GRØN KAPITALISME
af NIKLAS OLSEN
Adrienne Buller
The Value of a Whale: On the Illusions of Green Capitalism
Manchester University Press, 2022
Elisabeth Popp Berman
Thinking Like an Economist: How Efficiency Replaced Equality in U.S. Public Policy
Princeton University Press, 2022
Charles Halvorson
Valuing Clean Air – The EPA and the Economics of Environmental Protection
Oxford University Press, 2021
To millioner dollars. Det er ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) en hvals monetære værdi. Værdien er udregnet efter artens nytteværdi for mennesker (herunder dens bidrag til økoturisme, og hvor meget kuldioxid den kan fange og binde). At tildele en hval en pengeværdi er tænkt som en beskyttelsesforanstaltning. Hvis bare markedsaktørerne får præcise oplysninger om naturens værdi, og hvad der går tabt, når den ødelægges, vil markedet på den mest omkostningseffektive måde beskytte vores økosystemer. Sådan lyder logikken i den grønne kapitalisme, som Adrienne Buller (seniorforsker ved den progressive London-baserede tænketank Common Wealth) analyserer i den meget omtalte bog The Value of a Whale: On the Illusions of Green Capitalism.
Formålet med The Value of a Whale er at belyse den seneste fase i kapitalismens forhold til naturens kriser. Efter først at have ignoreret, benægtet og betvivlet miljø- og klimakrisen og sidenhen forsøgt at modarbejde mulige politiske løsninger på dem, har kapitalismens fortalere i de seneste årtier dyrket en angivelig mere konstruktiv tilgang, som hævder, at det er muligt at løse udfordringer med global opvarmning og tab af biodiversitet og samtidig tjene penge på foretagendet. Buller er imidlertid kritisk over for denne bæredygtige, eller grønne, kapitalisme, som ønsker at kommercialisere naturen for derved at passe bedre på den, og som har manifesteret sig som den dominerende respons på klimakrisen.
Buller argumenterer for, at den grønne kapitalisme har to kendetegn: (1) Den ønsker at bevare de eksisterede kapitalistiske strukturer samt (2) at skabe nye domæner for kapitalakkumulation i overgangen til en fossilfri og økologisk bæredygtig økonomi. Ifølge Buller bidrager den grønne kapitalisme, trods et erklæret ønske om at løse klimakrisen, i kraft af sin økonomiske logik til fortsættelsen af de destruktive processer, som kapitalismen selv har skabt og længe obstrueret mulige løsninger på. Den grønne kapitalisme er med andre ord endnu et fænomen, der forhindrer, eller i bedste fald forsinker, kampen for en mere økologisk stabil og retfærdig fremtid.
The Value of a Whale er en del af en større bølge af litteratur, der tilbyder en klima- og miljøfokuseret kritik af vores nuværende politiske økonomi. Men til forskel fra de mange økomarxistiske indlæg, der i øjeblikket præger debatten – tænk fx på titler som Half Earth Socialism af Drew Pendergrass og Troy Vettese, Climate Change as Class War af Matthew T. Huber og Marx in the Anthropocene af Kohei Saito – udfolder Bullers analyse ikke specifikke løsninger på klimakrisen eller konkrete fremtidsvisioner. Den har heller ikke teoretiske ambitioner om at give større sociologiske forklaringer på klimakrisen i stil med fx Bruno Latours værker. Målet er mere afgrænset at forstå den grønne kapitalismes karakteristika og derved levere en art samtidsdiagnose. Her minder The Value of a Whale i nogen grad om Naomi Kleins This Changes Everything. Men det stærke fokus på finansielle eliter, den journalistiske og dramatiske stil og det aktivistiske budskab, som hævder, at en massebevægelse kan skabe bottom-up forandring, som karakteriserer This Changes Everything, er ikke at finde i den mere nøgternt anlagte The Value of a Whale. Her er fokus først og fremmest på økonomiteoretiske og markedsorienterede idéer og praksisser.
