Hjernealdermennesket – Nikolas Rose og Joelle M. Abi-Rached om de nye neurovidenskaber

Nikolas Rose & Joelle M. Abi-Rached: Neuro: The New Brain Sciences and the Management of the Mind, Princeton University Press, 2013, 344 sider, 24,95 USD.

Den britiske sociolog Nikolas Rose har siden 1990erne været en fremtrædende repræsentant for sociologisk og kulturanalytisk samtidsdiagnostik. Rose har især trådt filosofferne i beddingen ved at forankre spørgsmålet om ’hvad mennesket er’ i neo-foucaultianske analyser af bl.a. psykologiens samt ledelses- og bioteknologiernes betydning for vores nutidige forståelse og forvaltning af selvet. Og af de værdier om autonomi, identitet, individualitet, frihed og valg, som vi knytter til dette selv.

Denne neo-foucaultianske grundskabelon genfindes som pejling af værket Neuro: The New Brain Sciences and the Management of the Mind fra 2013, som Rose har bedrevet i et samarbejde med den amerikanske videnskabshistoriker Joelle Abi-Rached. Som det også gør sig gældende i Roses øvrige værker, er Foucault først og fremmest med i hånden og ikke så meget i ånden i Neuro, som fokuserer på neurovidenskabernes implikationer for vores forståelse af, hvem vi er, og hvordan vi organiserer vores adfærd. Og hvordan skal det med Foucault forstås? Jo, kort før sin død proklamerer Foucault, at det generelle hovedsigte i hans modernitetsanalyser er et forsøg på at lave en rationalitetskritisk underminering af nogle tilsyneladende sandheder om, hvem vi er og bør være som mennesker, som har sedimenteret sig i vores samtid som historiske selvfølgeligheder. Denne underminering lader Foucault foregå gennem en pessimistisk påpegning af, hvordan enhver udvikling af tankesystemerne – og de tilknyttede praksisser og institutioner – i vores sikkerhedsfikserede samtid rent faktisk rummer en mangfoldighed af farer. Altså, når samtidens mulighedsbetingelser og begrænsninger bliver analyseret ud fra en grundlæggende – og ofte uudtalt – insisteren på menneskets fundamentale frihed. Men, hos Rose og Abi-Racheed finder vi derimod spor af en angelsaksisk pragmatisme og nyttefokusering, der viser sig ved, at de i realiteten vender Foucaults bestræbelse på hovedet og drejer rationalitetskritikken af den moderne fornuft endnu 180 grader med næsen hjem mod start. Rose og Abi-Racheed ønsker ganske vist at give Neuro et moderat kritisk anstrøg. Men kritikken er først og fremmest spundet over et optimistisk hovedsigte, som kommer til udtryk i deres formulering af en generel sikkerhedsorienteret ambition med Neuro. Deres mål er nemlig at ville bruge værket til at dechifrere og afmystificere neurovidenskabernes implikationer for lige netop at kunne betrygge alle de skælvende modstandere inden for human- og samfundsvidenskaberne. Om hvad? Om at neurovidenskaberne slet ikke er så farlige, når vi blot er varlige.

Når denne analytiske tilgang så overhovedet er relevant, er det fordi Rose og Abi-Racheed har brugt deres samtidsdiagnostiske blik til at registrere, hvordan neurovidenskaberne i stigende grad er blevet et prisme for forståelsen af og omgangen med menneskets natur i vores kultur. Mange fremhæver gerne neurovidenskaberne som nøglen til et svar på livets dybeste spørgsmål om, hvad der overhovedet betinger, at vi er dem, vi er. Desuden definerer og forvalter samfundslivet i stigende grad individer ud fra en forestilling om hjernens betydning, og denne tendens er både begyndt at gennemsyre politik og lovgivning samt at indsnige sig i human- og samfundsvidenskaberne. Eftersom dette umiddelbart kan ligne gentagelsen af den historiske udvikling i begyndelsen af det 20. århundrede, vil Rose og Abi-Racheed dobbeltsikre vores skridt og mane genfærd væk.

