Diktaturets idéhistorie

Carl Schmitt: Dictatorship, Polity Press, 2014, 288 sider, 18 £.

Carl Schmitts Die Diktatur, som udkom for første gang i 1921, er her knap 100 år efter langt om længe udkommet i engelsk oversættelse. Bogen må anses for at være en hjørnesten i Schmitts forfatterskab og er givetvis hans mest grundige akademiske værk (der er 80 siders noter og henvisninger til en tekst på 225 sider). Det er bl.a. her, man finder en grundig udredning af, hvorfor suverænen kan defineres, som værende ”dén, der bestemmer over undtagelsestilstanden”, ligesom det er her, man finder en faktisk anvendelse af Schmitts idé om en ”begrebernes sociologi.” Det er også her, man finde den måske vigtigste forløber til begrebshistorien (Koselleck var elev af Schmitt). Men først og fremmest er bogen en idéhistorisk og juridisk politisk-filosofisk diskussion af diktatur-begrebet – dets funktion i forskellige juridiske teorier og i afgørende historiske begivenheder som Trediveårskrigen (1618-48), De Engelske Borgerkrige (1642-51) og Den Franske Revolution og dens efterspil (1789-...). Schmitt begrænser sig altså ikke som sådan til begrebet selv, men forfølger snarere den idé eller den quasi-juridiske funktion, som begrebet henviser til.

Schmitts overordnede argument hviler på en overordnet faseinddeling, der afspejles i bogens kapitler. Ifølge Schmitt er der en overgang fra det såkaldte ”kommissariske diktatur” til et ”suverænt diktatur” og videre til den moderne ”undtagelsestilstand.” I det kommissariske diktatur er diktatoren en funktionær, der bliver pålagt en opgave af den herskende suveræn, og som til denne opgave får en række undtagelsesmæssige og ekstra-juridiske beføjelser (direkte kontrol over militære enheder, retten til at dømme, ødelægge og slå ihjel, retten til at indkræve skatter osv.). Disse beføjelser tilhører normalt suverænen, men i en presset situation kan suverænen uddelegere midlertidige specialopgaver til en eller flere kommissærer, der ved denne lejlighed får overdraget en række suveræne beføjelser med en ofte nøje beskrevet begrænsning af præcis hvilke beføjelser, der er tale om og hvor og hvornår. Schmitt benytter en lang ekskurs i kapitel 2 på Wallenstein, en böhmisk hertug og general, der under Trediveårskrigen fik en række ekstraordinære beføjelser af den tysk-romerske kejser og som benyttede disse til at udvide sin indflydelse i en sådan grad, at han til sidst de facto kom til at fremstå som noget nær den egentlige suveræn, hvorfor den tyskromerske kejser så sig nødsaget til at få ham fanget ”død eller levende” (”død” i dette tilfælde). Det geniale i Schmitts komposition er, at mens kapitel 1 er viet til en teoretisk udredning af diktaturbegrebet og dets funktion – særligt hos Bodin og Machiavelli og til dels dets rødder i romerretten – så er andet kapitel en gennemgang af dets realhistoriske indvirkning i en række forskellige funktioner og begivenheder. Der er på denne måde tale om en ”begrebernes sociologi.”

Wallenstein er – ligesom Cromwell, der som general under De Engelske Borgerkrige faktisk blev suveræn i England, og som Schmitt også vier en del plads til – udtryk for en glidning i forholdet mellem diktatur og suverænitet. Den diktatoriske magt tilnærmer sig og begynder i stigende grad af tage form af suveræn magt. Dette hænger sammen med en anden bevægelse, som er afgørende for at forstå diktaturbegrebet, og som Schmitt diskuterer tilbagevendende; nemlig centraliseringen af magt i opkomsten af Staten. Det er derfor ikke det tysk-romerske rige med dets væld af fyrstestater og semi-suveræne mellemled (forskellige jurisdiktioner, religiøse institutioner, toldmurer osv.), men derimod det absolutistiske Frankrig, der for alvor markerer overgangen fra det kommissariske diktatur til det suveræne diktatur, og som derfor udgør temaet for kapitel 3. Schmitts tese er her en lille smule provokerende, men langt fra ufornuftig. Ifølge Schmitt, var det absolutistiske Frankrig rent faktisk kendetegnet ved en lang række af mellemled («intermediary powers»), der fungerede som en slags «checks and balances» på det absolutistiske monarki. Det er især i dette lys, siger Schmitt, at man skal læse Montesquieu. Montesquieus magtdelingsteori er i tråd med en absolutistisk suveræn, der kan holdes fra despotisk exces gennem et sindrigt system af parlements (lokale stænderforsamlinger), rådgivende organer, domstole osv. Rousseau, derimod, byggede i høj grad sin politiske teori på Montesquieu, men bypassede systemet af checks and balances til fordel for en direkte udøvelse af folkets suverænitet. En slags ”absolut demokrati” kunne man sige. Disse to tænkere, Montesquieu og Rousseau, kan i en kontekst af fransk politisk tænkning i 1700-tallet i høj grad ses som den moderne stats faddere. Den absolutte og centraliserede stat – i den ene eller anden model – stammer herfra. Da man importerede Montesquieu til Nordamerika efter Den amerikanske revolution fik man absolutismen med, og da man forsøgte at implementere Rousseaus egalitære idéer i Den franske revolution, fik man paradoksalt nok skabt en koncentration af magten i Staten og dermed fuldbyrdet det absolutistiske projekt, som Kardinal Richelieu igangsatte i starten af 1600-tallet.

