Den lysebrune farve forsvandt sent

Af Hans-Jørgen Schanz

Henrik Skov Kristensen
Straffelejren – Fårhus, landssvigere og retsopgøret
Nyt nordisk forlag Arnold Busck, 2011

Henrik Skov Kristensen
Gerningsmænd eller ofre? Erindringen i det tyske mindretal i Sønderjylland om nazismen, verdenskrigen og retsopgøret i komparativ belysning
Historisk samfund for Sønderjylland, 2019

De to bøger af Skov Kristensen blev lagt sammen til en disputats, som blev forsvaret på Als (SDU) d. 22. marts 2019.

Som det fremgår af titlerne, ligger begge bøgers fokus på det tyske mindretal i Danmark fra 1945 og frem til i dag. I den første bog gennemgår Henrik Skov Kristensen Straffelejren Fårhus, som Frøslevlejren fra d. 5. maj 1945 blev omdøbt til, da modstandsbevægelsen begyndte at internere danskere, som angiveligt havde gjort sig skyldige i forbrydelser af den ene eller anden art under besættelsen. Først bygget som tysk interneringslejr i 1944 holdt Frøslevlejren ved Padborg tusinde af danskere indespærret, overset af tysk sikkerhedspoliti. Oprindeligt stod danskerne for opførslen af lejren i 1944 med det formål at undgå deportation af danskere til kz-lejrene i Tyskland. Alligevel blev omkring 1600 fanger sendt til koncentrationslejrene. Stik imod alle aftaler. Andre fanger forblev i lejren til maj 1945. I 1949 lukkede lejren og blev omdannet til dansk kasserne, som blev overtaget af civilforsvaret. I 1984 blev Frøslevmuseum åbnet, og i 2012 blev der tilknyttet en permanent Fårhusudstilling. Fra 1989 har Skov Kristensen været leder af museet.

Frøslev/Fårhuslejren er i bogstavelig forstand rammen om de to bøgers undersøgelse, og hovedparten af de indsatte i Fårhuslejren kom fra det tyske mindretal. Ved krigens afslutning antoges mindretallet at være udgjort af 25.000-30.000 personer, men tallet kan være vanskeligt at anslå, og stipuleres ud fra genforeningsafstemningen i 1920 samt andre mere usikre kilder. Mere end 5.000 såkaldte “landssvigere” (efter Straffelovstillægget fra 1945 som blev udarbejdet primært af modstandsbevægelsen, og indbefattede en række love med tilbagevirkende kraft) sad fra 1945 til 1949 i lejren. Omkring to tredjedele af de indsatte stammede antageligt fra det tyske mindretal – men her er karakteristikken “tilhørende det tyske mindretal” igen lidt usikker, eftersom engagement med besættelsesmagten ikke i sig selv var nogen sikker indikation på tilhørsforholdet.

I maj og juni 1945 gik der en interneringsbølge ledet af modstandsbevægelsen gennem Danmark. Der var tale om et fintmasket net, og den officielle begrundelse var, at man ville undgå selvjustits, og man ville selvfølgelig også sikre sig, at landssvigerne blev pågrebet. I det store og hele blev meget omfattende og brutale selvjustitsaktioner undgået – men nogle fandt dog sted alligevel, og i det små var de interneredes ydmygelser iøjnefaldende. Alligevel forløb arrestationerne, og senere også retsopgøret, relativt civiliseret og humant set i forhold til f.eks. Frankrig, Belgien og Norge. Det kunne faktisk have gået meget værre.

Som sagt var en stor del af de internerede i Fårhuslejren tilhørende det tyske mindretal eller – for her er bøgerne uskarpe, og kan næppe heller være andet – personer, som på den ene eller anden måde havde været involveret aktivt på besættelsesmagtens side. Ret sikkert er det, at en række personer, som var involveret med besættelsesmagten, ikke i selvforståelsen tilhørte det tyske mindretal.

