Folkelige protester og protestformer i Den Franske Revolution

Micah Alpaugh:

Non-Violence and the French Revolution: Political Demonstrations in Paris, 1787-1795,

Cambridge University Press, 2015

300 sider, $99,00

Den Franske Revolution blev formet og drevet fremad af folkelige protester, demonstrationer og oprør. Hver gang de politiske uenigheder blandt de herskende eliter bevægede sig ind i et dødvande – oktober 1789, sommeren 1792, maj-juni 1793 – var det massive folkelige oprør i Paris, der atter tvang revolutionen fremad og i en stadig mere radikal retning; det vil sige mod stadigt mere vidtgående demokrati og større social lighed. I det mindste frem til sommeren 1793. Herefter havde de mest radikale til dels fået en række af deres krav opfyldt, dels blev befolkningen demobiliseret af en stadig mere autoritær revolutionsregering, som erstattede folkelige protester med en stigende grad af statsterror. Med de brede folkelige bevægelser demobiliseret og stækket var vejen banet for et reaktionært statskup i sommeren 1794, og efterfølgende blev de demokratiske og sociale reformer kontant rullet tilbage.

Det var ikke kun i de store revolutionære oprør, de såkaldte journées, hvor den bredere befolkning gjorde deres politiske deltagelse bemærket og var med til at forme Den Franske Revolution. Små og store demonstrationer, fra spontane til ekstremt velorganiserede, var ikke blot et pludseligt brud med den normale politik men udgjorde snarere selve rygraden af Den Franske Revolution. I årene 1787 til 1795 fandt der ikke mindre 1005 kollektive og offentlige protester sted i Paris. Af disse daterer de 50 sig til årene 1787 og 1788, hvilket betyder, at der var i gennemsnit 135 protester om året fra 1789 til 1795.

Micah Alpaugh har skrevet en eminent bog, der dokumenterer disse protester, deres indhold og den udvikling af protestformer, strategier og organisation, der fandt sted i løbet af Den Franske Revolution. Fra de mere spontane og uorganiserede protester i 1789 til de ekstremt velkoordinerede og nærmest skræmmende disciplinerede manifestationer i 1793. Som Alpaugh overbevisende viser, blev de lokale parisiske revolutionære, der ellers var udelukket fra politisk indflydelse, i løbet af Den Franske Revolution hærdede aktivister, der formåede at optimere folkelige protestformer til at presse den herskende elite til, hvis ikke direkte at få gennemtrumfet deres krav, så i det mindste at få sat en ny dagsorden.

Alpaughs bog gør effektivt op med to eklatante men ikke desto mindre udbredte og dominerende fejlfortolkninger af de franske revolutionære protester: For det første at de folkelige protester var overvejende voldelige og udtryk for en voldelig politisk kultur. For det andet at disse protester i overvejende grad var apolitiske og først og fremmest krævede brød og andre subsistensmidler.

Af de over 1000 protester var der rapporter om vold i ca. 10% af tilfældene. Som Alpaugh viser forsøgte de protesterende altid som udgangspunkt at skabe dialog med den herskende elite. I takt med at protesterne ikke blev hørt optrappedes risikoen for konflikt, men, som Alpaugh dokumenterer, var det så godt som altid Nationalgarden (politiet), der startede volden. I mange tilfælde af rapporteret vold er der altså tale om, at politiet åbnede ild mod demonstranter, som ikke nødvendigvis svarede igen med vold. Foruden politiets eskalering af vold opstod voldelige konflikter primært i perioder, hvor frygten for kontrarevolution eller invasion med god grund var høj. Men selv i disse situationer er det bemærkelsesværdigt, hvor ”ordentligt” demonstranterne opførte sig. Alpaugh forklarer dette med aktivisternes strategi, som bestod i at skabe dialog med den herskende klasse eller elementer af den herskende klasse, og aktivisternes ideologi, som i allerhøjeste grad baserede sig på den revolutionære idé om fraternité (broderskab). Snarere end at søge konflikt søgte de folkelige masser altså dialog og forståelse blandt deres herskende brødre og kun for så vidt Paris' befolkning følte sig ignoreret eller direkte forrådt blev demonstrationerne stadigt mere intimiderende i deres udtryk.

Modsat hvordan det ofte er blevet udlagt blev demonstrationerne faktisk mere fredelige i takt med at revolutionen radikaliseredes. Demonstranterne, som ellers var ekskluderede fra indflydelse i det politiske system, perfektionerede gradvis deres taktikker med en blanding af fraternisering - der vel at mærke inkluderede medlemmer af nationalgarden og militæret såvel som medlemmer af parlamentet - og moderat pres. I 1793, hvor de folkelige bevægelsers indflydelse var størst, var der således kun rapporter om vold i 4 ud af 170 protester.