Det er fra dette perspektiv, at Schmitt i kapitel 4 og 5 vender sig mod Den franske revolution og det ”suveræne diktatur.” Ligesom med kapitel 2 i forhold til kapitel 1 er kapitel 4 og 5 en slags historisk sociologi over de begrebsvindinger, der blev skitseret i kapitel 3. Med koncentrationen af magten i Staten bliver staten selv i stigende grad kampplads for politiske overbevisninger. Med Staten kan man nu gøre rigtigt meget og uden Staten meget lidt. Den franske revolution blev hurtigt opfattet som en slags borgerkrig og den konstitutionelt-monarkiske regering efter 1789 indførte derfor en militær undtagelsestilstand (loi martiale), som gav beføjelser til at føre en slags lavintensiv krig mod Frankrigs egen befolkning, eller, set fra de konstitutionelle monarkisters synspunkt, mod den politiske ordens og franske befolknings fjender. Staten havde med andre ord engageret sig i en krig af politisk ideologisk karakter og den form, som denne krig antog, er ”undtagelsen” med undtagelseslovgivning og geografiske eller institutionelt afgrænsede områder for denne undtagelse. Med republikanernes magtovertagelse efter revolution 10. august 1792 blev situationen yderligere intensiveret samtidig med, at statsapparatet skiftede hænder. Den indre borgerkrig og den ydre krig mod Europas aristokrater blev videreført med en nyopfindelse, Revolutionsregeringen, der var et decideret ”suverænt diktatur”: Et organ til at dirigere tropperne i den politiske krig indtil den nye politiske orden kunne stabiliseres i tilstrækkelig grad til at sætte forfatningen i kraft (1793-Forfatningen, på mange måder historiens mest egalitære, trådte aldrig i kraft, da den grundet den indre og ydre krig blev midlertidigt suspenderet). Det suveræne diktatur er med andre ord en administrativ overgangsregering i en revolutionær situation. Det er ikke indkaldt udefra eller på bestemt tid, men indsætter så at sige sig selv og bestemmer derfor selv, hvornår tiden er inde til at overgå til normal forfatningsmæssig regering. Revolutionsregeringen er gældende indtil freds tid, som Saint-Just formulerede det. Det suveræne dikatur adskiller sig fra det kommissariske ved at være selvudnævnt, ved ikke at være tidsligt begrænset og ved selv at udpege både sine opgaver og midler. Men det er også væsentligt at forstå, og Schmitt understreger denne pointe igen og igen, at ethvert diktatur har et (politisk) formål, som er noget andet end dets selvopretholdelse, og derved adskiller det sig fra både despoti og politistat.

Efter Robespierres fald i 1794, som gav plads til en lang serie af reaktionære og i stigende grad autoritære regeringer (Direktoratet 1795, Fructidor 1797, Napoloen 1799, Restaurationen 1814/15), indgår det diktatoriske element i stigende grad som en del af almindelig regeringspraksis. Lokale og midlertidige undtagelsestilstande udråbes for at knuse politiske fjender. Den militære eller ydre undtagelsestilstand (hvor den bevæbnede fjende står for døren) suppleres med den politiske eller fiktive undtagelsestilstand (den indre fjende, der, som vi alle ved, kan gemme sig overalt og måske endda i os selv). Udviklingen, især i fransk retspraksis, udgør temaet for kapitel 6, mens bogen afsluttes med et appendiks om den efterhånden famøse Artikel 48 i Weimarforfatningen af 1919. Dermed er Staten på en gang blevet middel og kampområde for forskellige politiske interesser og ideologier. Det er i den sammenhæng, at ”suveræn er dén, der bestemmer over undtagelsestilstanden.” Så længe man kan definere undtagelsestilstanden, kan man mobilisere hele statsapparatet i den (latente) politiske borgerkrig, som udkæmpes indenfor statens område.

Schmitts bog har siden fået enorm indflydelse, senest med den italienske filosof Giorgio Agambens teori om det moderne regeringsparadigme som undtagelsestilstand (om han har blødt lidt op på denne tese for nyligt, se ”For a Theory of Destituent Power”), men også mere generelt i Agambens figurer som ”homo sacer” og funktionæren, der forvalter loven, som præsten eller englen forvalter Guds almene love (se The Kingdom and the Glory og Opus Dei), som tydeligvis er inspireret af Schmitts sociologiske læsninger af diktaturets og undtagelsestilstandens sociologiske effekter. Dictatorship er med andre ord aktuel som en analyse af staten, undtagelsen og deres idéhistoriske roller, der både kan belyse nu- og fortid. Bogen er næsten 100 år gammel, og Schmitt er et barn af sin tid, blandt andet når han - utvivlsomt på baggrund af Oktoberrevolutionen 1917 og den fejlslagne kommunistiske tyske revolution 1918-19 - ser Staten som et våben i den politiske kamp, der var temmelig ophedet på dette tidspunkt. Men måske er det netop dette, vi har brug for igen at forstå i dag, og her er Schmitts idéhistoriske analyse af diktaturet et væsentligt bidrag.

Nicolai von Eggers

Set udefra: om det filosofiske bliks distance 

Ole Thyssen: Det filosofiske blik, Informations Forlag, 2012, 726 sider, 449,00 kr.
Ole Thyssen: Blikskift Informations Forlag, 2013, 102 sider, 149,00 kr.

Det filosofiske blik er i såvel form som indhold et monstrum af en bog. 726 store og tætskrevne sider, der behandler filosofiens historie fra førsokratikerne til Michel Foucault, en periode på ca. 2500 år. Hvor begynder man, hvor skal man gribe fat, når man skal anmelde en sådan bog?

Måske med begyndelsen? Det filosofiske blik indledes med et eksplicit selvreferentielt udsagn: ”Det filosofiske blik er ingen filosofihistorie” (s. 9). Hvis man kigger på bogens indholdsfortegnelse, der opregner 35 kapitler, som kronologisk gennemgår snart sagt alle betydende skikkelser i den vestlige filosofihistorie, så virker denne indledende påstand umiddelbart underlig, paradoksal, ja decideret provokerende (og sådan er den formentlig også tænkt). For hvis ikke Det filosofiske blik er en filosofihistorie (eller i det mindste en historisk orienteret præsentation af visse af filosofiens væsentligste tænkere), hvad er den så?

