Idéhistorisk mastodont i særklasse

Espen Schaanning: Lykkens politikk – Fransk opplysningstid og synet på menneske og straff hos Helvetius, Akademika forlag , 2013, 579 sider, 398 NOK.

For mange er den franske filosof Claude Adrien Helvetius (1715-1771) nok en af de mindre kendte oplysningstænkere. I sin samtid var han ustandseligt udskældt og ombrust af skandaler, men også læst vidt og bedt. Dette skyldtes særligt hans kontroversielle værk De l’esprit fra 1758, der, som en samtidig teolog erklærede, havde ”samlet alle typer gift som finnes spredt i ulike moderne bøker” (s. 296). Udskældt fra alle sider – også af encyklopædisterne og les philosophes – og udelukkelse fra det gode selskab har måske været medvirkende til, at han sidenhen ofte er blevet udeladt af filosofihistorien. Det er sjældent, at Helvetius placeres som omdrejningspunkt og hovedfokus i større idéhistoriske studier af den franske oplysning. Særligt i den skandinaviske forskning bliver han ofte forsømt eller forbigået. Netop dette forsøger den norske professor i idéhistorie ved Universitetet i Oslo Espen Schaanning dog at rode bod på med mastodontværket Lykkens Politikk. Ved at læse den franske oplysning gennem Helvetius sætter Schaanning sig i denne bog for at undersøge, hvordan nye tanker om særligt strafferet udfoldede sig i sammenspil med debatter om bl.a. videnskab, religion og opdragelse.

Bogens 13 kapitler er opdelt i 2 dele. I bogens første del behandler Schaanning tiden op til og omkring Helvetius særligt ud fra centrale problematikker i den franske oplysningstid, såsom videnskab, moral, opdragelse og politisk filosofi. Anden del omhandler Helvetius’ egen filosofi med fokus på hans syn på menneske og straf. Her er særligt værket De l’esprit Schaanning sætter i centrum – både i forhold til dets rent argumentatoriske niveau og dets udgivelses- og receptionshistorie. I bogens afsluttende kapitel forsøger Schaanning endvidere at skitsere forskellige transformationer i den norske strafferetstænkning fra Helvetius’ tid til i dag. Bogens to dele kan sagtens læses hver for sig som henholdsvis en glimrende introduktion til den franske oplysning samt forskningen tilknyttet denne og et grundigt studie af Helvetius virke og tænkning. Helvetius’ syn på menneske og straf var ikke unikke som sådan i den franske oplysningskontekst og pendanter kunne således sagtens findes hos mange andre oplysningsfilosoffer. Det skandaløse bestod snarere i radikalisereingen af disse tanker. Schaannings argument er således heller ikke, at alle disse tanker startede og sluttede med Helvetius, men derimod at det er muligt at anskue Helvetius som et samlingspunkt for og udfoldelse af forskellige tanker i den franske oplysning om straf, samfund og menneske.

Med bogens titel, Lykkens politikk, henviser Schaanning til det, han identificerer som et centralt samfundsprojekt i oplysningen, nemlig projektet om at gøre flest mulige mennesker i samfundet lykkelige. I et straffehistorisk perspektiv forudsætter denne lykkens politik dog paradoksalt nok også en smertens politik i form af en såkaldt tilsigtet smerte. Dette forhold bliver netop eksemplificeret i Helvetius’ syn på menneske og straf. For Helvetius er mennesket først og fremmest styret af at ville undgå smerte og opnå lykke og nydelse. Det er således vigtigt at lovgiveren både belønner sine borgere for samfundsmæssigt gode og fremmende handlinger og ligeledes straffer dem for samfundsmæssigt dårlige og nedbrydende handlinger. Formålet med straffen er således snarere at disciplinere borgerne end at pine den enkelte. Af netop denne grund skal straffen også tilhøre og udfoldes i det sociale og offentlige rum. Nøglebegrebet i Helvetius’ forestilling om menneske og straf er anerkendelse. Dette virker muligvis overraskende, som Schaanning også selv fremhæver: ”Lenge før Hegel, lenge for Habermas, lenge før Honneth, pekte Helvetius på anerkjennelsen, interaksjonen mellom borgerne, som det limet som knyttet menneskene sammen” (s. 516). Ifølge Helvetius er anerkendelse den bedste belønning et menneske kan få, mens tabet af anerkendelse omvendt er den værste straf. Det er netop af denne grund Helvetius foreslår offentlig straf, i form af vanære og udstilling, fremfor fængselsstraf som afstraffelsesmetode. Straffen skal således ikke findes i isolation, pisk eller tortur, men i det sociale.