Et ikke uvæsentligt element i de folkelige protester var kvinderne og deres rolle. Kvindeoprør var på tiden for Den Franske Revolution traditionelt forbundet med (apolitiske) fødevareoprør og - sammenholdt med forestillingen om kvinden som det svage køn - blev kvinderne derfor anset for at være mindre farlige af myndighederne. Således startede en række mindre oprør da også med kvinders indignation over brødpriserne hos den lokale bager, som udviklede sig til både blokader, processioner gennem gaderne og petitioner læst op i parlamentet. Men Alpaugh viser også, at de kvindelige oprør som oftest også var politiske, idet de stod bag politiske krav. Til gengæld havde disse oprør en tendens til aldrig at ende voldeligt, eftersom myndighederne ikke skød på kvinder. Dette faktum blev hurtigt integreret i demonstranternes strategi som revolutionen skred frem. Mange oprør var således ført an af kvinder, og det var ikke unormalt at mænd klædte sig som kvinder for at bidrage til demonstrationens fredelige karakter og for at undgå vold. Da reaktionen sætter ind efter 1794 vedtager parlamentet således en lov, der pålægger politiet at skyde på demonstrerende kvinder, ligesom der indføres specifikke straffe for mænd, der klæder sig i kvindetøj. På dette tidspunkt er det altså anerkendt, at kvinder er mindst lige så farlige politiske aktører som mænd.

Foruden kvantiteten og udviklingen i de folkelige protestformers strategier viser Alpaugh også, hvorledes de folkelige protester er udtryk for en særlig demokratisk form, og hvordan denne demokratiske form i stadigt stigende grad de facto bliver integreret i det franske politiske system. De parisiske demonstranter havde ofte politiske krav. Bannere og paroler blev fulgt op af petitioner, som ofte blev læst op i parlamentet, når grupper af demonstranter fik foretræde - hvilket de ofte gjorde og hvilket også understreger betydningen af fraternité ikke blot for demonstranter men også for parlamentsmedlemmer. De revolutionære brødre skulle have lov at tale og blive hørt af folkeforsamlingen. 

Også organisationen af protester var en vigtig brik i det folkelige parisiske demokrati, særligt fra sommeren 1792 til sommeren 1793. De 48 sektioner var lokale demokratiske administrationer af Paris’ forskellige kvarterer og (særligt nogle af) disse fraterniserede med hinanden og planlagde forskellige politiske begivenheder som demonstrationer og petitioner, men også fester og besøg hos hinanden. I forbindelse med den anden revolution af 10. august 1792, et stort voldeligt oprør hvor kongemagten blev styrtet og republikken udråbt, skabte sektionerne således en planlægningskomité, der kom til at fungere som den nye Pariserkommune, der var et indflydelsesrigt fællesorgan for sektionerne. Den demokratiske betydning af sektionerne og kommunen er selvfølgelig allerede undersøgt (særligt i Albert Sobouls, Morris Slavins og Maurice Gentys arbejde), men Alpaugh integrerer dette i en større fortælling om folkelige protestformer og demokrati ved at undersøge organisationen af protester før sommeren 1792 og den kontinuitet og udvikling som begivenhederne i 1792 og 1793 er udtryk for. De folkelige protester er således udtryk for en bredere demokratisk mobilisering med politiske krav og med en politisk udtryksform, der tager en anden karakter end det repræsentative demokrati, men som ikke desto mindre retter sig mod og allierer sig med det repræsentative demokrati, når det handler om at få gennemført de politiske krav. Den Franske Revolution var således ikke et oprør mod staten men et forsøg på at skabe en folkelig alliance med staten igennem sociale bevægelser og lokale demokratiske administrationer.

Det er styrken af kommunens, sektionernes og demonstrationernes demokratiske form, der gør den ubærlig for fortalerne for det centraliserede og statsdominerede repræsentative demokrati, hvorfor den fra sommeren 1793 gradvist udfases ved at delvise krav efterkommes, gennem afmatning, ved at mange sansculotte-ledere sendes i kamp i indland og udland og gennem gradvis indskrænkning af reel politisk indflydelse. Som Alpaugh viser i de sidste kapitler af bogen, er der meget få protester i året 1794, året for både statsterroren og den thermidorianske reaktion, mens året 1795 byder på både mislykkede forsøg på at genoplive de radikale bevægelser (som undervurderede det politiske skred Thermidor havde medført) og på konservative og reaktionære protester (der forsøger at trække revolutionen i en endnu mere reaktionær retning). Således fødes også højreorienterede protestformer kort før fuldbyrdelsen af den reaktionære, borgerlige orden, der endeligt knuser de sociale bevægelser. Vi skal frem til 1830 før vi ser noget lignende igen, og kun momentvis har vi siden set folkelige protestformer have den politiske indflydelse, som de havde 1789-93.