Thyssens officielle svar følger umiddelbart efter den ovenstående sætning: ”Temaet er et andet: Hvad er filosofisk iagttagelse. Al filosofi er iagttagelse. Men ikke al iagttagelse er filosofi. Så hvad er filosofiens blik? Et svar leveres indirekte ved at følge, dråbevis, hvordan europæiske mestertænkere i en historisk følge har installeret hvert sit blik” (s. 9).

Denne knappe programerklæring uddybes på de efterfølgende sider af indledningen, hvor kernebegreberne ”iagttagelse” og ”blik” præsenteres og uddybes, og forbindelsen til de filosofiske mestertænkere forklares. At iagttage defineres af Thyssen (med slet skjult reference til Luhmann), som det ”at håndtere en forskel med henblik på at betegne den ene, og ikke den anden, side af forskellen” (s. 9). Et blik er en bestemt måde at iagttage på. Blikket er den position, ud fra hvilket noget iagttages; det altid-allerede foreliggende udgangspunkt der, som regel ubevidst og bag om ryggen på den der iagttager, former iagttagelsen ”og bestemmer, hvad der kan, og ikke kan, iagttages” (s. 9).

Filosofien beskrives af Thyssen som en bestemt type blik: Et blik der er eksplicit selvrefleksivt og grundlagssøgende, og som søger at forstå (og i kraft af denne forståelse forandre) verden i sin helhed. ”Det filosofiske blik vil forstå og forandre det blik, som styrer iagttagelsen. Det vil gøre sig selv gældende og erobre verden i samme ombæring” (s. 10).

I kraft af sin iboende grundlags- og totalitetsbestræbelse løber filosofien ifølge Thyssen ind i et dobbelt problem. For det første er verden i sin helhed for kompleks til at kunne begribes og iagttages ud fra et enkelt blik. Intet filosofisk blik kan omfatte og gribe alt. Et særligt problem er her, at intet blik kan iagttage sig selv. Iagttagelse fordrer distance, fordrer en skelnen mellem iagttager. Dette gør det principielt umuligt for et blik at være fuldt ud refleksivt. Ingen filosofi, ingen filosof kan iagttage sig selv udefra.

For det andet er der, hvad Thyssen betegner som ”begyndelsens problem”. Hvis det filosofiske blik søger at iagttage, begribe og begrunde verden i sin helhed, hvorfra kan denne iagttagelse da finde sted? Hvor er filosofiens udgangspunkt, hvis ethvert udgangspunkt principielt er noget der selv skal kunne iagttages og begrundes? Den eneste måde filosofien (eller noget som helst andet) kan komme i gang på, er ved at starte med eller ud fra noget, der endnu ikke selv er blevet begrundet. Den forudsætningsløse begyndelse findes ikke, men filosofien kræver netop at være forudsætningsløs. Dette er begyndelsens problem.

Et filosofisk blik installeres som oftest i verden af en mestertænker; en person der formår at spidsformulere en bestemt tidsalders tilgang til verden på en måde, så den bliver praktisk og socialt virkningsfuld. Mestertænkere formulerer paradigmatiske måder at iagttage og begribe verden på, der ikke blot afspejler tidens dominerende udviklingstendenser, men samtidigt selv sætter spor og skaber skel i den sociale og politiske virkelighed (s. 13-14).

Det er på denne baggrund, at vi skal forstå Thyssens provokerende påstand om, at Det filosofiske blik ikke (eller i det mindste ikke kun) er en filosofihistorie. Bogen er ganske vist en kronologisk ordnet gennemgang af en række af den vestlige filosofiske traditions mestertænkere, og kan derfor forholdsvis uproblematisk betegnes som en filosofihistorie. Men det primære formål med denne filosofihistoriske gennemgang er for Thyssen ikke (eller ikke blot) at præsentere disse tænkeres tanker for læseren. Som han selv formulerer det i indledningen, så er formålet snarere ”Gennem iagttagelse af filosofi at præsentere […] en filosofi om iagttagelse” (s. 15).

Det filosofiske blik har altså et dobbelt sigte. På den ene side er bogen en filosofihistorisk fremstilling, der benytter begreberne ’blik’ og ’iagttagelse’ til at organisere præsentationen og diskussionen af en række af de filosoffer og tænkere, som har defineret og formet den europæiske filosofiske tradition. På den anden side er der tale om et selvstændigt filosofisk værk, der igennem præsentationen og diskussionen af den filosofihistoriske kanon søger at udvikle en filosofisk teori om og forståelse af blikket og iagttagelsen. Som Thyssen formulerer det i bogens allersidste sætning: ”Filosofien undersøger, hvad der dybest set er på spil her, så filosofiens historie er blikkets dybdehistorie” (s. 726).

Der er altså mindst tre parametre ud fra hvilke, man kan vurdere Det filosofiske blik. For det første: Fungerer bogen som filosofihistorie? Indeholder den de væsentligste og vigtigste tænkere og positioner? Giver den en informativ og redelig præsentation af de enkelte filosoffers tænkning og værker? Redegør den tilfredsstillende for de sociale, politiske og kulturelle omstændigheder, der historisk har været med til at forme og udvikle filosofien?

For det andet: Fungerer bogen som selvstændigt filosofisk værk? Leverer den hvad forfatteren lover, nemlig en ”filosofi om iagttagelsen”? Giver den en overbevisende argumenterende præsentation af og begrundelse for Thyssens forståelse af begreberne ”iagttagelse” og blik”. Bliver man klogere på blikkets og iagttagelsens betydning og rolle, ved at læse bogen?

