Anerkendelsens veje  

Af Andreas Beyer Gregersen

Simon Laumann Jørgensen
Axel Honneth
Djøf Forlag, 2018
 
Axel Honneth
Tingliggjøring og Anerkjennelse
Cappelen Damm Akademisk, 2019

Hvad skal vi med anerkendelse i dag? Særligt i en skandinavisk kontekst, hvor idéen om den universelle velfærdsstat stadig gør sig gældende, er spørgsmålet om anerkendelse i det sociale og politiske liv et vanskeligt emne at tage op, da det rækker ud over blot det at få dækket behov for husly, mad og lægehjælp i svære tider. Muligvis er det slet ikke staten, men snarere civilsamfundet, som bør fokusere på netop anerkendelse – en opgave, som i en tid med blandt andet udbredt ensomhed stadig ikke varetages tilstrækkeligt. Den tyske sociolog og filosof Axel Honneth er i dag blevet nærmest synonym med anerkendelsesteori. Som en fremtrædende og indflydelsesrig repræsentant for kritisk teori diskuteres Honneth fortsat inden for akademiske kredse. Med to nyere udgivelser af Honneth på dansk og norsk er der nu også gode muligheder for, at interesserede i Honneths anerkendelsteori både inden og uden for universitetsmiljøerne kan dykke mere ned i dens konkrete udformning og implikationer. Faren ved Honneths store indflydelse på nutidig tænkning om f.eks. social- og velfærdspolitik inden for især en skandinavisk kontekst er nemlig, at det blot reduceres til en række selvfølgeligheder i stedet for at tages op til løbende diskussion og kritik. 

For undertegnede synes det i hvert fald som om, at brugen af selve begrebet ‘anerkendelse’ risikerer at blive et nyt forvrænget symptom på samfundets for- og bagsider. Som det er blevet fremført af marxister, at lighed på et formelt plan bruges til at retfærdiggøre en reel ulighed, kan det nemlig også være, at grupper der eksplicit ‘anerkendes’ – hvad enten det er etniske minoriteter, kontanthjælpsmodtagere eller hjemløse – bliver behandlet med en positiv og forstående tilgang netop på baggrund af en forudgående diskrimination og uretfærdighed. Lidt groft sagt kan man sige, at anerkendelse i det perspektiv bliver en trøstegave, der i bedste fald mildner og i værste fald fordrejer den ubehagelige sandhed, at grundlæggende samfundsstrukturer er langt mere uretfærdige for visse grupper og individer end andre. Honneth er fortsat et godt eksempel på en tænker, der tænker anerkendelsesbegrebet på en så radikal måde, at der i princippet ikke er plads til en sådan forudgående uretfærdighed; at enhver form for retfærdiggørelse af dette skel mellem samfundets facade og dets mere grumme bagside gøres problematisk. For Honneth fordrer idéen om anerkendelse et universelt perspektiv. Det fordrer, at alle inkluderes i alle relevante sammenhænge.

Derfor er det relevant at diskutere Honneths forfatterskab og teoretiske tilgange, som to bøger udgivet i de seneste par år lægger op til – og som begge viser en fortsat interesse for Honneth, selvom hans hovedværk om netop anerkendelsesteori, Kamp om anerkendelse, blev udgivet for næsten tre årtier siden. Den ene er Simon Laumann Jørgensens korte introduktion til Honneths intellektuelle virke, Axel Honneth fra 2018, mens den anden er en norsk oversættelse af en række tekster omhandlende tingsliggørelse, Tingliggjøring og anerkjennelse: Et nytt blikk på et gammelt begrep fra 2019. Særligt sidstnævnte er en væsentlig udgivelse, da den løbende diskussion af Honneths anerkendelseteori kræver, at der i en skandinavisk kontekst også findes oversættelser af Honneths egne værker. Dette anmeldelsesessay vil især fokusere på, om Honneths tænkning, som den kommer til udtryk i ovennævnte udgivelser, er relevant i forhold til både at fortolke og at kritisere samtiden.