    Der er en klar, tilbagevendende og klassisk idéhistorisk ambition med bogen om at afselvfølgeliggøre vores nutidige opfattelse af strafferet og afstraffelsesformer. I det 18. århundrede var fængsling langt fra en almen afstraffelsesform. Hvad der for de fleste i dag synes at være den mest selvfølgelige form for straf, var i tiden før den franske revolution end ikke indskrevet i de franske love. Heller ikke blandt de berømte, franske oplysningsfilosoffer var fængslet og fængslingen den fortrukne eller foreslåede metode. Efter Reformationen og i løbet af det 17. århundrede var den gamle kristne gengældelseslære langsomt blevet erstattet med mosaisk ret. Frem for øje for øje blev retfærdighed et styrende princip, med kongen som repræsentant fremfor kirken. Først i det 19. århundrede faldt religionen imidlertid helt som grundsten for strafferetten. Denne baseredes herefter på det, man har betegnet som den samfundsmæssige retsfølelse. Den menneskelige retsfølelse blev nu forvaltet af staten ud fra rationelle og fornuftige principper. Overgangen til den moderne strafferet, som vi kender den, opstod først og fremmest i Oplysningstiden. Her forsøgte en række tænkere at gentænkte strafferetten i overensstemmelse med oplysningens nye menneske- og samfundssyn. Én af disse var Helvetius.

Generelt udfylder Schaanning med Lykkens politikk en tom plads i forskningen. Særligt set med skandinaviske øjne har der manglet en samlet fremstilling af fransk oplysningsfilosofi og af Helvetius’ filosofi og syn på menneske og straf. I denne optik er bogen et særdeles kærkomment bidrag. Bogen tjener på alle måder som en fremragende og grundig indføring i Helvetius som tænker og i forskningen omkring ham. Der er tale om et velskrevet, imponerende og særdeles relevant idéhistorisk værk, der henvender sig til alle med interesse for det 18. århundrede og straffetænkningens idéhistorie. Schaannings fremstilling er både overbevisende og fængende skrevet, og det er i det hele svært at finde noget negativt at udsætte på værket. Alt i alt er der tale om en læseværdig og anbefalelsesværdig bog.

Eva Krause Jørgensen

Det hyperaktive menneske:
ADHD-diagnosens idéhistorie

Matthew Smith: Hyperactive. The Controversial History of ADHD, Reaktion Books, 2012, 248  sider, £25.

Emil fra Lønneberg var en fræk og initiativrig dreng fra en forgangen smålandsk bondekultur, der stak hovedet i suppeterrinen og hejste lille Ida op i flagstangen. Forfatteren Astrid Lindgren brugte ikke mindst inspiration fra sin egen opvækst i begyndelsen af 1900-tallet, da hun i 1963 skildrede den energiske og entusiastiske Emil og hans anarkistiske drengestreger. Lindgren gav livskraft til den fiktive figur på en varm og kærlig måde, der udelt hyldede og fejrede den gavtyveagtige adfærd. Dermed fik hun Emil til at fremstå som inkarnationen af dét barn, som vi alle ville ønske, at vi selv var eller havde været.