For det tredje: Hvordan fungerer samspillet mellem den filosofihistoriske præsentation og det selvstændige filosofiske projekt? Er Thyssens begreber om blik og iagttagelse velegnet til at strukturere en filosofihistorisk fremstilling af konkrete filosofiske tænkere? Er disse begreber lige velegnede til at formidle og forklare alle filosoffer og filosofiske positioner? Og omvendt: I hvilket omfang tjener gennemgangen af konkrete filosofiske tænkere til at forklare, uddybe og begrunde værdien og relevansen af begreberne blik og iagttagelse?

Hvad angår det første parameter, hvorvidt Det filosofiske blik fungerer som filosofihistorie, så kan ethvert forsøg på at opstille og præsentere en filosofisk kanon selvfølgelig diskuteres og kritiseres. Hvad er med? Hvad er ikke med? Og hvorfor er der generelt prioriteret og vægtet som der er? Dette gælder også Thyssens udvalg og vægtning af filosoffer og positioner. Hvor er stoikerne og de tidlige neo-platonister? Burde middelalderens filosoffer ikke have fået mere omtale end blot en gennemgang af Thomas Aquinas? Hvorfor skal Descartes og Leibniz (og Locke og Berkeley) deles om et kapitel, mens Hume får lov at stå alene? Hvorfor får Hume kun et enkelt kapitel, mens Kant får tre? Hvorfor er den moderne logiks fædre (Fregne, Russell etc.) ikke med? Fortjener de amerikanske pragmatiske (Pierce, James, Dewey) ikke et kapitel? Us. Us. 

Men det er, som det skal være. Ingen filosofihistorisk gennemgang kan få alting med, og de mangler, udeladelser og prioriteringer, der er i Det filosofiske blik, kan alle forsvares eller forklares. Og om ikke andet så lægger de op til debat og diskussion, hvilket alt andet lige er et af de (ofte ikke-ekspliciterede) formål med at lave en filosofihistorisk gennemgang.

Hvad angår det andet parameter, så stiller tingene sig en smule anderledes. Helt overordnet så synes jeg ikke, at Det filosofiske blik lykkes med klart og overbevisende at få formuleret og præsenteret en selvstændig og substantiel forståelse af blikket og iagttagelsen. Problemet er, at den eneste systematiske redegørelse for disse to begreber findes i indledningen (syv sider). Denne redegørelse suppleres med afsnit og kommentarer spredt rundt om i værket, specielt i kapitel 1 (om førsokratikerne), kapitel 10 (om Luther og Machiavelli), kapitel 14 (om Locke og Berkeley), og i afslutningen (der kun fylder to sider).

Dette er simpelthen for lidt til klart at få formuleret og begrundet en systematisk filosofi om blik og iagttagelse. Der er snarere tale om metodiske markeringer og pointeringer, som synes at pege hen imod en mere omfattende og systematisk redegørelse for iagttagelsens og blikkets filosofi; en redegørelse som Det filosofiske blik desværre aldrig giver. Forståelsen af blikkets og iagttagelsens betydning bliver derfor noget flakkende og ufokuseret.

Det er svært at sige, om Thyssen er sig denne mangel bevidst, men man må næsten formode det. Et lille års tid efter udgivelsen af Det filosofiske blik udkom nemlig den lille essaysamling Blikskift, der med undertitlen Tre essays om filosofisk iagttagelse klart markerer, at fokus her eksplicit og direkte er rettet mod at give en mere substantiel redegørelse for blikkets og iagttagelsens filosofi. Særligt det første essays, ”Det filosofiske blik” uddyber og underbygger Thyssens beskrivelse af iagttagelse og blik fra indledningen til Det filosofiske blik.

De to efterfølgende essays behandler mere konkrete emner og problemstillinger indenfor Thyssens filosofi om iagttagelsen. I det andet essay, ”Det filosofiske og det religiøse blik”, er det forskellen på og konflikten mellem filosofi og religion der er på spil, med Kierkegaard i en bærende rolle. I det tredje og sidste essay, ”Kærlighed og kynisme”, er det forskellen på økonomiens (kynismens) og den empiriske morals (kærlighedens/den naturlige sympatis) blik der diskuteres, eksemplificeret ved en læsning af Adam Smiths økonomiske og moralfilosofiske hovedværker.

Blikskift leverer altså, i det mindste delvist, den systematiske præsentation og diskussion af blikket og iagttagelsen, som mangler i Det filosofiske blik. Men kun delvist. Det er nemlig begrænset, hvor meget nyt stof, der reelt kommer på banen i Blikskift. Det første essay uddyber ganske vist en række af de pointer, som Thyssen kommer med i indledningen til Det filosofiske blik, og giver en mere systematisk fremstilling af iagttagelsens og blikkets indbyrdes forhold og forhold til filosofihistorien. Men rigtigt i dybden kommer man ikke. Og de to sidste essays er i det store hele blot let udvidede om- og sammenskrivninger af udvalgte dele af Det filosofiske blik (kapitlerne om Augustin og Kierkegaard i Det filosofiske blik udgør en væsentlig del af essayet om religion og filosofi, mens essayet om kærlighed og kynisme i det store og hele er en omskrevet udgave af kapitlet om Adam Smith).

Blikskift leverer altså, meget groft sagt, blot en mere systematisk og sammenhængende præsentation af de samme pointer, som allerede er blevet præsenteret i Det filosofiske blik. Man får et bedre overblik og får uddybet enkelte ting, ved at læse Blikskift, men selv efter endt læsning mangler man stadig en mere substantiel og argumenterende fremstilling af Thyssens filosofi om iagttagelsen.

Denne systematiske mangel afspejles direkte i det tredje parameter for vurderingen af Det filosofisker blik, jeg nævnte ovenfor: Samspillet mellem den filosofihistoriske gennemgang og Thyssens selvstændige filosofiske projekt. Fordi den substantielle, systematiske betydning af blikket og iagttagelsen kun skitseres, så forbliver Thyssens indledende bemærkninger om, at disse begreber udgør en velegnet ramme for den filosofihistoriske præsentation og diskussion en metodisk markering, hvis værdi må vise sig i den konkrete brug af disse begreber i resten af bogen.