At Djøf Forlag nu har en introduktion til Axel Honneth i deres bogserie Statskundskabens klassikere synes at være på tide givet Honneths store indflydelse på især samfundsvidenskabelige uddannelser i Danmark. Honneths navn refereres således til på alt lige fra samfundsfag på C-niveau i gymnasierne til kandidatuddannelser i sociologi og statskundskab. Dette er til gengæld ikke tilfældet for teoretikere såsom den amerikanske politolog Kenneth Waltz (1924-2013) eller økonomen Mancur Olson (1932-1998), selvom de sidstnævnte allerede indgår i forlagets klassikerserie. Introduktionen til Axel Honneth er som nævnt skrevet af Simon Laumann Jørgensen, lektor i politisk teori ved Aalborg Universitet, og som med andre introduktioner i samme serie giver den et let fordøjeligt udgangspunkt til at forstå og dykke mere ned i Honneths tænkning og forfatterskab – hverken mere eller mindre. Hvis denne tekst i den forbindelse er repræsentativ for resten af seriens udgivelser, må klassikerseriens tekster desværre også karakteriseres som så kortfattede, at de ikke giver andet end et overfladisk kendskab til de udvalgte teoretikere.

Jørgensen, der selv ofte har inddraget Axel Honneths anerkendelsesteori i sin egen forskning om bl.a. medborgerskab, offentlig ledelse og dannelsesidealer i den danske folkeskole, viser i bogen et godt overblik over, hvorledes Honneth som teoretiker i dag anvendes inden for mange områder. Men før dette indplacerer Jørgensen allerførst Honneth i hans intellektuelle landskab. I den forbindelse understreges det især, at Honneths akademiske karriere både har været præget af og selv har påvirket den kritiske teori og Frankfurterskolen, der begyndte med Theodor Adorno og Max Horkheimers grundlæggelse af Institut für Sozialforschnung i 1923. Præget af det 20. århundredes katastrofale erfaringer med såvel verdenskrige som totalitarisme og den såkaldt ‘virkeligt eksisterende socialisme’ i Sovjetunionen forsøgte Frankfurterskolens tænkere at finde nye veje teoretisk til både at kritisere eksisterende samfundsforhold og at udvikle andre idéer om, hvordan særligt vestlige samfund bør organiseres. Dette betød blandt andet, at man i stedet for blot at hvile sig op ad Karl Marx også lod sig inspirere på eklektisk vis af især den tyske idealisme og Sigmund Freuds psykoanalyse. Honneth trådte først selv ind i billedet på et senere tidspunkt i 1982, hvor han blev ansat som post.doc. hos Jürgen Habermas i Starnberg, og skabte med en række tekster sin egen stemme inden for den kritiske teori. Dette kulminerede, da han i 2001 blev leder af Institut für Socialforschung – en post, som han først trådte tilbage fra i 2018.

Noget af det første, som Jørgensen betoner, er, at Honneth ikke har opfundet anerkendelse som filosofisk begreb. Anerkendelse spiller en rolle hos tænkere som Thomas Hobbes, Adam Smith og G.W.F. Hegel, hvoraf sidstnævnte er Honneths primære inspirationskilde. Alligevel må Honneth ifølge Jørgensen krediteres for som den første at have argumenteret for anerkendelsens sociale forrang og i en politisk optik dets emancipatoriske potentiale. For Honneth er anerkendelse således ikke blot en mulig vej til frigørelse og mere social retfærdighed – det er den eneste vej, idet anerkendelse er det stof, som social retfærdighed er gjort af. Grundlæggende set handler det om, at vores idé om retfærdighed må bygge på en teleologisk forestilling om det ‘gode liv’, og med Honneths egne ord kan et sådant liv ikke forestilles uden anerkendelse som en forudsætning for den menneskelige identitetsudvikling.

Honneths hovedværk Kamp om anerkendelse, der først blev udgivet på tysk i 1992, bærer den sigende undertitel Sociale konflikters moralske grammatik, for det er i den forbindelse en gennemgående pointe, at anerkendelse altid følger særlige ‘logikker’, som kan sammenlignes med sprogets grammatiske strukturer. Hvis vi vil sige noget teoretisk om retfærdighed, er det derfor nødvendigt med et blik for dét, som Jørgensen tolker metaforisk som samfundets anerkendelsesmæssige infrastruktur. Anerkendelsens ‘veje’ er med andre ord ransagelige.