Alle indsatte blev juridisk behandlet ud fra retsstatsprincipper, dvs. alle kom som enkeltpersoner for retten, og blev dømt ud fra vedtagne love (som dog var med tilbagevirkende kraft). I starten var dommene ret drakoniske – minimumsstraf fire år – senere blev de mildere, og der blev taget hensyn i strafudmålingen til mindretallet i den forstand, at f.eks. unge frontfrivillige fik reduceret straf pga. indoktrinering i hjemmet og i de tyske skoler etc.

Bogen om straffelejren gennemgår meget tæt Fårhuslejrens historie og ikke mindst de indsattes reaktion på interneringen og retsopgøret. Følelsen af forurettelse var massiv blandt de indsatte, og den gennemgående holdning var, at de var blevet ofre blandt andet for Straffelovstillægget med dets tilbagevirkende love. Samtidigt nedtonede de den massive nazificering, som havde fundet sted i mindretallet, ligesom de negligerede de notoriske krigsforbrydelser, som nogle af medlemmerne indiskutabelt havde deltaget i. Det sidste trækker Skov Kristensen frem ved at gennemgå domsafsigelserne for en række personer. De indsattes påberåbelse af offerhed var helt i tråd med det, der hurtigt indfandt sig i det slagne Tyskland: Først var de ofre for Versaillestraktaten, som jo medførte genforeningsafstemningen og dermed afståelsen af land til Danmark, land Tyskland ellers havde erobret i 1864. Dernæst var mindretallet blevet forført af Hitler og hans klike, og endelig var mindretallet blevet dømt med love af tilbagevirkende kraft. Mindretallets arbejde på at få grænsen flyttet under besættelsen, dets hyldest til Hitler samt det intensive tryk, som mindretallets ledere udøvede på den mandlige ungdom for at få dem til at melde sig til fronttjeneste, blev nedtonet. Denne – med Skov Kristensens ord – “Fårhusmentatilitet”, der var præget af idéen om at være et uskyldigt offer, tog de indsatte med sig ud i samfundet efter straffetiden var udstået.

Skov Kristensens bog var og er et gedigent stykke oplysningsarbejde – ikke mindst også for det samtidige tyske mindretal. I 2011 var de øvrige danskere vel blevet færdige med at beskæftige sig med sagen, men det var ikke tilfældet endnu i det tyske mindretal, om end der også her var tale om begyndelsen på afslutningen af dettes Vergangenheitsbewältigung (dvs. bearbejdelsen af den problematiske fortid). Under alle omstændigheder fremkaldte bogen en bølge af møder og foredrag i Sønderjylland, og den var med sin empiriske grundighed og kun mildt fordømmende tone med til at åbne øjnene for de sidste, som havde haft dem lukkede – måske i mange tilfælde på grund af myter som fik lov til uanfægtet at virke i de tætte familiære kredse. Men i 2011 var der kommet en ny generation til, hvor kun meget få af de under krigen aktive endnu levede.

Og det er her, at den sidste bog, Gerningsmænd eller ofre?, tager fat. Bredt formuleret handler den netop om det tyske mindretals Vergangenheitsbewältigung, og den måde som den fandt sted og ikke fandt sted på fra 1945 og frem til i dag. Igen inddrager Skov Kristensen retsopgøret, som han dog udvider med en sammenligning af, hvad der skete i Central- og Østeuropa, Østrig samt Alsace-Lorraine og Eupen Malmedy (Belgien) – altså steder der før anden verdenskrig også havde haft tyske mindretal af en vis betydning. Set i forhold til disse andre steder må man som nævnt sige, at retsopgøret i Danmark forløb civiliseret og humant. Østrig, som kunne sole sig i at være blevet karakteriseret som offer af de allierede, var en undtagelse i den forstand, at der ikke kom noget egentligt selvopgør efter krigen – og det til trods for at relativt betragtet var de fleste, der meldte sig til SS, østrigere. Det er godt set af Skov Kristensen at inddrage denne sammenligning, da den kan bidrage til en art ædrueliggørelse af synet på retsopgøret i Danmark, lige som den kan få proportionerne af det hele til at falde plads.