Og her må jeg sige, at jeg ikke er ganske overbevist. Som overordnet strukturerende ramme for hele bogen kan jeg sagtens se fornuften i at fokusere på (forskellene mellem) de forskellige filosoffers blik, forstået som forskellige socialt og historisk konkretiserede former for iagttagelse, der fremhæver visse ting på bekostning af andre, og prioriterer bestemte forskelle frem for andre. Dette greb sikrer ikke alene at et idehistorisk perspektiv naturligt indskrives i filosofihistorien, men gør det ligeledes muligt klart at fokusere på de systematiske forskelle mellem forskellige historiske tiders dominerende filosofiske blikke.

Thyssens tilgang, Thyssens eget filosofiske blik på de mange forskellige filosoffers blik, har imidlertid to iboende kendetegn, som på forskellig vis udgør en begrænsning i dette bliks evne til at begribe og fortolke de filosoffer han gennemgår. Det første kendetegn er Thyssens afvisning af muligheden for at anlægge et absolut og forudsætningsløst perspektiv på verden. For Thyssen er ethvert blik, inklusiv det filosofiske, altid defineret ud fra og relativt til en bestemt position. Et blik er en måde at iagttage verden på ud fra en bestemt tid, et bestemt sted og en bestemt position i den sociale og
politiske virkelighed.

Men som Thyssen samtidig gør klart, så er det filosofiske blik i høj grad karakteriseret, ja man kan måske næsten sige defineret, ved en bestræbelse på ikke blot at være et blik. Historisk set har en af filosofiens mest grundlæggende bestræbelser således, i hvert fald siden Platon, været at forsøge at se og forstå verden fra en position der ikke er en position; fra et perspektiv der ikke er et perspektiv, Denne (måske umulige) bestræbelse finder man hos en lang række forskellige filosoffer bl.a. Descartes, Leibniz, Spinoza og Hegel, for nu blot at nævnte nogle af de mest oplagte eksempler.

Den moderne filosofi siden Hegel har i det store og hele været kritisk overfor forsøget på at tænke og forstå verden sub specie aeternitatis, og Thyssens forståelse af blikket som nødvendigt positioneret i tid, rum og social virkelighed skriver sig ind i denne kritiske tradition. For Thyssen er der intet view from nowhere, intet ubegrundet og absolut udgangspunkt, hvorudfra verden forudsætningsløst kan begribes.

Problemet er blot, at hvis man går til filosoffer som Leibniz, Spinoza og Hegel med denne forudsætning, så er der væsentlige dele af deres filosofi, som det er næsten umuligt at tage alvorligt. Fordi ethvert blik for Thyssen definitorisk er positioneret, dvs. er et blik fra en bestemt position, så er et filosofisk bliks iboende ambition om ikke at være positioneret grundlæggende selvmodsigende. Denne selvmodsigelse løser Thyssen ved at påpege alle filosoffers og filosofiske teoriers nødvendige sociale og historiske betingethed. Derved kan (og må) enhver filosofisk prætention om at levere et absolut og forudsætningsløst perspektiv på verden altid relativeres, altid gøres til genstand for et historiserende og sociologiserende perspektiv.

Men hvis man anlægger en sådan relativiserende tilgang til selv de mest eksplicit ikke-relativistisk og ikke-kontekstualiserende filosofiske positioner, så skævvrider man allerede i udgangspunktet disse positioners selvforståelse og risikerer derved at gå fejl af eller decideret at misforstå hvad de handler om. Når Thyssen således gør en dyd ud af at kritisere og afvise den filosofiske ambition om forudsætningsløst at ville forstå verden, som den er, som f.eks. kommer til udtryk hos Leibniz, Spinoza og Hegel, så er der derfor ikke tale om en uskyldig og uproblematisk antagelse. Der er derimod tale om en historisk betinget fordom, der knytter sig til netop den type filosofiske blik, som Thyssen anlægger; et blik der har forudsætninger, implikationer og problemer, som det ikke selv kan rumme.

Den anden begrænsning ved Thyssens tilgang er hans insisteren på nødvendigheden af at skelne mellem iagttager og iagttaget. For Thyssen er denne skelnen en logisk forudsætning for eller følge af selve begrebet iagttagelse. For at noget kan iagttages må der være en iagttager, der, såvel konkret som begrebsligt, er distanceret fra det der iagttages. Skellet mellem iagttager og iagttaget, mellem subjekt og objekt, er derfor for Thyssen en nicht hintergehbar forudsætning for ethvert blik, herunder det filosofiske.

I Det filosofiske blik viser denne skelnens betydning sig indirekte (og formodentlig bag om ryggen på forfatteren) i Thyssens forhold til de filosoffer og positioner, han præsenterer. Hvad enten det er Platon, Augustin, Marx eller Wittgenstein, så har Thyssens redegørelse præg af at være et distanceret ”ude-fra-og-ind” blik på den pågældende tænkers filosofi. Der er ikke tale om sympatisk indstillede forsøg på at leve sig ind i og argumentere for en given filosofs tænkning, men derimod om komprimerede, nærmest deskriptive, sammenfatninger af de enkelte filosoffers grundpointer og tanker, ofte suppleret med en kort beskrivelse af de sociale og politiske omstændigheder, som har foranlediget eller påvirket udviklingen af netop denne tænkers filosofi.

At læse Det filosofiske blik er derfor lidt som at gå igennem en by om natten og kigge ind af vinduerne. Hvor der ikke er gardiner for kan man kigge ind, se hvad der foregår, og beskrive det for andre. Fordi man selv er menneske, så har man en nogenlunde idé om, hvad der foregår inde i de forskellige huse. Og hvis man kigger ind af nok vinduer, så begynder der at aftegne sig nogle overordnede mønstre.