Honneths projekt kan også kaldes for en anerkendelsesstrukturalisme. Som Jørgensen udmærket redegør for, er det nemlig sociale strukturer, som skal udvikles for, at anerkendelse kan realiseres. Først og fremmest kræves der, med Jørgensens ord, en gensidighedsgrammatik, som implicerer, at anerkendelse altid går to veje: Begge parter i en anerkendelsesrelation må give noget af sig selv til den anden for, at f.eks. kærlighed eller solidaritet kan opstå. Men på et lidt højere niveau er det ifølge Honneth også nødvendigt med, hvad man kan kalde for en ‘sfærisk grammatik’, idet en sådan gensidighedsstruktur må antage vidt forskellige former inden for forskellige sociale sfærer. Med tydelig inspiration fra Hegels tredeling mellem familie, stat og civilsamfund hævder Honneth, at der primært findes tre anerkendelsesformer, hvilket fordrer en adskillelse mellem tre samfundssfærer.

Men samtidig peger udviklingen i Honneths forfatterskab, som Jørgensens introduktion ligeledes giver et indblik i, at spørgsmålet om anerkendelsens konkrete praksis på tværs af forskellige samfundsområder igen og igen tages op af Honneth. Det kritiske spørgsmål, som allerede kunne stilles til værket Kamp om anerkendelse fra 1992, var således, om anerkendelse virkelig er mere end en næsten meningstom fællesbetegner for ellers heterogene måder, hvorpå retfærdighedskampe udfolder sig i forskellige dele af samfundet. Dette var blandt andet et omdrejningspunkt i hans kritiske diskussion med den amerikanske filosof Nancy Fraser i værket Redistribution or Recognition – A Political-Philosophical Exchange fra 2003, som Jørgensen også redegør for. I værket er det store spørgsmål, om omfordeling af særligt økonomiske ressourcer også kan fortolkes som en anerkendelseskamp, eller om det snarere er en særskilt kamp om lighed og retfærdighed, der ifølge Fraser ikke bør reduceres og forvrænges af Honneths perspektiv. Efter dette udkom også Das Recht der Freiheit (‘Frihedens ret’) i 2011, som dog fortsat ikke er oversat til dansk. Heri forsøger Honneth på ambitiøs vis at argumentere for, hvorledes anerkendelse altid er et spørgsmål om social frihed, og at individets selvrealisering igennem både frihed og anerkendelse er to sider af samme sag. Det samme grundperspektiv gør sig gældende i Socialismens idé fra 2015, hvor socialisme forsvares som et ideal, der holder fast i idéen om social frihed.

Jørgensen dedikerer et kapitel til begge af de førnævnte værker, hvilket er en god måde at vise, at Honneths tænkning og virke ikke bare kan reduceres til ét enkelt begreb. Alligevel gør Jørgensen samtidig opmærksom på, at der også i den senere del af Honneths forfatterskab ses en tydelig ambition om at integrere de forskellige dele af hans tænkning til et samlet ideal – én model, der så passende kan kaldes for den endelige anerkendelsesteori. En sådan model, bestående i en forening af forskellige samfundssfærer, kan mere end noget andet fortolkes som en forestilling om samfundet som ideelt set værende en organisk helhed, der med inspiration fra Hegel ‘ophæver’ de forskellige anerkendelseskampe. Problemet for Honneth er blot, at dette perspektiv igen og igen strider mod hans samtidige fokus på samfundskonflikt og individers såkaldte uretsbevidsthed, idet vi konstant støder på social uretfærdighed. Samtidig gør Honneth opmærksom på, at overordnede anerkendelsesprincipper og -idealer rummer et såkaldt ‘gyldighedsoverskud’; et overskud i forhold til deres konkrete anvendelse og udlægning, som ikke i sig selv kan aflæses af de generelle principper.