Bart Simpson er en fræk og initiativrig dreng fra en nutidig amerikansk
middelklassekultur, der laver ballade i den lille by Springfield
og driller sin søster Lisa. Tegneren Matt Groening har opkaldt de
øvrige figurer i den animerede sitcom The Simpsons efter sine egne
familiemedlemmer. Men lige netop Barts navn har han dannet som
et anagram af det engelske ord “brat”, der bedst kan oversættes
med det danske ord “møgunge”. Groening har siden 1989 skildret
den fiktive skarnsknægt Bart på en satirisk måde, der ganske vist
fremkalder moro og elementer af sympati. Alligevel får Groening
den overaktive og impulsive Bart til at fremstå som inkarnationen
af dét barn, som vi alle håber, at vores egne børn aldrig bliver.

Forskellen på repræsentationen af de populærkulturelle figurer
Emil og Bart er ikke tilfældig for min tekst. For den handler ikke bare
om to forskellige fiktive skildringer af frække og initiativrige drenge
med krudt i r.... Forskellen afspejler nemlig også, hvordan vores opfattelse
af børns adfærd er snævert knyttet til en række politiske, kulturelle
og teknologiske tendenser i samfundets historiske udvikling.
Som et eksempel på denne afspejling påpeger den danske professor i
uddannelsesforskning Niels Egelund ofte, hvordan vi lever i en kultur, som i stigende grad idealiserer konsensus, tilpasning og samarbejde
frem for konkurrence, udfordringer og udfoldelse. Det medfører
bl.a., at vi i de senere år er begyndt at favorisere pigers frem for
drenges typiske adfærdsmønstre, og et af resultaterne er, at flere og
flere drenge klarer sig dårligt i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.
Som et underordnet aspekt i denne udvikling har vi på ganske
få årtier bevæget os mere og mere væk fra at betragte den uregerlige
og energiske adfærd blandt især drenge som et charmerende og naturligt
udtryk for eksistensen. Ganske vist som en naturlig adfærd,
der i et vist omfang har kaldt på forældres og samfundsopdrageres
hævede øjenbryn og løftede spanskrør. I dag ser vi næsten omvendt
en udbredt tendens til, at den tilsyneladende selvsamme uregerlige og
energiske adfærd opfattes som en eksistentiel trussel mod velfærdsstaten.
Et foruroligende fænomen, der både udgør en fare for den
offentlige sikkerhed og en byrde for den sociale orden. Nemlig derved
at fænomenet bliver identificeret som en afgørende faktor bag
forekomsten af uddannelsesvanskeligheder, kriminalitet, alkohol- og
narkotikamisbrug og afhængighed af offentlig forsørgelse. Samtidig
bliver fænomenet i stigende grad fremstillet og diskuteret som et medicinsk
problem, der skal diagnosticeres og behandles med psykofarmaka.
Under betegnelsen ADHD, som på rekordtid er blevet udråbt
til at være en verdensomspændende psykiatrisk diagnose, der forekommer
blandt op mod 15-20% af befolkningen.

Den prisbelønnede britiske medicinhistoriker Matthew Smith
sammenfatter på glimrende vis dette finurlige fænomen under overskriften
’hyperaktivitet’ i hans eminente værk af samme navn fra 2012.
At jeg indleder anmeldelsen med at nævne forskellen på Emil og Bart
er endnu engang ikke nogen tilfældighed. For i indledningen til værket
gør Smith et nummer ud af at beskrive, hvordan han selv voksede
op i 1980’erne, hvor frække drenge stadig var charmerende. Og, at
han først stødte på problematiseringen af fænomenet ’hyperaktivitet’
gennem en række personlige oplevelser i sit voksenliv. BBC har for
nyligt udpeget Smith til at være blandt en ny generation af tænkere,
der har udvist potentiale for at lave banebrydende forskning. Smith
demonstrerer da også en fremragende indsigt i, at hyperaktivitet er
et kompliceret begreb, og at det i en analytisk sammenhæng netop er
nødvendigt at anvende begrebet hyperaktivitet frem for betegnelsen
ADHD for at kunne opnå en dybdegående forståelse for nuancerne i fænomenet. Samtidig har Smith sans for, at lige præcist fænomenet
hyperaktivitet udgør et af de mest omfattende stridsspørgsmål i
vores samtid. Et kontroversielt emne, der også mere generelt handler
om, hvordan psykiske lidelser og psykiatrisk diagnosticering er ved at
blive et af de vestlige samfunds største sundhedsmæssige, økonomiske,
sociale og kulturelle problemer. Kigger vi alene på debatten omkring
diagnosen ADHD, er den præget af mange ensidige og forenklende
perspektiver. I debattens yderpositioner tematiseres betegnelsen
ADHD typisk enten som en videnskabelig kategorisering af en
arvelig neurologisk forstyrrelse eller som en stigmatiserende mærkat,
der bruges til social kontrol af uønsket adfærd. Smith har derfor leveret
et både tiltrængt og nødvendigt idéhistorisk bidrag til debatten,
der angriber spørgsmålet om hyperaktivitet ud fra et nuancerende
og dybdegående historiserende favntag. Nemlig et favntag med de
komplekse måder, hvorpå populærkultur, samfundsforventninger,
demografi, politik, økonomi, videnskab, ideologi og patientaktivisme
danner vores forståelse af, hvad hyperaktivitet er og skaber tilhørende
ideer om, hvordan menneskers personlighed og adfærd bør formes.