I Det filosofiske blik leder Thyssen læseren rundt til en række forskellige filosoffers hjem, trækker gardinerne fra, og fortæller hvad det er der foregår inde bag ruderne. Men uanset hvor godt han intellektuelt forstår, hvad det er de enkelte filosoffer går rundt og foretager sig (og han forstår dem meget godt), og uanset hvor stort et overblik han har over filosofihistorien (og det er bestemt stort), så er Thyssen (og dermed læseren) stadig blot en distanceret iagttager; en person der med et bestemt blik går igennem de natmørke gader og udefra iagttager de enkelte filosoffers tankesystemer.

Formidlingsmæssigt fungerer Det filosofiske blik glimrende. Thyssen skriver i korte, klare, næsten deklamatoriske sætninger, og er god til at spidsformulere pointer og idéer. Sine steder tenderer Thyssens skivestil dog mod det dogmatisk postulerende, hvilket kan irritere en fagkyndig læser, der kender de filosoffer, som Thyssen behandler. På den anden side er bogen næppe beregnet til sådanne læsere, men derimod til folk med interesse for, men måske ikke det store kendskab til, filosofien og filosofihistorien.

Det filosofiske blik og Blikskift udgør tilsammen de sidste mange års mest ambitiøse danske forsøg på at formulere en systematisk og substantiel forståelse af ikke blot filosofien men også filosofihistorien. Som sådan skal den ikke bare hilses velkommen, men have stor ros. Dansk filosofi har brug for at få hævet ambitionsniveauet, og man må sige at Thyssen, især med Det filosofiske blik, gør sit for at hæve barren både med hensyn til omfang og indholdsmæssig spændvidde.

Hvad er da den endelige dom over Thyssens værk? Tjah, hvis man spørger mig, om jeg ville anbefale bogen til mine venner, bekendte og studerende, så ville mit svar være et tøvende ”njah”. Mit filosofiske temperament og mine filosofiske sympatier ligger et andet sted end Thyssens, og der er noget ved hele Thyssens lettere distancerede, sine steder næsten ironiske, forhold til de filosoffer, som han beskæftiger sig med, der byder mig ret imod. Det filosofiske blik præsenterer et bestemt blik på filosofien og filosofihistorien. Det er et blik, hvis formål jeg kan forstå, og hvis ambitionsniveau jeg kan beundre. Men det er ikke mit blik, og det er ikke et blik, som jeg personligt vil anbefale andre vordende filosoffer at anlægge.

Carsten Fogh Nielsen

Psykoterapiens idéhistorie

Wolfgang Schmidbauer: Die Geschichte der Psychotherapie. Von der Magie zur Wissenschaft, Herbig Verlagsbuchhandlung GmbH, 2012, 44 sider, EUR 22,99.

Psykoterapien repræsenterer et stærkt underbelyst område inden for idé-, videns- og praksishistorie. Det skyldes med al sandsynlighed, at psykoterapien udgør en særdeles kompleks vidensbaseret mellemmenneskelig praksis, og at feltet rummer over 400 forskellige retninger. Samtidig kræver en anstændig belysning af området en kombination af en stærk historisk sans, filosofisk tæft og en indgående forståelse for den psykoterapeutiske praksisrationalitet.

Psykoterapiens idéhistorie repræsenterer desuden et særdeles kontroversielt område. Der eksisterer således en udbredt uenighed om, hvordan man overhovedet skal forstå psykoterapiens historiske fremkomst. Samtidig er der både udbredt uenighed om, hvordan man skal begribe psykoterapiens historiske relation til medicinen og psykoterapiens bredere sociale og kulturelle forankring. Den mest traditionelle og konventionelle historieskrivning daterer psykoterapiens oprindelse til Sigmund Freuds lancering af psykoanalysen i 1890'erne. Det monumentale værk History of Psychotherapy fra American Psychological Association fra 2011 søger til gengæld psykoterapiens aner i de psykiatriske asylers moralske behandling i 1800-tallet. Henri Ellenbergers banebrydende værk The Discovery of the Unconscious fra 1970 sporede derimod den dynamiske psykoterapis forhistorie helt tilbage til oldtidens åndemaner- og exorcismepraksisser. Altså omfatter diskussionen et spænd på flere tusinde år. 

Den anerkendte tyske psykoanalytiker Wolfgang Schmidbauer har
udgivet en stærkt revideret udgave af sit tidligere værk Vom Umgang mit
der Seele: Entstehung und Geschichte der Psychotherapie fra 1998. Det reviderede værk lægger sig umiddelbart i forlængelse af Ellenberger ved at
trække psykoterapiens historie tilbage til oldtiden. Mens Ellenberger
imidlertid kun viede en meget lille opmærksomhed til psykoterapiens
tidlige historie, så giver Schmidbauers værk næsten halvdelen af pladsen til den præ-moderne psykoterapi. 

Schmidbauer indtager en særlig position i forhold til spørgsmålet om psykoterapiens relation til medicinen gennem sin kraftige betoning af psykoterapiens tidlige historie. Medicinen undergår således en gennemgribende historisk transformation fra lægekunst til socialmedicin og lægevidenskab ved overgangen til 1800-tallet. Derimod anskuer Schmidbauer psykoterapiens historie som en langvarig historie om rationalisering af helingspraksisser, der i mange henseender vedvarende har bevaret et nært slægtskab med shamanismen som sin arkaiske urtype. Schmidbauer bruger da også et helt kapitel i bogen til shamanismen som arkaisk psykoterapi og forsøger at aktualisere idéen. Samtidig trækker Schmidbauer et evolutionshistorisk spor fra magiske praksisser til psykoterapeutiske praksisser i en moderne forstand.