Bindet rummer et kort afsnit med begrebsafklaring, som efterhånden altid i starten af afhandlinger om identitets- og erindringsforskning. Især fremhæves den tyske mentalitetssociolog Harald Weltzers distinktion mellem den “kulturelle erindring” og så den “kommunikative erindring,” hvor den kulturelle erindring går på, hvad der mere eller mindre autoritativt statsligt/officielt formidles gennem skolebøger, mindesmærker etc., hvorimod den kommunikative erindring er den, som udfoldes i familien, blandt venner og i mindre tætte grupperinger. Weltzers distinktion er ganske effektiv til at fremdrage to ofte ret så forskellige erindringsspor – selvom selve den kontrastive benævnelse forekommer mindre heldig: Er f.eks. ikke også den kulturelle erindring kommunikativ?

I hvert fald har Weltzer med stor gennemslagskraft brugt distinktionen til at afdække tyskernes Vergangenheitsbewältigung i begge spor. Og det kan Skov Kristensen bruge, idet han – med rette – peger på, at det tyske mindretal i høj grad lænede sig op af, hvad der (siden 1949) foregik i Forbundsrepublikken. At det tyske mindretal gjorde dette er både forståeligt og dybt problematisk. Forståeligt, da de fleste i mindretallet af nationalitetsmæssige grunde jo følte sig som tyskere, problematisk, fordi selvopgøret i Tyskland kun yderst slæbende kom i gang. Det tyske ønske var at se fremad og vaske tavlen ren. I det omfang fortiden blev medregnet, da var det som en fortid, der var skrevet i offerets tegn. Kristensen rekonstruerer i klart sprog den tyske udvikling, som fik betydning for mindretallet. Rekonstruktionen er primært rettet mod de officielle og institutionelle ændringer i Forbundsrepublikken samt de personer, der repræsenterede disse.

I 2019 udkom værket Das braune Netz som en art “gave” til Forbundsrepublikkens 70-års fødselsdag, som jo kunne fejres samme år. Bogen er skrevet af Willi Winkler, som giver et andet og mere personorienteret aspekt af den langsomme udvikling af selvopgøret i Forbundsrepublikken. I bogen vises det, at Forbundsrepublikken de første 20-30 år blev bygget op af forhenværende nazister, ofte topplacerede nazister. De sad over alt: I alle offentlige myndigheder, i retssystemer, på universiteterne, i sundhedssektoren og ikke at glemme i alle store som små virksomheder samt bredt i kulturlivet og medierne. Et eksempel – som Winkler dog ikke fremdrager – er følgende: Otmar Freiherr von Verschuer, der var en af lederne af Himmlers Forschungs- und Lehrgemeinschaft Das Ahnenerbe (forsknings- og uddannelsesorganisation for forfædrenes arv under SS) i Berlin, blev efter anden verdenskrig hurtigt professor ved universitetet i Münster.

Winklers syn på sagen er, at Forbundsrepublikken er bygget på en moralsk skandale, selvom det gik godt i sidste ende, og, hvad han også tilføjer, da forbundsrepublikken skulle opbygges, var der ikke ret mange, som ikke var brune i kanten, som samtidig var fagfolk. Så “die alten Kammeraden” sad der overalt, så fremad og arbejdede aktivt på at undertrykke enhver påmindelse om fortiden. Nu gjaldt det om at genopbygge Forbundsrepublikken samt, ofte udtrykt i højpatetiske vendinger, om at redde Aftenlandet (primært rettet mod kommunisterne men også, om end i mindre grad, eksponeret op i mod amerikansk u-kultur og ateisme generelt). Winkler hævder ikke, at disse embedsmænd og fagfolk stadig var nazister – der var kun et forbenet, lille mindretal, der ikke kom til at betyde noget, tilbage. Disse embedsmænd og fagfolk var derimod gennemførte opportunister, som de i øvrigt, for flertallets vedkommende, også havde været det under Hitler. Et effektivt middel til at vaske tavlen ren med var nu antikommunismen, som nærmest blev statsreligion i Forbundsrepublikken. Først i slutningen af 60´erne begyndte en egentlig autentisk Vergangenheitsbewältigung. Hverken Nürnbergprocesserne fra 1945 til 1949, Eichmannprocessen i Jerusalem i 1962 eller Auschwitzprocesserne i Frankfurt am Main fra midten af 1960´erne frembragte større rystelser. De kom til gengæld snart, da en ny generation voksede frem, og SPD indgik i en stor koalition. Symbolet på omsvinget blev Willy Brandts Kniefall von Warschau i 1970 foran monumentet over omkomne i opstanden i den jødiske ghetto i Warszawa i 1943. Det var denne fraværende ægte Vergangenheitsbewältigung, det tyske mindretal støttede sig til i årtier. Skov Kristensen har af gode grunde ikke kunnet inddrage Willi Winklers bog, da den er udkommet efter, at manuskriptet til Kristensens bog var færdigt. Der er ikke noget hos Winkler, som modsiger Kristensens rekonstruktion, men den supplerer yderst informativt.