Bogen er et forbilledligt stykke historiker-arbejde: ekstremt godt researchet og veldokumenteret. Den er på ingen måde tung på teori og i det hele taget kendetegnet ved at holde sig fra de store teoretiske diskussioner (med undtagelse af nogle få bemærkninger hist og her), men ikke desto mindre er de teoretiske konsekvenser af bogen til at tage og føle på. Idéen om en voldelig politisk kultur, der er en af hjørnestenene i den revisionistiske udlægning (fra François Furet og Keith Michael Baker og frem) med fokus på politisk kultur og dens efter sigende totalitære tendenser, bliver effektivt afmonteret. Det samme gælder François Furets revisionistiske tese om en afsporing eller udskridning (dérapage) af revolutionen i sommeren 1792, som efterlader en tilsyneladende udemokratisk og totalitær politisk dagsorden. Tværtimod ser vi en udbredelse af demokratiet og en gryende genuin politisk kultur. Colin Lucas' udlægning af revolutionen som en ”chronology of violence” viser sig på alle måder ikke at være holdbar, ligesom Mona Ozoufs tese om at de revolutionære fester og banqueter skulle være blændværk, der tjente til at føre masserne bag lyset og skjule en udemokratisk politisk dagsorden, heller ikke overlever en nærmere efterprøvning. Alpaugh ved, hvad han gør, når han i korte notitser hist og her med baggrund i sit materiale påpeger, hvorledes den ene revisionist efter den anden har taget fejl.

Mens den revisionistiske udlægning bliver pillet effektivt fra hinanden, så er det med visse modifikationer den socialhistoriske udlægning fra George Rudé, Richard Cobb og Albert Soboul og hans elever (særligt Maurice Genty og Raymonde Monnier), der igen står styrket. Rudés teori om at oprørene primært var ”bread and butter riots” bliver modbevist, og det samme gælder Sobouls tese om en klassekamp mellem aristokrater og borgerlige. Men den grundlæggende teori om, at de parisiske masser, deres organisation og deres oprør holder nøglen til at forklare Den Franske Revolution og dens gang fra 1789 til 1795 bliver på overbevisende måde bekræftet. Dette perspektiv kan selvfølgelig ikke stå alene, men det kan på ingen måde ignoreres eller negligeres i en sådan grad, som revisionisterne har gjort det. Der er ikke meget tilbage af den revisionistiske tese, hvis man genindsætter de folkelige bevægelser i centrum af Den Franske Revolution, og Alpaugh åbner dermed op for at genfortolke en række af revolutionens begivenheder, figurer og teorier. Indflydelsesrige nutidige historikere som David Garrioch, David Andress og Timothy Tackett har alle bidraget med ”histories from below” af Den Franske Revolution, der ikke stemmer overens med den revisionistiske tese, men ingen af dem har haft som deres genstand de folkelige oprør, deres indhold, form og effekt, og på den måde skrevet et værk, der direkte angriber revisionismen på samme, som Alpaugh gør det.

Alpaugh har med andre ord skrevet en bog, der ikke alene skaber ny grund for fortolkningen af Den Franske Revolution men som også i det hele taget genindskriver de sociale bevægelser og de folkelige oprør i hjertet af enhver politisk orden, der vover at kalde sig selv demokratisk. Bogen kræver måske en smule forhåndskendskab til Den Franske Revolution, da forskellige grupper og personer nævnes uden videre forklaring, men ikke desto mindre vil den være af interesse for enhver, som ønsker at forstå de sociale bevægelsers historie og forholdet mellem sociale bevægelser og demokrati.

Nicolai von Eggers

Tiltrængt oversættelse af udvalgte artikler fra Den Franske Encyklopædi 

Jean le Rond d’Alembert & Denis Diderot (red.), oversættelse ved Mogens Chrom Jacobsen, redigering og efterskrift ved Frank Beck Lassen: 

Den Franske Encyklopædi – artikler i udvalg

Forlaget Klim, 2014

357 sider, 299 kr.

Det er en stående diskussion blandt humanister, i hvilket omfang vi kan tale om, at Oplysningstiden, med sin begyndelse i 1700-tallet, er slut. Mogens Chrom Jacobsens fabelagtige nyoversættelse af udvalgte artikler fra Den Franske Encyklopædi, eller Encyclopédie, ou dictionnaire raisonné des sciences, des arts et des métiers, er et friskt pust i den debat, med artikler som er lige så aktuelle og nærværende i dag som for tohundredeoghalvtreds år siden.

Den aktuelle nyoversættelse er et godt og interessant udvalg. Det må have været et til tider frustrerende arbejde, at skulle udvælge de blot 71 artikler af 15 forskellige forfattere, som oversættelsen præsenterer, mens encyklopædien i sin fulde udgave indeholder omkring 74.000 artikler, skrevet af 130 forskellige skribenter, og fordelt på 28 bind i filioformat; 17 tekstbind og 11 bind med kobberstukne plancher. Hele projektet starter omkring år 1745 som et forlist fransk oversætterprojekt i fire bind af Ephriam Chambers’ Cyclopaedia or an Universal Dictionary of arts and sciences. Samme år knyttes Denis Diderot (1713-1784) og Jean le Rond d’Alembert (1717-1783) til udgivelsen, som i 1772 kulminerer med det mastodontiske værk, som encyklopædien ender med at blive.