Dele af Bullers analyse er idéhistorisk anlagte. Det gælder især det lange åbningskapitel om de rationaliteter, som ligger til grund for den grønne kapitalisme. Fokus her er ikke på fossilindustrien, som fx Andreas Malm har angrebet, men på den markedsliggørelse af miljøet og klimaet, som det neoklassisk orienterede økonomifag har været bannerfører for i de seneste årtier. De neoklassiske økonomer anskuer miljø- og klimaproblemer som markedsfejl i den forstand, at deres omkostninger (i form af fx forurening og affald) ikke er indregnet i priserne. Målet er således at modvirke disse markedsfejl gennem en korrektion af prismekanismen, så varerne kommer nærmere den pris, de reelt koster at producere. Det kan fx ske gennem beskatning af forurening og handel med forureningskvoter, der forstås som incitamentsstrukturer, som skal motivere firmaer til at udvikle mindre forurenende teknologier.
Ifølge Buller er økonomernes forsøg på at gøre forurening til et spørgsmål om kroner og ører, som kan besvares via markedet, blevet institutionaliseret i international politik af firmaer, interesseorganisationer, politikere, finansielle institutioner og bureaukrater. Problemet med denne udvikling er ikke, at disse kræfter arbejder hen imod løsninger på klimakrisen, men den metode de arbejder for, nemlig at anskue det økologiske system ud fra en økonomisk målestok.
For det første er metoden fejlbehæftet. Den overser, at naturen er en så kompleks størrelse, at den er umulig at prissætte. Fx er værdien af økosystemer ikke summen af de enkelte arter; værdisætningen af arter og funktioner vil altid være dybt normativ; og økonomiske modeller kan ikke medtage faktorer som usikkerhed, uvidenhed eller irreversibilitet. Med andre ord kan individuelle aktører ikke overskue konsekvenser af de beslutninger, som de ofte er nødsaget til at gøre på markedet. For det andet overskygger ønsket om at skabe profit i den grønne kapitalisme intentionen om at bevare naturen og dens ressourcer. Få af de initiativer, som er blevet taget for at markedsliggøre miljøet og klimaet, har angiveligt været til gavn for naturen. Til gengæld har den finansielle sektor tjent styrtende med penge ved at handle med naturressourcer.
For det tredje tjener initiativerne til at opretholde og udbygge kapitalismens ulighedsstrukturer. Den grønne kapitalisme er således et system, som giver de rigeste lov til at lægge sociale omkostninger over på de fattigste. Her fokuserer Buller i særdeleshed på forholdet mellem det globale nord og det globale syd, der er blevet re-konfigureret fx gennem carbon-offsetting. Carbon-offsetting kan antage forskellige former, men tilbyder fundamentalt set en mekanisme for firmaer (eller individer) til at fortsætte med at udlede CO2, mens de betaler for dette privilegium ved at opveje for denne udledning. Mekanismen er udbredt, men ureguleret såvel internationalt som nationalt, og dermed stort set overladt til det private marked. Her hævder aktører som Total og BP ifølge Buller, at de står for klimaneutrale aktiviteter ved at love at opveje deres udslip gennem aktiviteter – fx relateret til beplantning af træer, udbygning af vedvarende energier eller affaldshåndtering – som imidlertid sjældent realiseres (hvis overhovedet) på måder, som er gavnlige for klima eller miljø. Eftersom en stor del af denne offsetting finder sted i det globale syd, er den, skriver Buller, dybest set en mekanisme, hvormed det rige nord kan fortsætte deres forurenende aktiviteter – og profitere på det – med store sociale konsekvenser i det fattige syd til følge. I den grønne kapitalisme går økonomisk ulighed således hånd i hånd med en miljømæssig ulighed, som opretholdes i en stærkt neoliberal verdensorden, hvor et ønske om at skabe frie markeder og akkumulere kapital ifølge Buller (som her bygger på Quinn Slobodians arbejde) trumfer politiske visioner om demokrati, lighed og retfærdighed.
Åbningskapitlet om den grønne kapitalismes væsen og basale dynamikker i The Value of a Whale efterfølges af en række casestudier af dens særlige modeller – bl.a. carbon pricing, carbon markets, carbon off-setting, ESG (Environmental, Social and Governance investments) og VSL (Value of a Statistical Life). Her viser Buller, hvordan samtlige af disse modeller er præget af teoretiske fejlslutninger og har fejlet i praksis i forhold til at drage omsorg for natur og mennesker. Således cementerer hun argumentet fra åbningskapitlet – og fra bogens undertitel – nemlig at den grønne kapitalisme ikke tilbyder andet end illusioner om en bedre fremtid.