Schmidbauers stærke interesse for arkaiske urtyper og hans opslugthed af kulturelle riter og myter afslører et stærkt psykoanalytisk fundament. Bogen anviser således også en betragtelig mængde sideplads til psykoanalysens historiske fremkomst og forbilleder. Hele tre ud af tolv kapitler omhandler magnetisme, hypnose og suggestion efterfulgt af psykoanalysen omkring og efter Freud med en betragtelig særinteresse for psykoanalysens udvikling i de tysktalende lande.

Generelt viser Die Geschichte der Psychotherapie, hvordan tidligere samfund har indeholdt praksisser til at omgås såkaldte sjælelige forstyrrelser med. Disse praksisser har baseret sig på særlige idéer og fortolkninger, som har udgjort forskelligartede manifestationer af historiens kulturelle og sociale strømninger.

Schmidbauer påviser, hvordan fagområdet psykoterapi har udviklet sig til at blive et særdeles komplekst område, der er præget af indre spændinger og selvmodsigelser. Herunder gør Schmidbauer et nummer ud af at demonstrere, hvordan psykiske lidelser altid er socialt bestemte. Psykoterapiens hovedproblem er ifølge Schmidbauer, at den må forklare sig over for og i en vist forstand sætte sig op imod det samfund, hvori patienten er blevet sygt og skal være sundt igen. Samtidig har det samfund, som altså skaber psykiske lidelser vanskeligt ved at anerkende de mennesker, som bliver ramt af lidelserne. En manglende anerkendelse, som disse mennesker selv overtager og dermed har vi grunden til, at mange psykiske lidelser får et kropsligt udtryk, som f.eks. væksten af såkaldte funktionelle lidelser indikerer. I et vist omfang var det netop denne problemstilling, som den unge Michel Foucault tog fat på at undersøge i en række værker fra perioden mellem 1954 og 1962. Modsat Foucault er Schmidbauer imidlertid interesseret i en langt mere psykodynamisk tolkning af problemet. Samtidig påpeger Schmidbauer, at den moderne psykoterapi netop ikke finder nogen støtte i mere overordnede strukturer, der kan medvirke til at forandre de sociale betingelser for psykiske lidelser. Tværtimod har moderniteten medført en erodering af mere gennemgribende åndelige eller spirituelle strukturer i samfundet til fordel for magt-apparater, som beroer på en individ-orienteret cost-benefit tankegang. Den moderne psykoterapi udgør på den ene side et element i denne individualistiske cost-benefit tankegang, samtidig med, at dens hovedopgave så at sige er, at afbøde tankegangens konsekvenser og gøre den mere udholdelig. Som Schmidbauer påpeger, overbelaster det moderne samfund menneskets psyke, og det er nødvendigt at have blik for, hvordan den moderne verden modsiger vores følelsesliv.

I kølvandet på ungdomsoprøret forsøgte repræsentanter for det såkaldte frigørelsesprojekt i 1970'erne og 1980'erne at integrere psykoterapien i nye medicinske, pædagogiske og sociale sjælesorgsformer, der var knyttet til sociale reformer. Strømningen gav imidlertid også grobund for mere esoteriske retninger, som beskæftigede sig med astrologi, magiske sten og reinkarnation.

I de seneste årtier er det store frigørelsesprojekt især blevet udfordret af den biologiske psykiatris genkomst og den voldsomme udbredelse af moderne psykofarmaka samt populariseringen af de konventionelle psykiatriske diagnoser og kategorier. Samtidig har psykoterapien gennemgået en professionsmæssig opstramning og der er indført lovregulering af psykoterapeuter. Dette gælder imidlertid kun lande som Tyskland og England, mens Danmark endnu mangler regulering og autorisering på området.

Schmidbauer har bedrevet en glimrende indføring i psykoterapiens idéhistorie, der mest kan klandres for, at den har en overdreven fokusering på psykoanalysen i forhold til fagområdets moderne kompleksitet. Bogens indtryk bliver ind imellem skæmmet en smule af, at den ikke skrevet af en fagidéhistoriker. Til gengæld er den særdeles letlæselig.

Anders Dræby Sørensen

Industrialiseringens semantiske felt

Jeppe Nevers: Det Produktive Samfund – 6 kapitler af industrialiseringens idéhistorie, Syddansk Universitetsforlag, 2013, 208 sider, 298 kr.

Hobsbawm er død, længe leve Hobsbawm! Med sin seneste bog Det Produktive Samfund – 6 kapitler af industrialiseringens idéhistorie har Jeppe Nevers fra et begrebshistorisk perspektiv genfortalt anden del af den Hobsbawmske idé om at den moderne verden er formet ud af en dobbeltrevolution: en politisk og en industriel/teknologisk. I 2011 kom Nevers med sin bog om demokratibegrebets historie fra skældsord til slagord. Nu får vi så industrialiseringens historie fra cirka år 1750 og frem til et sted sidst i det 20. århundrede. Som Nevers rigtigt skriver kan ingen være i tvivl om at den proces vi kalder industrialiseringen har efterladt sig tydelige spor i landskabet og den materielle verden, men ”mindre kendt er det, at udviklingen af industrisamfundet også har sat sig dybe spor i vores mentale kulturarv” (s. 12). Det er netop bogens ærinde at vise at industrialiseringen, på samme måde som den politiske tænkning i samme periode, har en intellektuel historie som er indskrevet i vore dages politisk-sociale sprog.