Som med andre udgivelser i klassikerserien indgår der også et par korte oversættelser af Honneths egne tekster bagerst i introduktionen. Imidlertid står der ikke, om Jørgensen selv har valgt teksterne, som er blevet oversat, eller om det er Djøf Forlag, der har truffet denne beslutning. Uanset synes det besynderligt, at begge er artikler, der snarere har karakter af ufærdige udkast end egentlig teoriudvikling. Givet at Honneth har udarbejdet større værker de seneste årtier, der faktisk præsenterer teorier om især frihed og anerkendelse, er det som om, at der med dette udvalg gives et indtryk af, at Honneth også er en mere åben og udforskende tænker. I den første af disse tekster, Mellem Aristoteles og Kant – en skitse til anerkendelsens moral (2000), spekulerer Honneth endda åbent over, om der kan være et ”stadigt spændingsforhold” mellem de forskellige anerkendelsesmåder, hvilket ligger langt væk fra den tidligere nævnte forestilling om en ‘organisk helhed’. Dette spørgsmål omkring teoriudvikling over for mere åbne udforskninger i Honneths tænkning addresserer Jørgensen imidlertid ikke i introduktionen, selvom de udvalgte tekster peger i den retning.

Et problem for Honneth, der er relevant i den forbindelse, viser sig i den anden tekst, Anerkendelse og retfærdighed – udkast til en plural retfærdighedsteori fra 2004, der blandt andet består af en kritik af Nancy Fraser for ikke at have blik for den sociale retfærdigheds pluralisme ved kun at operere med et ideal om såkaldt ‘participatorisk lighed‘ for alle borgere. Ved kun at fokusere på ligeværdig deltagelse i samfundets offentlige liv ignorerer hun således ifølge Honneth spørgsmål om retfærdighed inden for f.eks. familielivet, der som tidligere nævnt følger en anden social ‘grammatik’. Spørgsmålet er dog, om Honneth selv lægger op til en mere pluralistisk retfærdighedsteori på trods af sit fokus på strukturel differentiering. Det teoretiske udgangspunkt for Honneth i denne tekst er nemlig bundet op på ét omdrejningspunkt omkring den individuelle selvrealisering. Dette synes nærmest at være en selvfølgelighed for Honneth, hvilket hænger sammen med det, at hans normative udgangspunkt er en forestilling om modernitetens grundlæggende legitimitet, og i forlængelse heraf at det at være moderne er lig med at være individualist. Om end individualisme unægteligt spiller en stor rolle i nutidens samfund, synes det dog efter nærmere eftertanke at være lige så selvfølgeligt, at vi også værdsætter andet end blot enkeltindivider i dag – hvad enten det er kunst og kultur eller natur og miljø. Nutidens politiske diskussioner omkring biodiversitet, naturzoner og dyrs rettigheder er tydelige eksempler på det. Det ubesvarede spørgsmål er, om en retfærdighedsteori kan reduceres til et spørgsmål om individers selvrealisering, eller om der normativt set er mere på spil? 

Førnævnte spørgsmål bør også stilles til Tingsliggjøring og Anerkjennelse, som er den norske oversættelse af Honneths Reification. A New Look at an Old Idea fra 2008, der bygger på en række forelæsninger givet ved University of California, Berkeley, i 2005. I disse forelæsninger lægger Honneth et lidt andet fokus end sædvanligt; nemlig på den særlige form for uretfærdighed, som kaldes for tingsliggørelse. Overordnet set er den grundlæggende tilgang hos Honneth, at tingsliggørelse skal forstås som et fravær af noget snarere end en bestemt tilgang til verden og mennesker omkring én. Tingsliggørelse er lig med dét at glemme eller ignorere det sociale bånd, som gør, at vi overhovedet kan være meningsfuldt rettet mod verden. Tingsliggørelse er med Honneths eget udtryk “anerkendelsesglemsel”. Torill Strand, som introducerer værket, har ikke tidligere arbejdet med Honneth i samme grad som Jørgensen, men alligevel formår hun at skrive en både letforståelig og velskrevet introduktion. I denne gør hun blandt andet opmærksom på, at Honneths idé om anerkendelsesglemsel skal forstås i forlængelse af hans sammenlignende læsning af Martin Heidegger og John Dewey i disse forelæsninger. Ud fra Honneths perspektiv deler disse to ellers meget forskellige tænkere nemlig et fokus på en “eksistentiel rettethed” mod verden; et kvalitativt erfaringsbegreb som konstitutivt for enhver erkendelsesproces og dermed også enhver refleksiv og samfundsmæssig organiseret form for anerkendelse. Anerkendelse går altid forud for erkendelse, fordi denne eksistentielle rettethed er socialt konstitueret.