The Value of a Whale fortjener ros for i et klart og forståeligt sprog at dissekere den grønne kapitalisme og forklare, hvorfor vi er nødt til at bevæge os væk fra den. Andre bøger har som indikeret ovenfor præsenteret lignende fortolkninger af den grønne kapitalisme, men ingen med samme elegance, fokus og detaljegrad som The Value of a Whale. Hertil skal dog føjes, at bogens casestudier er meget omstændige, og at den idéhistorisk interesserede læser kunne ønske, at Buller havde brugt mere krudt på at historisere den grønne kapitalisme som fænomen end på at beskrive de mange og til tider indviklede begivenhedsforløb samt de tekniske detaljer, som kendetegner dens modeller og logikker.
Hvornår begyndte den grønne kapitalismes epoke? Hvor og i hvilke sammenhænge opstod den? Og hvem har udbredt og institutionaliseret dens rationaliteter? Svar på disse spørgsmål er ikke at finde i The Value of a Whale, men i to andre bøger som belyser forbindelsen mellem neoklassisk økonomisk teori og miljøpolitik i et historisk perspektiv. Det drejer sig om sociologen Elisabeth Popp Bermans Thinking Like an Economist: How Efficiency Replaced Equality in U.S. Public Policy og historikeren Charles Halvorsons Valuing Clean Air – The EPA and the Economics of Environmental Protection. I overlappende analyser viser de to bøger, hvordan idéer om økonomisk effektivitet vandt indpas i amerikansk miljøpolitik i 1960’erne og 1970’erne, og de kan dermed læses som supplerende historiske perspektiver til Bullers analyse.
Det interessante ved de to bøger er, at de bryder med det traditionelle fokus i amerikansk miljøhistorie på den moderne miljøbevægelses opståen og virke i 1960’erne som eksemplificeret i bl.a. Adam Romes The Genius of Earth Day og Philip Shabecoffs A Fierce Green Fire. Forskningen har således vist, hvordan miljøbevægelsen formåede at sætte en række forskellige miljøspørgsmål på den politiske dagsorden – herunder luft- og vandforurening, svindende energiressourcer, stråling, pesticidforgiftning og overbefolkning – som resulterede i en omfattende bølge af juridiske og politiske initiativer i de tidlige 1970’ere. Disse initiativer omfattede bl.a. præsident Nixons oprettelse af the Environmental Protection Agency (EPA, 1970) og Kongressens vedtagelse af bl.a. National Environmental Policy Act (NEPA, 1969), Clean Air Act (1970) og Clear Water Act (1972).
Til forskel fra den eksisterende forskning er Thinking Like an Economist og Valuing Clean Air først og fremmest interesserede i at belyse, hvordan en økonomisering og en markedsliggørelse af miljøpolitikken fandt sted i USA fra 1960’erne og frem. Miljøpolitik udgør dog kun et ud af i alt 9 kapitler i Bermans Thinking Like an Economist, der sigter mod at vise, hvordan en bestemt økonomisk rationalitet (“economic style of reasoning”) blev dominerende i amerikansk velfærdspolitik i perioden fra 1960 til 1980. Denne økonomiske rationalitet har effektivitet som det primære mål for offentlig politik samt en tro på, at markeder, incitamenter og cost-benefit-analyser er de vigtigste værktøjer til at opnå effektivitet. Samtidig med at den beskrev markedet, og ikke staten, som den mest effektive fordeler af samfundets ressourcer, blev den økonomiske rationalitet ifølge Berman opfattet som et neutralt og teknisk middel til beslutningstagning, som kan anvendes af alle med samme resultater, uanset politisk ståsted.
Den økonomiske rationalitet, viser Berman, adskilte sig markant fra den komplekse blanding af faktorer, som ledte til en bølge af juridiske og politiske initiativer i de tidlige 1970’ere. Centralt stod bl.a. idéer om retten til ren luft og rent vand, et ønske om harmoni mellem menneske og miljø og et fokus på folkesundheden. Disse idéer var knyttet til teorier om god regeringsførelse baseret på en stærk, ufleksibel og one-size-fits-all tilgang til regulering med strenge standarder for forureningskontrol, som virksomheder ikke kunne omgå. Disse tiltag var generelt effektive og betød, at forureningsniveauet faldt i årene efter.