Neuro er først og fremmest et stykke samtidshistorie, og kernen i den historie kan bedst beskrives som et forsøg på at opdatere Foucaults idéhistoriske analyse af det kliniske blik i Klinikkens fødsel fra 1963. Det værk omfattede historien om, hvordan en ny måde at se på åbner den døde krop som vidensreservoir for den kliniske lægevidenskab omkring år 1800. Rose og Abi-Rached befatter sig med en mere nutidig, men bestemt ikke mindre informationspakket analyse af det neuromolekylære blik, der åbner hjernen som et helt igennem forståeligt og håndgribeligt  organ for neurovidenskaberne. De seneste årtier har den teknologiske udvikling nemlig gjort en hel ny verden inde i hovedet på os selv synlig for videnskabelig udforskning og dermed også åben for tekniske indgreb.

Historisk set var fremkomsten af den kliniske lægevidenskab parallel med fødslen af den moderne psykiatri, og man adopterede da også hurtigt den kliniske rationalitet i psykiatrien. Eftersom den kliniske medicin havde påvist, at feber og lignende var sygdomssymptomer på forstyrrelser af de normale livsfunktioner inde i kroppens væv og organer, fik en del af det 19. århundredes psykiatri, med Franz Joseph Gall i spidsen, smart nok også den idé, at de sindssyges vanvittige tanker og adfærd tilsvarende måtte være symptomer på forstyrrelser af hjernens normale funktioner. Det førte til neuropsykiatrien, der netop blev født med tilsagnet om at kunne påvise en kobling mellem psykopatologiske symptomer og neurologiske dysfunktioner. Og dermed levere et stringent naturvidenskabeligt grundlag for psykiatrien og således løfte den ind i det gode videnskabelige selskab. Neuropsykiatriens bestræbelse lykkedes imidlertid ikke i første omgang, og oven i købet fik foretagendet plettet sit rygte ved at placere sig på den forkerte side af skranken i det tredje riges eutanasiprogrammer. Når det skal nævnes, er det netop fordi Rose og Abi-Rached i realiteten bruger en del af pladsen i Neuro på at ajourføre os på de nyeste aspekter af den fortælling. Aspekter, som da også har tiltagende relevans i vores nære samtid, hvor forekomsten af psykiske sygdomme nærmest synes at eksplodere. Men i den forbindelse gør Rose og Abi-Rached faktisk et nummer ud af at fortælle, at selv om neuropsykiatrien har fået en renæssance i de seneste årtier, så er det heller ikke i det 21. århundrede lykkedes at påvise nogen entydig kobling mellem psykopatologiske symptomer og neurologiske dysfunktioner.

For at betrygge kritikere og skeptikere endnu mere, forsikrer Rose og Abi-Rached os om, at neurovidenskaberne heller ikke har medført en neuroreduktionisme, idet de ikke identificerer mennesket med dets hjerne eller forklarer os som styret af hjernen. Forbindelsen mellem neurovidenskaberne og den moderne kriminalitetskontrol har heller ikke ført til, at man har suspenderet idéen om det autonome retssubjekt med en fri vilje, selv om vi til gengæld kan forudse bestræbelser på at styre antisociale borgere ved at intervenere i udviklingen af deres hjerne. Endelig rummer neurovidenskaberne heller ikke en forfladigelse af selvet, men involverer en videreføring af de seneste årtiers opfattelse af selvet som bundet af en forpligtelse på autonomi og selvopfyldelse samt et ansvar at forbedre sig selv gennem hele livet – som den tyske filosof Peter Sloterdijk påpegede i værket Du muβt dein Leben ändern fra 2009.   

Rose og Abi-Rached har på sin vis bedrevet et aldeles glimrende værk, der giver en god indsigt i de nye neurovidenskaber og deres indflydelse på vores selvforståelse og -forvaltning i begyndelsen af det 21. århundrede. Værket formår også at opretholde sin sikkerhedsorienterede ambition fra begyndelse til ende, og det er meget svært at få kaffen galt i halsen over Neuro. Men skal vi skvulpe lidt i koppen, er værket også symptom på en meget konsensussøgende og endimensionel samtid, hvor mennesket bliver stadig mere viklet ind i og forblændet af sig selv. Her i 200-året for Søren Kierkegaards fødsel, kan vi derfor passende gentage hans elev Martin Heideggers udsagn fra 1976 om, at "Nur noch ein Gott kann uns retten".