Vi mærker i Den Franske Encyklopædi vingesuset fra René Descartes og John Locke, når øjnene løber ned over udvalgte artikler som Folket, Borger, Tolerance, Naturlig frihed, Tænkefrihed, Mekanisk, etc. Bølgerne omkring empirisme og rationalisme går højt, og begreber som tolerance, tænkefrihed og religiøs intolerance gennemsyrer de fleste artikler i det forestående udvalg. Mennesket er sat i centrum, og der redegøres mere for det empirisk erfaringsmæssige ved naturen end Guds uransagelighed, når de mere spekulative eller uforklarlige årsager ved den menneskelige tilværelse skal forklares. Af samme grund fylder artiklen om Metafysik kun ti linjer, mens artiklen om Dyr fylder ni sider, og artiklen om kunst (hovedsageligt de mekaniske) får fjorten, og begge er rigt suppleret med illustrationer. Artiklen om Metafysik er skrevet af Diderot, og begrebet defineres som ”videnskaben om tingenes grund”. Disse tings metafysik giver kun mening i praktiserende kunstneres aktiviteter hos f.eks. maleren, digteren og geometrikeren. Når ”man begrænser metafysikkens genstand til nogle tomme og vilkårlige overvejelser over tiden, rummet, materien og sindet, er det en foragtelig videnskab […]” (s. 228).

Artiklen om Metafysik er en meget subtil kritik af kristendommen, og læser vi yderligere artiklerne om Fanatisme, Intolerance, Overtro, Tænkefrihed, osv. er kritikken langt mere udtalt. Under opslaget Intolerance skriver Diderot, med tydelige reminiscenser til Locke, at den ”kirkelige intolerance består i at betragte som forkert enhver anden religion end den, som man selv bekender sig til” (s. 180).

Det undrer derfor ikke, at religion og teologi ikke har fået tildelt nogen gren på encyklopædiens Francis Bacon-inspirerede kundskabstræ. Som i opslaget om Metafysik sættes der en tydelig grænse for, hvad der kan vides, og hvad der ikke kan vides. Religion er allerhøjest et supplement til den sikre viden, vi kan erfare fra naturen. Her bliver mennesket igen sat i centrum, og encyklopædisterne tager udgangspunkt i dets evner omsat i erkendelsesformer: ”Historien er kommet fra hukommelsen, filosofien fra fornuften og poesien fra fantasien. En frugtbar opdeling, hvori selv teologien passer ind, for i denne videnskab kommer kendsgerningerne fra historien og relaterer sig til hukommelsen,” som Diderot og d’Alembert fremhæver i deres Prospekt (s. 16). Og her forholder bevidstheden sig til sit indhold ved hukommelsens mekaniske indsamling og opbevaring af ideer, fornuftens refleksion over direkte ideer og fantasiens evne til at efterligne genstande.

Det står meget hurtigt klart, at encyklopædisterne har et stort opgør med kirken mere end med enevældet og staten. Kristendommen, og religioner generelt, er et slør foran fornuften, og den forhindrer mennesket i at se sandheden og i at fuldbyrde et tolerant samfund. Kirken vil ”pålægge samvittigheden nogle love og en universel regel for handlingerne. Man skal oplyse og ikke tvinge” (s. 180). Det er kirken, og ikke monarkiet og enevælden, som er symbolet på den undertrykkende magt, da den bygger på regler formet af fanatisme og overtro.

Med en monark som fædrelandets suveræn kan staten tegne et i bedste forstand borgerligt samfund for folket. Monarkens magt er stadig begrænset af naturretten, hvor frihed, fællesvilje og retfærdighed beror. Samfundet er derfor underlagt en række vedtagne regler og love, som sikrer borgernes sikkerhed. I sidste ende har vi alle en naturlig frihed, for ”fra naturens hånd fødes alle mennesker frie, dvs. at de ikke er underlagt en herres magt, og ingen har nogen ejendomsret over dem” (s. 241). Med denne naturlige frihed opstår den naturlige lighed, ”som der er mellem alle mennesker alene i kraft af deres naturlige beskaffenhed” (s. 242).

Denne lighedstanke er nok blandt encyklopædiens største bedrifter, da den ikke kun diskuteres spekulativt, men også konkret undersøges. For folket i fædrelandet er nok så meget dem i samfundets øverste lag, som det er arbejderne og bønderne, eller som Louis Chevalier de Jaucourt (1704-1780) så bittert skriver i opslaget Folket: ”Hvem ville tro, at man i vore dage vover at hævde denne infame politiske maksime om, at sådanne mennesker [arbejderen og bonden, red.] ikke bør leve i gode kår, hvis man vil have, at de skal være foretagsomme og lydige (s. 140).”