Det er således kun sammen med andre såsom vores primære omsorgspersoner, at verden giver sig til kende som fyldt med mening for os. Fordi dette for Honneth er en før-rationel, følelsesmæssig indstilling, kan tingsliggørelse også defineres som dét at glemme de ikke-epistemiske betingelser for ens opfattelse af verden, idet man kun reflekterer over ens kognitive evner til at kortlægge og distancere sig fra ens omverden. Den marxistiske filosof Georg Lukács fylder også en del i disse forelæsninger, idet han krediteres for i Historie og klassebevidsthed fra 1923 at have sat fokus på tingsliggørelse som en menneskelig praksis, hvor vi kommer til vanemæssigt at indtage en bestemt holdning til hinanden og os selv. Lukács kritiseres dog samtidig for udelukkende at knytte denne praksis til den kapitalistiske samfundsform og for ikke at gøre de normative implikationer af hans analyse klart, idet Lukács ifølge Honneth nødvendigvis må bygge sin kritik på en implicit idé om, hvad der er en ‘ægte’ eller ‘sand’ form for menneskelig praksis. For Honneth er det eneste meningsfulde svar på, hvad en sådan praksis består i, at anerkendelse er et eksistentielt grundvilkår.

Igen tyr Honneth til en tredeling af forskellige former for tingsliggørelse, der alle tre bør kritiseres for at få os til at ignorere det, at enhver erkendelse af os selv eller andre bygger på en forudgående følelsesmæssig deltagelse og anerkendelse. Disse tre former består i at behandle enten sig selv, andre mennesker eller endelig naturen omkring én som ene og alene objekter, selvom hver af disse former for tingsliggørelse altså ikke kunne opstå uden den forudgående betingelse, at vi lever en social eksistens. Imidlertid synes der ved nærmere eftersyn kun at være to former for tingsliggørelse, da den sidstnævnte – at behandle naturen som et objekt – ifølge Honneth kan forstås som afledt af dét at behandle andre mennesker som ting. At behandle naturen på denne måde implicerer nemlig også en benægtelse af, at andre mennesker er eksistentielt rettede mod de selvsamme dyr, planter osv. – og hvorfor egentlig ikke inkludere kulturobjekter i den forbindelse? – som én selv. Man kan således med et paradoksalt udtryk tingsliggøre ting, men kun fordi disse ting som udgangspunkt er forbundet med os selv og andre mennesker omkring os. Men uanset den konkrete inddeling er denne idé om forskellige former for tingsliggørelse et oplagt udgangspunkt for enhver, der gerne vil anvende Honneth til kritisk samtidsanalyse.

Det, Honneth imidlertid mangler at give et udførligt svar på i disse forelæsninger, er, hvad der præcist er galt med tingsliggørelse forstået som ‘anerkendelsesglemsel’. Er der i sig selv noget galt med at glemme det, at vi netop er anerkendende væsener fra begyndelsen af, eller handler det blot om, at denne glemsel kan føre til en manglende realisering af de forskellige anerkendelsesformer? Dette spørgsmål er især oplagt at stille til Honneths diskussion af selvtingsliggørelse. Selvtingsliggørelse implicerer, at vi behandler vores egne mentale erfaringer såsom følelser og intentioner som rene objekter, der kan isoleres kognitivt. I denne del af bogen skelner Honneth mellem to grundlæggende former for selvtingsliggørelse, som han betegner som henholdsvis “detektivisme” og “konstruktivisme”. Detektivisme tingsliggør vores erfaringer ud fra en antagelse om, at disse ‘objekter’ allerede findes et sted inde i psyken, og at de derfor kan opspores som et slags detektivarbejde, mens konstruktivisme forudsætter en idé om, at vi kan konstruere sådanne objekter igen og igen i kraft af vores iboende frihed. Disse to kategorier er oplagt rammesat som to ekstremer, der begge bør forkastes til fordel for et mere nuanceret og anerkendende selvforhold – et forhold, der netop også giver plads til den før-rationelle og dermed også før-kognitive tilgang til verden. Det åbne spørgsmål er imidlertid, i hvor høj grad der egentlig findes en modsætning mellem at behandle sin egen psyke som et objekt og at anerkende sig selv. F.eks. kritiserer Honneth netdatingsider for den måde, hvorpå de åbenlyst opfordrer os til at beskrive og vurdere os selv ud fra forskellige kriterier, som derefter kan matches med andre brugere, der ligeledes forvandler sig selv til et sæt af udvalgte egenskaber og selvbeskrivelser. Dette synes dog sjældent at låse folk fast i en selvtingsliggørelse, som de derefter slet ikke kan slippe ud af. Snarere tværtimod kan der stilles som modspørgsmål til Honneth, om det ikke kan være meget godt at se sig selv udefra engang imellem? Uanset fremstår valget af et sådant eksempel mere som et udtryk for social konservatisme end en reel analyse af selvtingsliggørelse i forhold til parforhold. For hvad er det at have en profil på en netdatingsside mod den konstante selvtingsliggørelse og angst for den andens syn på én, som kan manifestere sig i visse dysfunktionelle, men stadig ‘analoge’ parforhold