Anders Dræby Sørensen

Teknologi som problem og spørgsmålet om teknikken som svar  

Kasper H. Schiølin og Søren Riis (red.): Nye spørgsmål om teknikken, Aarhus Universitetsforlag, 2013, 411 sider, 349,95 Kr.

Med nærmest germansk præcision udkom antologien Nye spørgsmål om teknikken på 60-års dagen for Martin Heideggers afholdelse af sit berømte foredrag ”Spørgsmål om teknikken” (på tysk: ”Die Frage nach Der Technik”). Antologien er redigeret af Kasper Schiølin, Aarhus Universitet, og Søren Riis, Roskilde Universitet. Heideggers foredrag, som står helt centralt i hans arbejde, er funderet i fænomenologien og er en analyse af den moderne teknologis væsen. Det centrale spørgsmål for Heidegger, som ikke er blevet mindre aktuelt i dag, er, hvordan teknologien er værensbestemmende; hvorledes teknologien skaber nye vilkår for det værende, og det værende forandres som konsekvens af teknologi. Heideggers berømte eksempel er, hvorledes Rhinen omformes og omdannes til en ressource gennem vandværkets indgriben. Floden ophører med vandværkets indgriben med at eksistere – med at ’være’ – i sin oprindelige form og opnår en ’ny tilblivelse’ – en ny væren.   

Et andet berømt eksempel på den heideggerske tænkning om teknologi, der stammer fra hovedværket Væren og tid (Sein und Zeit), er eksemplet med værktøjet, konkret hammeren. Med dette eksempel peger Heidegger på, at tingene ikke fremtræder entydige. Der består en væsentlig forskel mellem tingens fremtræden afhængigt af, om hammeren ligger på bordet foran os, eller om vi anvender den til at hamre med. I sidstnævnte tilfælde, forudsat at vi i en vis udstrækning har tillært os evnen til at anvende hammeren, vil denne synes at ’forsvinde’ som genstand residerende ’uden for os’ og i stedet opleves som en forlængelse af vores krop. Dette trivielle eksempel rummer stor styrke, da det understreger teknologiers og tings flertydighed samt den gensidige konstituering af ting og mennesker. Heideggers spørgen, som ingenlunde har mistet sin relevans, omhandler således spørgsmålet om, hvad teknologien gør ved os og verden, og ontologisk betragtet er Heideggers forehavende en undersøgelse af væren og værensformer.

Heidegger er læst og anvendt af mange, og hvorvidt hans analyse af teknikken skal læses som decideret teknologikritik eller som ren og skær ontologi, er omstridt. Heidegger er af mange blevet anset og anvendt som kritiker af en rationalistisk og teknologioptimistisk progressiv modernitet, hvor teknologi er redskab og middel til bemestring af naturen og til skabelse af fremskridt, eller vækst, som det hedder i dag. Heidegger er således også blevet betragtet som værende en essentialistisk romantiker, der begræder moderniteten og den teknologisk affødte affortryllelse af naturen og eksistensen. Men disse, som nævnt omstridte, receptioner på trods, er det uomtvisteligt, at Heideggers tænkning udpeger det forhold, at teknologi og væren er forbundet i en gennemgribende gensidighed. Et forhold, der som redaktørerne af antologien også peger på, er og bør være en kilde til spørgen og undersøgelse. Spørgsmålet om teknikken er således af eviggyldig karakter ud fra den betragtning, at det aldrig lader sig besvare og derfor ikke kan afgøres og stedes til hvile.

Antologien fejrer den heideggerske spørgen ved dels at genbesøge og dvæle ved Heideggers tænkning, dels at genfortolke og reartikulere spørgsmålet i relation til vor tid og vor tids teknologier. Antologien rummer således 19 vidt forskellige bidrag, der alle samles om en spørgen til teknikken.