Smiths hovedpointe er netop, at vi nok kan finde beskrivelser
af meget impulsive og overaktive børn så langt tilbage som til
Heinrich Hoffmanns børnebog Den store Bastian fra 1848. Men at
disse adfærdsmønstre bliver patologiseret og fremstillet i diagnostiske
kategorier som et specifikt medicinsk problem, er et langt nyere
fænomen. Her får Smith på genial vis demonstreret, at afsættet for
patologiseringen finder sted den 4. oktober 1957. Den dag sender
Sovjetunionen verdens første kunstige satellit, Sputnik, i kredsløb om
jorden. Begivenheden forekommer i begyndelsen af den kolde krig,
og den spreder panik blandt amerikanerne. De ser opsendelsen af
Sputnik som et tegn på, at de er ved at tabe ’hjernekapløbet’. Derfor
udråber amerikanske politikere og videnskabsmænd i fællesskab
befolkningens ’hjernekraft’ som altafgørende for USA’s fremtidige
økonomi og sikkerhed. Konsekvensen af panikken er, at der opstår
en forøget sensibilitet over for børns læring og akademiske evner, der
nu bliver identificeret som en afgørende ressource for nationens ve
og vel. Det er først i den forbindelse, at de hyperaktive og impulsive
børn for alvor bliver identificeret som et særligt problem, der skal
belyses og håndteres. Medicinalfirmaet CIBA er specielt hurtigt på
aftrækkeren i forhold til at lancere en løsning på det nye problem, og med en massiv kampagne får CIBA fra slutningen af 1950’erne
markedsført det psykofarmakologiske præparat Ritalin som en sand
’magic bullet’. Det lykkes altså CIBA at overbevise offentligheden
om, at de kan indløse en af de mest grundlæggende historiske myter
i den moderne medicins metafysiske grundlag og levere en specifik
behandling til en specifik sygdom. I de følgende år betyder markedsføringen
af Ritalin som en specifik behandling for hyperaktivitet ikke
alene, at selve idéen om hyperaktivitet som et specifikt psykopatologisk
problem vinder fodfæste. Markedsføringen betyder også, at teorien
om at børns hyperaktivitet er en arvelig neurologisk dysfunktion
kommer til at udkonkurrere andre teorier. Hovedsageligt konkurrerende
teorier om, at hyperaktivitet skyldes dysfunktionel psykologisk
udvikling, mangelfuld forældreomsorg eller et dårligt miljø.