Alligevel synes Honneths tilgang til tingsliggørelse at udgøre et væsentligt supplement til enhver analyse af samtiden ud fra hans anerkendelsesteori. Uden en sådan forestilling om en mangel på anerkendelse, der bygger på glemsel eller – fra et mere psykoanalytisk perspektiv – fortrængning, står vi nemlig med det åbenlyse problem, at Honneths tilgang ellers tager udgangspunkt i enkeltindividers egen uretsbevidsthed, som om man ikke kan tage grundlæggende fejl af, hvorvidt man befinder sig i et anerkendelsesforhold eller ej. Dette er især relevant at understrege i en skandinavisk kontekst, hvor der som tidligere nævnt især undervises i anerkendelse som et samfundsmæssigt grundbegreb på alt fra gymnasier til højskoler og fra universiteter til professionsuddannelser. Alle fra socialrådgivere til skolelærere og børnehavepædagoger opfordres således ofte til at reflektere over, hvorledes anerkendelse kan indgå i deres arbejde. Når en teori med et samfundskritisk sigte bliver så udbredt, er der imidlertid altid en risiko for, at dens grundbegreber og teser forvandles til klichéer eller interessante strøtanker, der dog ikke tages alvorligt i forhold til den konkrete praksis. Honneths kritiske tilgang til tingsliggørelse kan i den sammenhæng konfrontere én med et spørgsmål om, hvorvidt f.eks. ens profession og arbejde til hverdag overhovedet kan siges at være forsvarlig ud fra et blik på den anerkendelsesglemsel, som det forvolder resten af samfundet. Spørgsmålet om anerkendelse bliver i den optik også et spørgsmål om, hvilke samfundsmæssige praksisser vi ikke bør understøtte.

Netdating er et forholdsvis nyt fænomen, men det er værd at bemærke, at Honneths teori også åbner op for, at anerkendelsesglemsel kan være dybt forankret i praksisser og traditioner, der går hundreder af år tilbage. Hvis kritisk teori også skal forestilles at være radikal og potentielt systemforandrende, må den nemlig frem for alt have fokus på de dele af samfundet, som er så fast etablerede, at vi nærmest ikke lægger mærke til dem. På samme måde som idéhistorie kan vise os overraskende perspektiver på nutiden gennem en historisering af dennes idéverden, kan det således være med til at afselvfølgeliggøre alt det, som anses for naturligt i den tid, som vi lever i. Eksempelvis kan det synes som en selvfølge i dag, at fremkomsten af internettet og sociale medier, som en samfundsmæssig nyskabelse, har ført til en øget tingsliggørelse ved at gøre det muligt at kommunikere skriftligt med andre, som vi blot ser som navne på en skærm. Med andre ord kan kommunikation på de sociale medier fremme hensynsløs adfærd, fordi den gensidige anerkendelse ansigt-til-ansigt mangler. Problemet med denne kritik er blot, at det synes implicit at forudsætte, at den oldgamle interaktion, der foregår ansigt-til-ansigt, og som vi kender så godt, altid er præget af gensidig anerkendelse. Muligvis er vi endda ved at skabe en idé om ansigtet som et fikspunkt for ‘sand’ anerkendelse. I den danske debat omkring muslimsk ansigtsbeklædning, der kulminerede med vedtagelsen af maskeringsforbuddet i 2018, ses i hvert fald ofte argumenter om, at uden et synligt ansigt er det slet ikke muligt at anses som ligeværdig borger. Maskeringsforbuddet kan dermed siges at være udtryk for en paradoksal tendens til anerkendelsestvang.

