vigtigst af alle i Eurozonens finansministergruppe, der drev austerity frem, ikke et videnskabeligt paradigme.

Når Tooze ikke selv påpeger dette, er han imidlertid ude med riven efter stort set hele den økonomiske videnskabs establishment. Foruden skadefryden over Reinhart-Rogoff affæren får Krugman også hårde ord med på vejen, grundet enkelte kommentarer før krisen, som i retrospektiv rigtignok ser aldeles kortsynede ud. Dette munder ud i en særlig hård dom over økonomividenskaben som helhed i Crashed. Fra et makro-finansperspektiv er denne givetvis berettiget som en kritik af at makroøkonomien, som med dens traditionelt nationale fokus ikke kan bruges til at forudse eller håndtere en krise i et finansielt system, som er globalt forankret. Tooze anerkender imidlertid i bogens konklusion at strukturelle kriser af natur er svære at forudse og definere på forhånd, hvad enten de er nationale eller globale. Det er derfor en for gennemtærsket stråmand, når Tooze tilslutter sig koret, som mener krisen har udgangspunkt i et videnskabeligt svigt. På bundlinjen var den økonomiske videnskab ikke enige før krisen, og er heller ikke blevet det siden. Selvom Tooze ikke virker til at se det sådan, peger hans egne eksempler også på dette. Bogen indledes med beskrivelsen af en række økonomer, der senere blev knyttet til Obama-administrationen, som forudså en krise, de fokuserede bare fejlagtigt på den sino-amerikanske handelsbalance. Herfra og til de adskillelige magtfulde økonomers, Alan Greenspan inklusiv, forsikringer før krisen om, at økonomien var blevet selvregulerende, er der alligevel langt. Under krisen har der ligeledes, som ovenfor nævnt, altid været flere modsatrettede forslag at finde i det økonomiske establishment. Det synes derfor principielt umuligt, at videnskaben som sådan selv kan stå til ansvar, hverken for krisens indtræden eller dens forløb. Alt andet lige er økonomividenskaben ikke statsmagten, hvilket Tooze også gentagende gør opmærksom på, når han fremhæver, at det er interne institutionelle dynamikker som bestemte krisehåndteringen.

Crashed er stærkere, når den søger svar på hvordan øjensynligt tekniske økonomiske spørgsmål indeholder politiske elementer end hvordan den økonomiske videnskab determinerer den førte politik. Heri er det særligt den brede politiske midte, anført af Greenspans teknokratiske forsøg på at fremstille økonomien som selvregulerende, der er på anklagebænken. Tooze fremstiller gentagende gange Greenspan som tiltagende virkelighedsfjern i sine forsøg på at depolitisere den økonomiske politik. En udtalelse fra 2007 i stilheden før stormen understreger dette: ”Takket være globalisering er politikbeslutninger i USA for det meste blevet erstattet af globale markedskræfter. Undtaget national sikkerhedspolitik, gør det knap en forskel hvem den næste præsident bliver”. Tooze sætter denne tro på valghandlingens overflødighed i relief med 2016. Efter valget af Donald Trump påstod ingen at præsidentvalg var økonomien ligegyldig, og det mindst af alt Trumps egne vælgere, der svarede på Greenspans betegnelse af dem som ”tossede” med ”Hvem kalder Greenspan tossede?”. Kontrasteringen af de to citater positionerer Greenspan og den politiske midte som verdensfjern og ude af stand til at indse hvad protestbevægelser fra Tea Party til Occupy havde påstået i næsten et årti: at det økonomiske system ikke var i stykker, det var bare indrettet til at imødekomme samfundets top. “Økonomien er ikke i stykker, den er bare aftalt spil!”

Det ville her være oplagt, at Tooze på denne baggrund udfoldede en yderligere samlæsning af forholdet mellem en centristisk teknokratisk elite og de nye højre- og venstrefløje. En sådan kunne have været udgangspunktet for den kritiske samtidsdiagnose Tooze trods alt aldrig når frem til i selve bogen.