Dette sociale perspektiv, hvor folket er en del af et borgerligt samfund, løber som en rød tråd gennem encyklopædien og hele oplysningsprojektet generelt. Kirkens tvingende bånd skal løsnes, analfabetismen overvindes og folket skal oplyses. I forlængelse af denne folketanke fik beskrivelserne af de moderne maskiner også, som noget nyt, relativt meget plads i encyklopædien. Under opslaget Kunst fylder de mekaniske kunster størstedelen af artiklen. En lang række håndværkeres teknikker og produktionsmetoder kom frem i lyset til stor forargelse for de mange laug, som sad tungt på deres forretningshemmeligheder. Her blev der skabt en grobund for et nyt samfund, som var mere industrielt og dynamisk end tidligere tider.

De udvalgte artikler i Den Franske Encyklopædi i dens nye oversættelse kan på alle måder anbefales. Og med Frank Beck Lassens spændende og meget udførlige efterskrift præsenteres vi for hele det encyklopædiske projekt med masser af gode læsehenvisninger. Man forundres over det letlæselige og moderne sprog, som går igen i de fleste artikler. Yderligere øges læselysten af den personlige stil, som gennemsyrer de fleste opslag. Vigtigst af alt viser det os, at der altid sidder et fortolkende menneske bag hvert opslag. Med Wikipedia som det efterhånden største opslagsværk, kan der ofte savnes en tydelig forfatter bag disse artikler. Al information udlægges som sandheder, der ofte mangler nuancer, kritik og perspektiver. Som Kant skrev som Oplysningstidens mantra, Sapere aude, eller som Diderot fremhæver om eklektikeren: ”Han vover at tænke selv[…]” (s. 64).

Den fulde version af Den Franske Encyklopædi kan læses på originalsproget på https://encyclopedie.uchicago.edu/ og i engelsk oversættelse på http://quod.lib.umich.edu/d/did/.

Søren Rosenberg Pedersen

Et fascinerende udstillingskatalog over industrialiseringens mange fortolkninger

Geoffrey Cantor (red.):

The Great Exibition: A Documentary History, bind 1-4

Pickering & Chatto, 2013

1776 sider, £350

Den store verdensudstilling i London i 1851, eller The Great Exhibition of the Works of All Nations, som den fulde titel lød, er måske en af de mest ikoniske begivenheder i videnskabens, teknologiens og industriens historie. Det vurderes at der, i løbet af de 141 dage udstillingerne var åbne for publikum i det til lejligheden opførte Crystal Palace, gik ikke mindre end 6 millioner mennesker igennem billetlugen, mere end 100.000 besøgende på de travleste dage. I standardfortællingen bliver denne store udstilling, som skulle blive en af de mest kendte i en lang række af lignende internationale begivenheder, udlagt som teknikkens og videnskabens store sejrsfest; som briternes manifestation af deres industrielle og økonomiske overmagt. Udstillingen er ligeledes blevet beskrevet som en overvejende sekulær begivenhed, hvor videnskaben og industrien beviste sine evner til at samle menneskeden på tværs af nationaliteter og kontinenter. 

The Great Exibition: A documentary history er en enormt omfangsrig samling af primær kildemateriale fra planlægningen, afviklingen og modtagelsen af verdensudstillingen. Hermed har den britiske videnskabshistoriker Geoffrey Cantor frembragt en eminent kilde til at fortælle en langt mere nuanceret historie, ikke bare om denne ene verdensbegivenhed, men om hvilke betydninger videnskab, teknologi og industri kunne have i midten af 1900tallet, i England i særdeleshed, men også i Europa mere generelt. I sin oplysende og velskrevne introduktion til samlingen, forklarer Cantor hvordan de traditionelle narrativer som verdensudstillingen normalt sættes ind i, kan føres tilbage til initiativtagerne til udstillingen, Prins Albert, Dronning Victorias ægtefælle, og embedsmanden og opfinderen Henry Cole. De oprindelige forslag og de efterfølgende programskrifter knytter kraftigt an til en idé om videnskabelig internationalisme som kommer til udtryk i forestillingen om at denne verdensbegivenhed i videnskabens og industriens navn ville føre til nye stadier af global fred og samhandel, foruden respekt og anerkendelse til Storbritannien. Cole indleder således klart sin introduktionstekst fra det officielle udstillingskatalog med at skrive, at ”næppe kunne en udstilling som denne have fundet sted på et tidligere tidspunkt i historien, og muligvis ikke hos noget andet folk end vores” (1: 211). Med en så mangesidig samling fra debatten om formålet og effekterne af at afholde en verdensudstilling, giver Cantor os en mulighed for at dykke ned i en tids videnskabelige diskurs og forfølge alle de tematikker – religiøse, politiske, æstetiske – som ellers let bliver overskygget af det narrativ som arrangørerne, med stor succes, har bidraget til.