At det tyske mindretal i Danmark lænede sig opad, hvad der skete i Tyskland (men selvfølgelig ikke DDR), kom i højeste grad til at forme, hvordan mindretallet overtog hykleriet og påberåbelsen af at være offer, ligesom tyskerne i Forbundsrepublikkens første 20-30 år. Det vises glimrende af Skov Kristensen. En fin pointe her er, at Skov Kristensen påviser, at Weltzers dobbelte erindringsspor, som jo var udarbejdet med henblik på Forbundsrepublikken, i det tyske mindretal smeltede sammen således, at den kommunikative erindring også blev den kulturelle erindring – hvilket effektivt bremsede for et egentligt selvopgør. Lige som i Forbundsrepublikken gjaldt det om at fortrænge, forklejne og se fremad, men i modsætning til situationen i Forbundsrepublikken var det opportunistiske afkast vanskeligt at få øje på. Snarere tværtimod.

Skov Kristensens hovedkilde til afdækningen af det tyske mindretals selvforståelse og politik er først og fremmest deres avis Der Nordschleswiger med hovedsæde i Aabenraa, som begyndte at udkomme efter anden verdenskrig. De første mange år var ledelsen af mindretallet tidligere nazister (som formentligt i lighed med de tidligere nazister i Forbundsrepublikken ikke længere var det). Skov Kristensen følger Der Nordschleswiger ret nøje, herunder redaktørskiftene samt de indre bataljer, sådan som de delvist kommer til udtryk i avisens ledere og i det hele taget i indholdet. Indholdet trak på den samme offermytologi som folk i Forbundsrepublikken og tilføjede så retsopgøret i Danmark. En central chefredaktør blev Siegfried Matlok, som overtog posten i 1979 og frem til 2013. Han blev både en forlænger af den gamle linje og senere den, som afsluttede den og bragte et krav om oplysning og en ægte Vergangenheitsbewältigung frem i avisen.

Som nævnt står det danske retsopgør og dets betydning for det tyske mindretal centralt for de to bøger. Men retsopgørets effekt var bredere, for også personer i Sønderjylland, som ikke tilhørte mindretallet, blev interneret, og mange af dem blev også dømt. Skov Kristensens vurdering af, at retsopgøret stort set gik rimeligt til – i forhold til andre steder var der f.eks. ingen fratagelse af statsborgerskab, megen lidt selvjustits etc. – er selvfølgelig en generalisering, som de enkelte, der alligevel blev straffet drakonisk set i forhold til forbrydelserne, næppe kunne finde trøst i. Det er noget, som bøgerne ikke beskæftiger sig med. Den dikotomiske titel “Gerningsmænd eller ofre?” levner heller ikke megen plads til en sådan refleksion. Man kan – uden at det anfægter undersøgelsens store kvaliteter i øvrigt – stille spørgsmålet, om begreberne gerningsmænd og ofre er moralske eller juridiske begreber, eller begge dele vævet ind i hinanden? Ganske enkelte steder i de to bøger tangerer Skov Kristensen spørgsmålet, uden at han efterfølgende går videre ind på det. Det sker på s. 562 i Straffelejren og s. 234 i Gerningsmænd eller ofre?. I øvrigt refererer Skov Kristensen begge steder til samme møde i Sønderborg d. 30. januar, 2007.