I løbet af 1970’erne blev den rettigheds- og moralitetsfokuserede ramme for miljøpolitikken imidlertid udfordret af den økonomisk fokuserede opfattelse af, at forurening er en markedseksternalitet, der via prissætning kan tilvejebringe en billigere og mere effektiv miljøregulering. I stedet for at identificere acceptable niveauer af forurening og sikre disse gennem en one-size-fits-all tilgang, begyndte miljøpolitikken således at anvende en mere fleksibel strategi, der tog omkostninger i betragtning, anvendte cost-benefit-analyser og havde økonomisk effektivitet som den overordnede målsætning.
Berman viser, at den effektivitetsfokuserede økonomiske rationalitet i første omgang blev introduceret af liberaldemokratiske teknokrater, som håbede at kunne forbedre socialpolitikken og samtidig begrænse dens voksende udgifter, og at den derefter gradvist bredte sig i regeringsapparatet i løbet af 1960’erne gennem netværk bestående af eksperter, rådgivere og andre beslutningstagere inden for centraladministrationen. Det gjaldt også inden for miljøområdet, hvor et reelt politisk skifte blev tydeligt under Carter-administrationen i anden halvdel af 1970’erne. Af en bred alliance anført af regulerede industrier og økonombureaukrater blev EPA her i stigende grad ansporet til at fokusere på omkostningseffektivitet, incitamenter og markedsmekanismer i reguleringen af miljøet.
En række af de centrale mekanismer i den nye form for miljøregulering står i centrum af Charles Halvorsons Valuing Clean Air. Hvor Thinking Like an Economist udfolder en sociologisk anlagt idéhistorie af regeringsrationaliteter på tværs af politiske områder, leverer Valuing Clean Air en dybdegående og mere klassisk politisk-historisk analyse af de bureaukratiske dynamikker i EPA fra 1970 til 1990, med fokus på regulering af luftforurening.
The Clean Air Act var (som beskrevet ovenfor) udformet med henblik på at sikre befolkningens rettigheder i forhold til sundhed og generel velfærd og nødvendigheden af at have et rent miljø. Men Halvorson viser detaljeret, hvordan EPA – som håndhævede loven – fra starten af 1970’erne blev udfordret af bl.a. erhvervslivet og økonombureaukrater, som ønskede, at miljøreguleringen skulle tilgodese andre prioriteter end blot at opnå renere luft, og især økonomisk produktivitet. Dette ønske blev i løbet af 1970’erne forankret i dels en stigende modstand mod miljøbeskyttelse i Det Republikanske Parti samt blandt embedsfolk og i vælgerkorpset, der udfordrede den tidligere konsensus om at prioritere miljøspørgsmålet over (de fleste) andre samfundsmæssige hensyn; dels en politisering af videnskaben, hvis analyser nu blev mødt med stigende mistillid og skepsis i den politiske debat, i særdeleshed i republikanske kredse; og dels en voksende tro på markedsløsningernes overlegenhed i forhold til miljøregulering. Vigtigst af alt var, som også dokumenteret af Berman, opkomsten og udbredelsen af økonomiske tilgange til miljøudfordringerne, som for alvor blev institutionaliseret under Carter.
I forhold til udbredelsen af økonomisk rationalitet beskriver Halvorson bl.a., hvordan den canadiske økonom John Dales i slutningen af 1960’erne udviklede det teoretiske grundlag for det moderne CO2-marked. Som mange andre af samtidens økonomer abonnerede Dales på den markedsrationalitet, der informerer den særlige neoklassiske tilgang til økonomi, som blev mainstream i økonomifaget i 1960’erne. I bogen Pollution, Property and Prices fra 1968 foreslog han et system, hvor rettigheder til at forurene kunne handles på et marked, hvis grænser var fastsat af staten, samtidig med at prisen ville blive fastsat af markedet, således at den nødvendige reduktion af forurening ville blive gennemført med den lavest mulige omkostning. Denne model indebærer, at staten fastsætter en grænse for en eksternalitet – dvs. den ønskede mængde forurening – hvorefter den auktionerer ‘rettigheden’ til at forurene i mindre kvoter over den grænse, kvoter som private firmaer derefter kan handle med.