 Tekstudvalget er inddelt kronologisk i otte sektioner fordelt over de fire tykke bind. Hver sektion er forsynet med en kort introduktion af udvalget, og hvor det er relevant, er teksterne yderligere inddelt i undergrupperinger som Cantor præsenterer og derved placerer i det samtidige kulturelle og intellektuelle landskab. Første bind indeholder dokumenter vedrørende organiseringen af udstillingen samt de første reaktioner på forslaget. Reaktionerne fortsætter ind i andet bind hvor vi finder henholdsvis nationalistiske, konservative, religiøse og radikale stemmer, som ytrer sig om udsigten til denne aldrig før sete begivenhed. Protesterne hørtes allerede da udstillingen blev forestået to år forinden, og hele tiden bliver der talt op imod arrangørernes tro på videnskabens civiliserende kraft. Frygten for det fremmede fylder enormt i debatten. Man er bekymret for industrispionage, for invasion af fremmede lande og religioner, samt økonomisk fiasko. Vi finder også strid om beliggenhed i forhold til hvem der bliver begunstiget af de mange udenlandske besøgende man forventede ville komme, og diskussioner om arbejdsforhold blusser op, ligesom patentspørgsmål også rejses. Omvendt er der også dem som udtrykker optimisme i forhold til spredningen af kristendommen. Verdensudstillingen blev nemlig ikke kun set som det sekulære foretagende det senere er blevet tolket som, men kunne i samtiden også læses som et redskab for religionen; som Guds middel til at bringe hedninge til London for at omvende dem. 

Andet bind forsættes og afsluttes derpå med dokumentation af selve åbningsdagen, 1. Maj 1851. Tredje bind indeholder uddrag fra guides til udstillingen, og andet materiale rettet mod de besøgende. Det indeholder også første del af en større samling reaktioner og beretninger fra besøgende under udstillingen, i form af uddrag fra dagbøger, breve og aviskommentarer skrevet under udstillingen. Øjenvidneberetningerne fortsætter i fjerde og sidste bind med blandt andet udenlandske beretninger. I bind fire får vi en sektion med 15 forskellige samtidige perspektiver eller tolkninger på betydningen af verdensudstillingen. For nogen blev udstillingen tolket som en magtdemonstration og en cementering af den hvide mands overherredømme over resten. For andre åbenbarede udstillingen Storbritanniens position, eller mangel på samme, som den ledende nation indenfor industri, teknologi, design osv. Som generelt for samlingen fornemmes en konstant kamp mellem nationalistiske og internationalistiske tolkninger af verdensudstillingens udbytte. Fjerde bind slutter med dokumentation af afslutningsceremonien og diskussionerne om hvad der efterfølende skulle ske med Joseph Paxtons imponerende bygningsværk Crystal Palace. Cantor har forsynet hele værket med et solidt indeks, samt en fyldig bibliografi over både sekundære og primære titler til videre studier.

Det er klart, at når man laver et udvalg må man også foretage fravalg. Forlaget Pickering & Chatto kunne, i og for sig, have lavet endnu fire bind bare med eftervirkningerne, og hvilken betydning verdensudstillingen er blevet tilskrevet sidenhen, hvis det var det som var projektet. Styrken ved den meget snævre tidsafgrænsning (fra forslaget først blev fremstillet i 1849, til refleksionerne over udstillingen af tidens mest indflydelse britiske videnskabsmand William Whewell i 1852) er efter min opfattelse at det giver Cantor mulighed for at give en utrolig tyk beskrivelse af hvad videnskab og teknologi betød i lige netop denne tid. 

The Great Exibition: A documentary history er naturligvis ikke tiltænkt en plads på enhver idé- eller videnskabshistoriestuderendes private bogreol. Det er den for nørdet og ikke mindst for dyr til. De fire bind er beregnet til at indgå i forskningsbiblioteker hvor de kan tilgås af alle, fra grundfagsstuderende til forsker, med interesse i forhold som videnskab/samfund, videnskab/historie, videnskab/religion, videnskab/marked eller videnskab/æstetik. I denne samling er der stof til utallige universitetsopgaver og jeg vil mene at den vil være mere end egnet til formålet da man her får adgang til ét samlet og utroligt mangesidigt tekstkorpus på en gang. Cantor har gjort et imponerende arbejde ved at samle og præsentere os for en stor del af de stemmer som omgav den ikoniske verdensudstilling i 1851, men det er den efterfølgende forsknings opgave at fortolke det der blev sagt. 

Thomas Palmelund Johansen

Hvad revolutionen fortæller os

Hannah Arendt, oversat af Joachim Wrang, med efterskrift af Mikkel Thorup:

Om Revolution,

Forlaget Klim, 2012

362 sider, 329 kr.

Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendts Om Revolution kan læses på dansk. Bogen er oversat af Joachim Wrang for Klim og er den seneste i en række af Arendtoversættelser i løbet af de sidste ti år, som tæller Menneskets Vilkår (2005), Eichman i Jerusalem (2008) og diverse mindre tekster i udgivelsen Eksistens og religion (2010). 