Distinktionen mellem gerningsmand og offer er, hurtigt sagt, kongruent med distinktionen mellem retsbevidsthed, der følger juraen, og så retsfølelsen, der følger moralen. I hvert tilfælde er Ditlev Tamms store afhandling om retsopgøret blandt andet også et forsøg på en klarere bestemmelse og adskillelse heraf.

Spørgsmålet om, om gerningsmænd og ofre er moralske eller juridiske begreber, kan også stilles til det redskab fra Weltzer, som Skov Kristensen benytter. Er der i den kulturelle erindring og i den kommunikative erindring tale om moral eller jura, når der tales om gerningsmænd og ofre? Eller begge dele?

Sagen er jo den, at den juridiske og den moralske bestemmelse ikke falder sammen. For i den juridiske bestemmelse er gerningsmanden noget, som den pågældende var eller har været, mens gerningsmand i den moralske bestemmelse er noget, den pågældende er. Det samme gælder offeret. En anden forskel på juridisk og moralsk bestemmelse er, at den juridiske bestemmelse af offer og gerningsmand altid vil være knyttet til enkeltpersoner, som er det afgørende i Vestens retsopfattelse: Hvert enkelt individ er et selvstændigt retssubjekt og skal derfor dømmes enkeltvist. Og så gælder det i øvrigt “uden lov, ingen forbrydelse,” også selvom loven måtte være taget i brug med tilbagevirkende kraft. Endelig gælder det, at de juridiske love skal være sammenhængende og ikke-selvmodsigende, og de skal gælde for alle på samme måde. Den moralske bedømmelse er derimod meget ofte sådan, at den både dømmer kollektivt og også gerne uden en lov, som er overtrådt. Moralske domme har ofte ikke noget problem med at være selvmodsigende, og de gælder ofte mere eller mindre lokalt afgrænsede emner. Moralske domme relaterer sig ikke til lovene, men til moralske normer – og de er sjældent helt parallelle med juridiske love.

Det er klart, at den juridiske og den moralske bestemmelse ikke er helt adskilte, typisk vil det være sådan, at moralske bestemmelser udøver indflydelse på juridiske. Dette forhold viser Kristensen i øvrigt flere steder i forbindelse med sin rekonstruktion af die Vergangenheitsbewältigung i Forbundsrepublikken: Ved retsinstanser blev tidligere frifundne senere dømt til straf på grund af et moralsk tryk på juraen, der afstedkom både konstruktionen af nye love samt skrappere tolkninger af gamle. Men selv om moralen og juraen er forbundne, så er de ikke desto mindre forskellige, og dette forhold synes ikke at være helt klart i afhandlingen. I hvert fald ser det ikke ud til at have bibragt nogle konsekvenser for afhandlingens analyser. Men det er vel ikke helt lige meget?

Og så kunne man vel også tilføje, at en gerningsmand faktisk godt kan blive et offer, ganske vist ikke på samme tidspunkt og i samme henseende. Og omvendt i øvrigt. Bogen Gerningsmænd eller ofre? synes med denne stramme dikotomi ikke at levne plads herfor.

Nu er det dårlig skik at kritisere en bog eller bøger for, hvad den/de ikke indeholder, især når titlerne er ret afgrænsede, som tilfældet er her. Så dette er ikke en kritik, men en påpegning af at det ville have været ekstra oplysende, hvis Skov Kristensen havde omtalt synet på mindretallet, som dette så ud blandt danskere i tidsrummet fra 1945 – både i den kulturelle og den kommunikative erindring. Helt neutralt eller objektivt var det jo ikke. Måske bidrog danskernes stigmatisering af mindretallet de første mange år kontraintentionelt til, at det var så meget lettere for det tyske mindretal at indtage den erfaringsresistente pindsvinestilling, som det notorisk indtog. En pindsvinestilling, hvor mindretallet også lukkede af – som Skov Kristensens analyser til fulde demonstrerer – for selvransagelse.

Ditlev Tamms afhandling om retsopgøret er blevet en klassiker. Det samme vil uden tvivl ske med Henrik Skov Kristensens to bøger om det tyske mindretal. Og med samme ret.

Hans-Jørgen Schanz er professor emeritus ved Idéhistorie på Aarhus Universitet