Selve implementeringen af cap-and-trade-systemer, viser Halvorson, fandt først sted i USA i 1990’erne, efter at Reagan havde forsøgt at underminere den omfattende miljølovgivning, som var blevet institutionaliseret i 1970’erne, bl.a. ved at indsætte miljøkritiske folk i ledelsen af EPA i forsøg på at stække organisationens indflydelse og oprindelige ambitioner for miljøreguleringen. Men allerede i 1970’erne eksperimenterede EPA med lignende idéer, fx det såkaldte “bubble concept” – en ny statslig implementeringsplan for, hvordan industrianlæg via en særlig boble kunne underlægges emissionsreduktionskrav på en mere fleksibel måde. Indenfor denne boble kunne virksomheder vælge, hvor og hvordan de ville reducere emissionerne fra deres forskellige anlæg, så længe de samlede emissioner af en given substans på tværs af anlæggene levede op til EPA’s standarder. Dette var tænkt som en ordning, som søgte at tilgodese firmaernes individuelle ønsker og samtidig anspore dem til at udvikle nye og mindre forurenende teknologier i et forsøg på at minimere deres udgifter i forhold til miljøbeskatning.
Halvorson påpeger, at mange regulatorer imidlertid forblev overbeviste om, at den bedste måde at rense luften på var at holde sig til de traditionelle strenge, ensartede standarder, som alle virksomheder skulle opfylde. Udover at identificere udfordringer i forhold til EPA’s muligheder for fortsat at diktere specifikke kontrolteknologier og at presse stater til at vedblive med at rense deres luft, var statens regulatorer særligt bekymrede for brugen af boblen i fattige kvarterer, som historisk havde været udsat for højere niveauer af farlig forurening.
Her er vi tilbage ved et af de grundlæggende problemer i den grønne kapitalisme, som Buller påpeger i The Value of a Whale: at den udgør et system, hvor økonomisk ulighed ledsager miljømæssig ulighed. I overlappende, men komplementerende analyser, demonstrerer Thinking Like an Economist og Valuing Clean Air, som beskrevet, at den grønne kapitalismes økonomiske tankegang allerede gjorde sit indtog i amerikansk miljøpolitik i 1960’erne og 1970’erne, og at den blev institutionaliseret af brede koalitioner, som ikke kun involverede erhvervslivet, men også økonombureaukrater og politikere af forskellig politisk kulør.
Thinking Like an Economist og Valuing Clean Air har hver deres styrker og svagheder. Det stærke fokus på økonomisk rationalitet gør Thinking Like an Economist i stand til at analysere udbredelsen af effektivitetstankegangen på tværs af politiske og ideologiske skel samt at fremhæve de liberaldemokratiske reformatorers store indflydelse på periodens markedsvending, hvilket ikke belyses i den efterhånden omfattende neoliberalisme-litteratur. Omvendt er omtalen af udviklingerne i økonomividenskaben i perioden yderst summarisk og flere analytiske nøglebegreber, fx effektivitet, tages for givet og bruges i flæng uden at blive diskuteret og kontekstualiseret. Analysen – der i øvrigt har karakter af en forfaldshistorie om, hvordan de amerikanske demokrater forlod idéen om lighed til fordel for idealer om effektivitet – fremstår derfor unødvendigt skematisk, gentagende og forsimplet. Valuing Clean Air er på en gang bredere og mere detaljeret i sin analyse af markedsliggørelsen af miljøet, men udfolder derfor heller ikke et lige så stramt argument og storyline.
Tilsammen tilbyder de tre omtalte bøger adskillige indsigter i den grønne kapitalismes væsen og historie. Men der er stadig meget, vi ikke ved om dette fænomen. Fx eksisterer der endnu ikke en fokuseret analyse af begrebet grøn vækst, som har stået i centrum af den grønne kapitalisme i snart to årtier. Vi mangler ligeledes grundige idéhistoriske analyser af opkomsten af den stærke tro på, at menneskelig opfindsomhed og teknologisk fornyelse vil løse klima- og miljøkriserne, som også er central for den grønne kapitalisme. Bøger om disse og relaterede emner er formentlig på vej. Indtil de kommer på gaden, kan man med fordel læse The Value of a Whale, Thinking Like an Economist og Valuing Clean Air. De kan alle stærkt anbefales.
Niklas Olsen er professor i historie ved Københavns Universitet.