Bogen udkom oprindeligt i 1963, altså midt i en tid, hvor vestlige stater kæmpede mod løsrivelsesbevægelser i kolonierne og hvor den politiske radikalisme ulmede i Europa og USA. Revolutionstemaet var altså i den grad relevant, da Arendt skrev teksten og det kan nok næppe hævdes at være mindre vigtigt nu, hvis vi tager de seneste års begivenheder i Mellemøsten og det sydlige og centrale Europa i betragtning.

Som Mikkel Thorup påpeger sidst i sit efterskrift, er Om Revolution ikke blevet læst seriøst af revolutionshistorikerne, men er i stedet blevet behandlet som et bidrag til den politiske teori. Det er for så vidt forståeligt nok, for Arendts erklærede mål med bogen er ”at forstå, hvad en revolution egentlig er – revolutionens generelle konsekvenser for mennesket som et politisk væsen, dens politiske betydning for den verden vi lever i, dens rolle i moderne historie.” 

Bogen har altså høje ambitioner og giver samtidig ikke meget for traditionelle skel mellem discipliner. Visse steder skriver Arendt idéhistorisk om den revolutionære traditions ophav. Andre steder skriver hun som en historiker eller sociolog, som ønsker at forstå materielle og kulturelle forskelle mellem den amerikanske og den franske revolution. Grundlæggende er det dog tydeligt, at her er tale om en filosof, der vil beskrive den måde, fundamentale menneskelige udtryk som sprog, handling og engagement kommer til syne i vores fælles verden, når revolutionære situationer indtræffer.

Derfor er det heller ikke overraskende, at Arendt starter i det filosofiske hjørne, nemlig med erklæringen om, at ”revolutioner er de eneste politiske begivenheder, der direkte og uafvendeligt konfronterer os med begyndelsesproblemet”, fordi de er ”uløseligt forbundet til den opfattelse, at historiens gang begynder forfra”.

Evnen til at sætte nye handlingsforløb igang er for Arendt udgangspunktet for forståelsen af mennesket som et politisk væsen. Det er denne evne der er i spil, når en ny samfundsorden grundlægges. Det er også i lyset af muligheden for nye begyndelser at vi må forstå det tilsyneladende paradoks, der opstår, når en ny forfatnings lovkraft kan fungere uden rod i den forudgående juridisk orden. Netop derfor er revolutionen vigtig, for den konfronterer os med en af den politiske teoris grundlæggende udfordringer: Forholdet mellem en stabil politisk orden, og så den voldsomme handling, som skabte den.

For at finde ud af hvad begrebet ”revolution” henviser til idag, sporer Arendt den udvikling, som går forud for den moderne brug af ordet. Hun påpeger, at Copernicus brugte det til at beskrive himmellegemernes cirkulære baner og at denne betydning følger ordet ind i det politiske vokabular. Udtrykket ”revolution” bliver således første gang politisk, da det engelske monarki genindførtes efter borgerkrigen. Her bruges det til at beskrive et voldsomt politisk udsving og en efterfølgende tilbagevenden til en normaltilstand.

Efterhånden bevæger ordet sig dog væk fra sin oprindelige betydning, og under revolutionen i Frankrig i 1789 ses for første gang en brug, som vi kan genkende idag. Nu henviser ordet nemlig til den voldsomme omvæltning, som adlyder sin egen lov og er komplet uoverskuelig for de mennesker, der deltager i den.

Først her bliver revolutionen som fænomen og begreb til et filosofisk problem for Arendt. For nu får den et historiefilosofisk islæt, som hun ikke kan udstå. Tanken om en revolutionær omvæltning bliver efter 1789 til en idé om et samfunds retningsskift, udløst med en sådan kraft, at selv de ledende revolutionære ikke kan lægge en fast kurs gennem begivenhederne. I stedet for at være enkeltgruppers opstande mod statsmagten, bliver revolutionerne nu tænkt som en manifestation af historiens indre nødvendige og usynlige logik. Revolutionen udtrykker altså nu en struktur, som træder bag om ryggen på den enkelte, men som bestemmer staters skæbner. 

Det er et vigtigt anliggende for Arendt at redde revolutionsbegrebet fra denne type historiefilosofi, som hun beskylder for at begå en simpel fejlslutning: Forvekslingen af aktørens og tilskuerens perspektiv. Herved mister man blikket for at politiske handlinger altid er åbne og omskiftelige, inden de er overstående. I stedet for at forstå menneskelige handlinger ud fra deres endelige resultater, som først kommer til syne for os som historie, vil Arendt bygge sin politiske teori på antagelsen om at menneskenes mulighed for at handle aldrig er udtømt: Selv historiske processers nødvendighed kan ikke stække menneskenes evne til i fællesskab at ændre samfundenes forløb.

Arendt udfolder sin kritik af den totaliserende form for historietænking gennem en undersøgelse af forskellene på revolutionerne i Frankrig og de engelske kolonier i Nordamerika. Udgangspunktet er spørgsmålet om, hvorfor revolutionen i Frankrig endte i terror, mens der i kolonierne blev vedtaget en forfatning, som stadig står ved magt. 