Hvad vi altså ikke er blevet klogere på, er hvordan der demokratisk bør regeres under det pres, som det moderne finansielle system lægger ned over hver enkelt stat. Tættest på dette normative spørgsmål kommer Tooze, idet han konkluderende spørger: ”Eurozonens krise rejste spørgsmålet igen og igen: Hvordan kan koalitioner samles omkring upopulære, men nødvendige tiltag?” Dette perspektiv misser desværre at det er selve skellet mellem det upopulære og det essentielle, der stadigt er blevet udfordret efter finanskrisen, fra såvel de nye højre- som venstrefløje. Hvis Tooze selvdiagnostisering som keynesianer skal tages seriøst, kan dette skyldes, at han faktisk ser det som sit ærinde at bevare det bestående, at bruge teknokratiske luftventiler til at lette presset på det etablerede system.

Denne agenda står slet skjult bag termer som ”upopulære, men nødvendige”. Til slut tror Tooze faktisk på, at den etablerede elite skal levere løsningen på befolkningernes problemer, uhindret af om befolkningerne kan se, at det er deres problemer som løses. I dette relief får Toozes argument om, at hvis ikke de udsatte banker var blevet reddet, havde det været et totalt økonomisk sammenbrud, en anden og mere central betydning. Hvad der principielt var en overførsel af privat gæld til staten, kan også anses for så basalt uretfærdigt, at præsentationen af det som en tvingende nødvendighed, ikke er andet end en retorisk manøvre. For Tooze er det midlertidigt hvad der reddede verdensøkonomien fra det totale kollaps. Begge positioner er naturligvis baseret på gisninger og kontrafaktiske tankeeksperimenter om hvad der var sket, hvis bankerne ikke var blevet reddet. Dog behøver vi ikke gisne om, hvorvidt redningspakkerne forstærkede den globale ulighed, og overførte krisens konsekvenser til de brede samfundslag, som ikke tidligere havde taget del i profitten. Det er derfor ikke uproblematisk, når Tooze lægger snittet for god og dårlig krisehåndtering ved om en tilstrækkelig politisk proaktivitet formåede at genoprette det finansielle system. Den amerikanske krisehåndtering har fra et mere kritisk perspektiv været lige så kritisabel som den europæiske, idet den ikke har formået at gøre op med de strukturer der muliggjorde krisen, eller fået holdt de centrale aktører ansvarlige.

Crashed bruger altså i sidste ende det detaljerede historiske narrativ af krisen til et forsvar for det eksisterende kapitalistiske repræsentative demokratis institutioner. Hvad man end synes om fremtidsudsigterne for liberale demokratiske nationalstater med en åben økonomi, tjener det dog til Crashed fortjeneste, at analysen forsøger sig på et globalt plan. Den gør endda dette uden at falde i de reduktive fælder, som særligt litteratur om finanskrisen med fokus på neoliberalisme ofte finder sig selv i. Sammenlignet eksempelvis med Philip Mirowskis Never Let a Serious Crisis Go to Waste fra 2013 bliver det tydeligt at den politiske realitet har været langt mere kaotisk, kortsigtet og partikulær fra sted til sted end ideen om et gennemgående neoliberalt politisk program lader det synes. Tooze udelader mestendels enhver omtale af neoliberalisme i bogen. Som han for nyligt udtalte på den amerikanske podcast The Dig var hans ærinde i stedet ”at skrive en version af krisens historie, som teknokraterne ikke kan benægte rammer plet på hvad de havde gang i. Dette kræver en nærhed til dem, til hvordan de tænker.” Dette implicerer et mellemværende med debatten om neoliberalisme såfremt det falder under ”den store majoritet af kommentarsporet til finanskrisen”, hvilket han mener “simpelthen bare rammer ved siden af målet”.

Tooze har med Crashed begået noget så sjældent som en øjeblikkelig klassiker på et i forvejen tætpakket akademisk felt. I det store hele lykkedes han med dette netop fordi finanskriselitteraturens søgen efter svar på demokratiets og økonomiens fremtid ikke efterfølges. Crashed er i stedet et første bidrag til en genuin historisk behandling af finanskrisen, hvorfor den også finder sine største styrker i sin søgen efter årsagerne til de beslutninger, der blev taget, i og under de begivenheder, som fandt sted.

Ludvig Goldschmidt Pedersen er ph.d.-studerende ved Idéhistorie, Aarhus Universitet