Som en delvis modreaktion på internettets mangfoldiggørelse – og i nogles øjne frigørelse – af mange forskellige kommunikationsformer, hvoraf nogle implicerer mindre synlige interaktionspartnere end andre, ses der således ofte en simpel betoning af kroppens og særligt ansigtets tilsynekomst som altafgørende for det at kommunikere med hinanden i det offentlige rum. Det knap så selvfølgelige er imidlertid, at kroppen og især ansigtet også kan fungere som en skærm eller ydre overflade, der på samme måde som internettets skærme manipulerer med vores opmærksomhed, spiller på ubevidste fordomme og gør spørgsmålet om anerkendelse til en mistænkelig affære. Grimme og smukke, udtryksløse og udtryksfulde, velkendte og fremmedartede – ansigter anerkendes aldrig blot som ligeværdige, men for deres oftest ulige fordelte effekter på deres omverden. Snarere end at ‘øjet er sjælens spejl’, der netop udtrykker den førnævnte ansigtsfiksering, kan ansigtet beskrives som samfundets spejl på sig selv og dermed også sine egne uretfærdigheder. Anerkendelsestvang kan således føre til anerkendelsesglemsel, hvis f.eks. tendenser til skjult ‘ansigtsdiskrimination’ forstærkes deraf – hvis en hjemløs alkoholikers vansirede ansigt modsat den succesfulde direktørs velpolerede af slagsen gøres til en endnu mere frastødende ting end i forvejen.

Dette er sandsynligvis blot ét ud af mange nutidige samfundsproblematikker, hvor Axel Honneths anerkendelsesteori og kritik af tingsliggørelse i forskellige former er åbenlyst relevant. I brugen af denne teori bør man dog først og fremmest holde sig for øje, at anerkendelse som begreb og idé er det allerførste, som bør afselvfølgeliggøres i en given samtidsanalyse. Består gensidig anerkendelse f.eks. nødvendigvis i et møde ansigt-til-ansigt – eller kan det at skjule den ene eller begges ansigter i social interaktion nogle gange føre til mere anerkendelse, hvis det fjerner sådan noget som fordomme over for ydre karaktertræk? Honneth selv har naturligvis ikke det sidste ord i den debat. Men det sande adelsmærke for enhver teori må også være, at det overskrider dets oprindelige ophavsmands perspektiv – at det med Honneths egne ord besidder et overraskende gyldighedsoverskud. 

Fra et samtidsanalytisk perspektiv giver det således mening at læse de to nye udgivelser Axel Honneth samt Tingsliggjøring og Anerkjennelse i forlængelse af hinanden, da dette giver både en generel introduktion til Honneths anerkendelsesteori og et eksempel på, hvorledes denne kan anvendes med et mere kritisk sigte. Jørgensens introduktion giver som tidligere nævnt langt fra et dybdegående kendskab til Honneth. Til gengæld vises det tydeligt med især teksterne af Honneth selv, der indgår i introduktionen, at Honneth ikke opererer teoretisk med én færdig pakke, men at hans forfatterskab er mere kendetegnet ved et insisterende fokus på anerkendelses sociale forrang. Dette er værd at have in mente, når et værk som Tingsliggjøring og Anerkjennelse læses, da man dermed med rette kan have en kritisk tilgang til tingsliggørelse i samtiden uden nødvendigvis at tænke dette i relation til en overordnet ‘anerkendelsesstrukturalisme’. Honneth er en lysende inspirationskilde til et sådant formål.

Andreas Beyer Gregersen er ph.d.-studerende ved Filosofi på Aarhus Universitet