At fortælle industrialiseringens historie er imidlertid ingen simpel sag. Der må afgrænses og udvælges. Med udgangspunkt i begrebshistorien, har Nevers inddelt bogen i seks kapitler der hver er centreret omkring hovedbegreber i det betydningskompleks som industrialiseringen, eller det industrielle samfund, udgør. De to modsatrettede holdninger vi genkender som henholdsvis kritikken og begejstringen af den industrielle produktion og maskineriet, er derfor omdrejningspunkt for de to første kapitler. Det tredje kapitel handler om socialismebegrebet som tager form i en gensidig påvirkning af industrisamfundets udvikling, og som derved også skal vise industrialiseringens virkning på moderne politisk teori og sprogbrug. I forlængelse heraf handler fjerde kapitel om ’det sociale spørgsmål’ som var centralt i udviklingen af et begreb om velfærdsstaten. Kapitel fem omhandler ledelsesbegrebet som får betydning i forbindelse med forskellige ideer om styrring af produktionen, og derved er vi fremme ved sjette og sidste kapitel om produktivitetsbegrebet. 

Selv om kapitlerne altså er udvalgt ud fra hvad vi kunne kalde det semantiske felt som Nevers identificerer omkring ideen om det industrielle samfund, og altså ikke i udgangspunktet efter kronologi, forekommer der alligevel en bevægelse i tid efterhånden som kapitlerne skrider frem. Tyngden i de første kapitler er primært på tiden i og omkring 1850 til 1900, mens det sidste kapitel har hovedvægten på 1930'erne og frem, med Socialdemokratiet som omdrejningspunkt. Denne kombination af den tematiske og kronologiske opbygning er vellykket udført.

Det Produktive Samfund er skrevet, får vi at vide, på opfordring af Karl Pedersens og Hustrus Industrifond som har til formål at styrke dansk industri, men er ikke af den grund en historie om den danske industrialisering. For Nevers er Danmark den prisme han fortæller sine dele af industrialiseringens historie igennem, og han vil sætte de danske eksempler han graver frem ind i en bredere europæisk kontekst. Det er netop en af styrkerne ved begrebshistorien at den åbner op for at studere overførelser af begreber fra én kontekst (i denne sammenhæng oftest England) til en anden kontekst hvor de skal tilpasses og inkorporeres i de specifikke diskussioner der gjorde sig gældende her. Det lykkedes for det meste for Nevers at finde balance mellem den brede europæiske og den mere snævre danske kontekst således at de gensidigt forstærker hinanden. Eksempelvis i kapitlet om ledelsesbegrebet hvor vi bliver introduceret til Walter Engel der var en central aktør formidlingen af Frederick W. Taylors ideer om Scientific Management ind i en dansk kontekst i de første årtier af 1900-tallet.

Konsekvensen af at ville fortælle en så stor og mangesidet fortælling gennem en række danske eksemplar, på blot 200 sider, kan være at fremstillingen får præg af at være nedslag i enkelte cases som ikke bindes tydeligt nok sammen, og at bogen derfor kan få karakter af at være fragmentarisk. Her slipper Nevers rimeligt godt igennem ved netop at basere sit valg af kapitler ud fra et snit i industrialiseringens mange betydningslag. Nedslagene behøver ikke at blive relateret direkte til hinanden, fordi de hver især blot skal vise de forskellige lag som ideen om industrisamfundet består af og som hver har sin egen historie. Samtidig synes det nogle gange som om der er meget mere til den enkelte case end hvad Nevers har plads til at vise os. For eksempel kan man i andet kapitel læse om det lille skrift Om Industrie og Midler til dens Befordring af Joachim Brandis fra 1812, hvis titel, fra en nutidig betragtning, måske kan overraske derved at den indeholdt en kritik af
den begyndende fabriksproduktion. Det begreb om Industrie som skulle befordres var grundet i en mere traditionel forestilling om national flid. Industri og fabrik var altså hinandens modbegreber (s. 33). Brandis’ historie syntes at gemme på en langt større debat som han deltog i, men som vi på grund af begrænsning i sidetal desværre ikke får skitseret fuldstændig. Sådanne tilfælde må jo så tjene som en opfordring til opfølgning.

En kritik som kunne rejses mod bogen er at muligheden for at nuancere de gængse fortællinger som de fleste af os kender om industriens fremkomst i det moderne samfund, desværre ikke altid bliver udnyttet tilstrækkeligt. For eksempel bliver den stemme, som får lov at markere den skepsis overfor industrien som så ofte kommer til udtryk som en modstilling mellem land og by, den konservative forfatter Jacob Paludan. Den konservative er næsten stereotypen på den maskinkritiske holdning og måske det havde klædt kapitlet at vise tydeligere at land/by-dikotomien gjorde sig gældende på tværs af ideologiske ståsteder; for eksempel den venstreorienterede Mogens Klitgaard som i sin debutroman Der Sidder en mand i en sporvogn (1937) udtrykker præcis samme lede ved storbyen, og lader sin hovedperson tage en tur på landet, væk fra fabrikker, trafik og larm. Man kan selvfølgelig altid pege på flere eksempler og det er klart nok nemt som anmelder at pege på bagefter, men en smule mere nuance her ville måske have blødt op for den kritik/begejstring modstilling som så ofte bliver trukket meget skarpt op og tildelt begreber som kunne tænkes at skygge for nogle af de forestillinger og forventninger der var på færde i fortiden.

Det Produktive Samfund er skrevet til et bredt publikum og altså ikke alene til faghistorikere og idehistorikere. Og den skal naturligvis også bedømmes derefter. Nevers er en glimrende formidler og udfylder til fulde sin rolle som man klart fornemmer han tager alvorligt. Samtidig, som så tit med rigtig velformidlede tekster, er der også noget at komme efter som fagnørd, ved blandt andet at lade sig inspirere til at strukturere sin historiske fremstilling ud fra de lag af betydninger der uvægerligt vil ligge i ens genstandsfelt. Endelig skal den fantastisk flotte indpakning bogen er givet bemærkes. Nevers har fået lov at medtage ganske mange illustrationer som er gengivet i flot farvekvalitet. Alt i alt en god og gennemarbejdet bog.

Thomas Palmelund Johansen