Den mest kontroversielle del af Om Revolutions forklaring på successen i den ny verden, er uden tvivl hendes betoning af fraværet af materiel nød blandt kolonisterne. Det er afgørende for Arendt, at sulten aldrig blev et politisk fænomen i Amerika. Når først kroppens biologiske nødvendighed bliver en politisk motivation, er det reelt umuligt at bevare fokus på grundlæggelse af de institutioner, der kan sikre den politiske frihed. Det er i dette øjeblik, at Arendt mener at ”friheden ofres for nødvendigheden”.

Det kan ikke undre, at Arendt var upopulær på tressernes venstrefløj, for idéen om at politikkens mål er folkets lykke – en forestilling som hun ser fuldt udfoldet hos Marx - kalder hun ”den politisk set mest skadelige doktrin i den moderne tidsalder”. Netop nøden og medlidenheden med de forarmede masser ledte franskmændene væk fra den oprindelige politiske opgave, nemlig udformningen af en ny forfatning og sikringen af den skrøbelige frihed, som vokser frem i de sjældne politiske øjeblikke. 

Her er det dog vigtigt som læser at være opmærksom på, at når Arendt skriver, at polikkens primære mål ikke bør være at folkets lykke – eller dets udfrielse fra nød – er det ikke udtryk for en konservativ afsmag for revolutionære projekter. Det er simpelthen fordi ”folkets lykke” for Arendt forudsætter ”folkets enhed” – og opfattelsen af folket som en enhed, med en enkelt vilje, som trodses af enkeltindividers afvigelser, er første skridt på vejen mod terroren. Den gode politiske handling vokser ud af et spontant samarbejde mellem mennesker, som ikke kan have en fælles vilje fordi de har forskellige perspektiver på verden, men som alligevel kan finde sammen om at stræbe efter et fælles mål.

Her skinner Arendts antagelse om magt igennem. Magt skabes gennem organisering og politisk handling og allermest afgørende: Deling af magten i en forfatningssikret orden skaber mere magt og ikke mindre.

Denne opfattelse af politisk magts grundlæggende karakter er grunden til, at Arendt peger på vigtigheden af før-revolutionære traditioner for rådsdemokrati og organisering af formelle organer. Denne praksis opstod af de tidlige kolonialisters behov for at kunne udveksle løfter og lave aftaler i opbygningen af nye samfund på det vilde Nordamerikanske kontinent. Her skabtes et helt afgørende fundament for de politiske organer, som opstod under frihedskrigen mod englænderne. Fraværet af denne vigtige type af eksperimenter i selvstyring i det enevældige Europa, betød at de revolutionære i Frankrig forsøgte at lokalisere udgangspunktet for republikkens magt i folkets suveræne enhed, i stedet for i folkets kontinuerlige diskussion og koordinering. Dette var deres skæbnesvangre fejl.

Selv om Arendt ofte kritiseres for at anlægge et metafysisk, og sine steder nærmest religiøst, blik på forholdet mellem politisk handling og den menneskelige eksistens, idealiserer hun langt fra resultatet af den amerikanske republiks grundlæggelse. Faktisk påpeger hun i bogens sidste kapitel, at selvom Amerikanerne gennemførte en stor og vigtig politisk handling og fik sikret en fungerende forfatning, formåede de ikke at løse revolutionens allermest centrale problem, nemlig spørgsmålet om, hvordan man giver den brede befolkning adgang til den løbende genforhandling af republikkens grundlag. Republikken blev istedet et elitært, administrativt foretagende for de få veluddannede og rige. Den spontane demokratiske deltagelse visnede bort og kom aldrig til at udgøre det fundament for institutionerne, som Arendt mente den kunne være blevet.

Om Revolution er et oplagt værk at oversætte, for bogen ligger i klar forlængelse af den mere fænomenologiske Menneskets Vilkår, der som nævnt blev oversat allerede i 2005. Med denne nyeste oversættelse bliver de abstrakte beskrivelser af menneskenes politiske vilkår, som findes i bogen fra 2005, gjort levende og konkrete i Arendts behandling af historiske forløb. Om Revolution er derfor en vigtig bog for de garvede læsere, men kan samtidig være et godt sted at starte for dem, der gerne vil skyde sig ind på Arendts politiske teori. 

Selve oversættelsen af  Om Revolution har resulteret i en læsevenlig tekst, hvilket er overraskende, når man tager bogens teoretiske emne og høje ambition i betragtning. Joachim Wrang har bevaret en tæt forbindelse til originalteksten, men har alligvel formået at gøre Arendts lange sætninger klare og lette at læse. Dette er glædeligt for Om Revolution er ikke et af Arendts mest læste værker herhjemme og med denne gode oversættelse, kan der forhåbentligt rådes bod på det nu. 

Niels Glæsner