Den moderne idé om hyperaktivitet opstår i USA, men i de seneste
årtier er den blevet spredt til resten af verden i kølvandet på den
medicinske globalisering samt den mere generelle amerikanisering af
vores forståelse af bevidstheden. Idéen får sin formelle debut i den
moderne lægevidenskab med udgivelsen af de amerikanske psykiateres
diagnosemanual DSM-II i 1968 under det diagnostiske navn ’hyperkenetisk
barndomsreaktion›. Med udgivelsen af DSM-III i 1980 omdøbes
fænomenet til ADD (Attention Deficit Disorder). Det er dog først
i 1987 at fænomenet endeligt kategoriseres under betegnelsen ADHD
(Attention Deficit Hyperactivity Disorder). Det sker som en anerkendelse
af, at hyperaktivitet må forstås som nøglesymptom. I dag fremstår
fænomenet hyperaktivitet og diagnosen ADHD som en af de mest udbredte
medicinske idéer i verden, og den udråbes gerne til at rumme
en essentiel og universel medicinsk sandhed. Det skyldes også, at den
dominerende forståelse af fænomenet passer som fod i hose til den
massive udbredelse af neurovidenskabelige idéer, som vi har oplevet de
seneste årtier. Smiths fortjeneste er at påvise, at selve patologiseringen
og udbredelsen af idéen om hyperaktivitet og ADHD i høj grad er et
helt igennem historisk fænomen. En historie, der ikke mindst har været
båret af den kolde krigs hjernekapløb, ekspansionen og teknologiseringen
af uddannelsessystemerne, udbredelsen af psykofarmaka samt
den tiltagende problematisering og patologisering af drenges adfærd.

Anders Dræby Sørensen

Mellem to stole:
vildledende vejledning til etikken

Jesper Ryberg: Forstå etikken, Hans Reitzels Forlag, 2013, 110 sider, 200 kr.

Titlen på Jesper Rybergs seneste bog er misvisende. Forstå etikken er ikke, som man ud fra titlen ellers let kunne forledes til at tro, en introduktion til etik forstået som livsanskuelse eller som en opfattelse af, hvordan mennesker bør leve og handle. Det er heller ikke en indføring i moralfilosofi, hvis man med moralfilosofi mener filosofiske teorier om rigtig og forkert, godt og ondt, dydigt og lastefuldt. Og endelig er det heller ikke et forsøg på at præsentere forskellige substantielle svar på grundlæggende etiske spørgsmål.

Forstå etikken er derimod en indføring i, hvorledes man kan forske i etik, og hvorfor det er vigtigt og relevant at gøre det. Sagt på en anden måde, så er Forstå etikken en introduktion til etik forstået som videnskabeligt, akademisk forskningsfelt. Endnu mere præcist formuleret, så er bogens hovedærinde at vise, hvorledes nyere forskning inden for empirisk moralpsykologi, kognitionsforskning og neurovidenskab er relevant for og kan bringes i anvendelse inden for en filosofisk, begrebs- og argumentorienteret tilgang til etik.

I sin definition og præsentation af, hvad etik er, tager Ryberg i kapitel 1 udgangspunkt i ””hverdagsetik”, hvilket her skal forstås som vores almindelige og mangfoldige vurderinger af, hvad der er rigtigt og forkert.” (s. 13). Kapitel 2 diskuterer på denne baggrund, hvor disse umiddelbare, man kunne kalde dem intuitive, vurderinger af rigtigt og forkert stammer fra. Er de primært socialt eller primært biologisk funderede, eller er de måske resultatet af både sociale og biologiske påvirkninger? Kapitel 3 fokuserer på, hvordan og i hvilket omfang etiske vurderinger kan begrundes, og stiller her
spørgsmålet om, hvorvidt mennesker i deres moralske domsfældelse
primært er styret af følelser eller fornuft.

Kapitel 4 diskuterer den filosofiske tilgang til studiet af etik, og præsenterer en række af de væsentligste filosofiske værktøjer til at forstå og måske ligefrem besvare etiske spørgsmål, bl.a. begrebsafklaring, argumentation og brugen af begrebslige distinktioner. Kapitel 5 viser disse værktøjers brugbarhed og relevans ved at bringe dem i kritisk anvendelse på de hverdagslige moralske intuitioner, som Ryberg betragter som etikkens umiddelbare udgangspunkt og primære forskningsobjekt.

Kapitel 6 vender tilbage til spørgsmålet om forholdet mellem følelser og fornuft, og fortolker dette spørgsmål ud fra især den amerikanske økonom og nobelpristager Daniel Kahnemans indflydelsesrige redegørelse for menneskets to mentale operativsystemer: System 1 der opererer automatisk, hurtigt og ikke-refleksivt og system 2, der er langsommere, mere refleksivt og lægger beslag på flere kognitive ressourcer.

Kapitel 7 behandler spørgsmålet om ”moralsk selvkontrol”: Hvad skal der til for, at mennesket er i stand til ikke blot at vide, hvad der er det rigtige at gøre, men også besidder selvkontrollen til rent faktisk at gøre det rigtige. I det afsluttende kapitel 8 diskuterer Ryberg forholdet mellem hverdagsetikken, den klassiske filosofiske tilgang til etik og de mere empirisk orienterede tilgange, som han har præsenteret og gjort brug af. I lyset af de foregående kapitlers præsentation af resultater fra den empiriske moralpsykologi, hvilken rolle (om nogen) kan og bør filosofiske argumenter og teorier spille i konkrete praktiske sammenhænge?

At ville kombinere den filosofiske etik med indsigter og ideer hentet fra den empiriske moralpsykologi er en prisværdig målsætning. Og Ryberg har i mine øjne ganske ret, når han i såvel bogens første som sidste kapitel fremhæver nødvendigheden af, at moralfilosofien og moralfilosoffer lærer at orientere sig mod og drage nytte af de indsigter og erkendelser som evolutionsbiologien, kognitionsforskningen og andre empirisk baserede videnskaber bringer for dagens lys. På samme måde bør det dog være klart, at bevægelsen også kan og bør gå den anden vej: Såvel kognitionsforskningen som den empiriske moralpsykologi kan med fordel vende sig mod moralfilosofien for at få skærpet og nuanceret deres begrebsapparat og
få udvidet deres teoretiske horisont.

Rybergs bog sætter sig imidlertid imellem to stole. Bogen er tydeligvis tænkt og skrevet som en introduktionsbog rettet mod et interesseret, ikke specielt filosofi-kyndigt publikum, som gerne vil vide noget mere om etik og moralfilosofi. Problemet er blot, som også tidligere nævnt, at bogen kun i begrænset omfang introducerer til substantielle moralfilosofiske teorier og positioner. Læseren præsenteres for nogle overordnede filosofiske redskaber, hvis brug, relevans og nytte illustreres igennem en diskussion af problemer og spørgsmål inden for (især) den nyere empiriske moralpsykologi.

Men fordi der ikke er nogen dybere præsentation af konkrete moralfilosofiske teorier og positioner, kommer bogens diskussioner
til at fremstå forholdsvis løsrevet fra den filosofiske tradition. Og at hævde, at en bog, der eksplicit undlader at introducere til og diskutere den filosofihistoriske traditions dominerende etiske teorier, skulle gøre læseren i stand til at Forstå etikken (bemærk: etik står i bestemt ental), er ikke blot en overdrivelse. Det er direkte vildledende.

Hvad angår de kognitionsteoretiske og empirisk-psykologiske pointer og teorier, som Ryberg diskuterer, så er de velkendte inden for store dele af (især) den nyere analytiske moralfilosofi. Rybergs bog bringer altså ikke noget principielt nyt på banen inden for den filosofiske diskussion, hvilket formodentlig heller ikke var meningen. Dette gør det imidlertid uklart, præcis hvilken målgruppe bogen er rettet mod. Der er som sagt for lidt etik i bogen til, at den kan fungere som en reel introduktion til etik og moralfilosofi. Omvendt er der for lidt empirisk kognitionsforskning og moralpsykologi i bogen til, at den kan bruges som introduktion til den nyere forskning på disse områder.

Bogen kan tjene som eksemplificering af en bestemt måde at bedrive moralfilosofisk forskning på inden for en bestemt del af den nutidige moralfilosofiske tradition. Og som sådan er den glimrende. Men derfra og så til at Forstå etikken er der meget, meget lang vej.

Carsten Fogh Nielsen