Finn Olesens indledende artikel giver gennem epokale nedslag et idéhistorisk rids over teknologibegrebets betydning i antikken, oplysningstiden og romantikken og danner dermed et godt afsæt for antologiens udfoldelse af teknologibegrebet. Antologien rummer bidrag som foretager nære læsninger og analyser af Heideggers tænkning i form af bl.a. Søren Gosvig Olesens bidrag ”Hvad er det væsentlige ved teknikken?”. Gosvig Olesen diskuterer medrivende det ontologiske spørgsmål, der knytter sig til Heideggers begreber om væren og væsen. Begreber, der danner det egentlige fundament for hans undersøgelse af teknikken. Ligeledes foretager Thomas Schwarz Wentzer en nær udlægning af Heideggers tænkning om netop tænkningen og forholdet mellem tænkningen, teknikken og det værende. Ligeledes er bidragene af antologiens redaktører nært knyttede til det heideggerske projekt og til nutidige teknologifilosoffer og såkaldte postfænomenologer som Don Ihde og Peter-Paul Verbeek. Kasper Schiølin anvender Heidegger og postfænomenologien som solidt afsæt for en spændende refleksion over skærme og deres rolle i en tid, hvor skærmenes mangfoldighed kun synes at eskalere. Skærme omgiver os i form af smartphones, iPads, computere, fladskærme mv. og bringes i anvendelse i livsafgørende praksisser som telemedicin, fosterscanning og fjernstyring af missiler og droner. Søren Riis diskuterer forholdet mellem Heidegger og den franske videnskabs- og teknologisociolog Bruno Latour og identificerer et slægtskab, som visse, og måske specielt sidstnævnte, ville finde kontroversielt.

Antologien rummer også flere bidrag, der udforsker forholdet mellem teknologien og kunsten. Et forhold, som netop var anstødsstenen til den foredragsrække, hvor Heidegger fremlagde sin spørgen til teknikken i 1953. Eksempler herpå er Søren R. Fauths analyse af forholdet mellem teknikken og tiden, hvor bl.a. Thomas Manns værker udlægges samt Jakob Wambergs bidrag, som forholder sig kunsthistorisk til spørgsmålet om skilsmissen mellem teknikken og kunsten, der i antikken var forenet i begrebet techne.

Men antologien rummer også en række bidrag, som mere løsrevet fra Heidegger forholder sig til spørgsmålet om teknikken i relation til konkrete praksisser og teknologier. Helge Kraghs videnskabshistoriske bidrag består bl.a. i en undersøgelse af en interessant brevveksling mellem Heidegger og en af fysikkens centrale figurer, Werner Heisenberg, der leder Kragh til en diskussion af hårde videnskaber som fysikkens anvendelse af teknologier og de epistemologiske implikationer forbundet hermed. Antologien udgør et væsentligt bidrag til en konkret udfoldelse af spørgsmålet om teknologierne og deres indflydelse i dag. En udfoldelse, som Heidegger må siges at have forholdt sig mere abstrakt, analytisk og sporadisk til. Antologien rummer således bidrag, der beskæftiger sig med teknologier som arkitektur og design, smartphone apps, elektroniske patientjournaler, overvågning og overvågningssamfundet, robotsæler, røntgen og scanningsteknologier, syntetisk biologi, nødhjælpsarbejde og digital folkeafstemning m.fl. Mange af disse analyser trækker på og inddrager nutidige forskningsfelter og -retninger som videnskabs- og teknologi studier (STS), aktør-netværksteori og postfænomenologi.

Antologien udgør et vigtigt dansk bidrag med bred appel, idet den rummer en righoldig og mangfoldig samling af vedkommende, velskrevne og medrivende teknologifilosofiske og empiriske analyser af teknologi. Antologien revitaliserer på glimrende vis spørgsmålet om teknologi og den stimulerer vores tænkning, spørgen og analytiske sans til at undersøge teknologierne i en tidsalder, hvor de færreste og kun de lidet refleksive kan undgå at bemærke, at teknologi udgør såvel løsning som problem. Og hvor efterlader det os så? Med flere spørgsmål end svar? Utvivlsomt! Men spørgsmålet er, om eksistensen nogensinde har budt et andet vilkår, eller om det snarere har forholdt sig således, at nogle til visse tider og i visse henseender finder det mest belejligt og bekvemt at overse dette forhold. I så fald består problemet heri og ikke i, at eksistensen byder os flere spørgsmål end svar. Men redaktørerne er beskedne, når de på antologiens vegne forbeholder sig retten til blot at levere spørgsmål i en tid, hvor efterspørgslen efter svar og teknologiske løsninger, på trods af en refleksiv sen/post/høj-modernitet, ikke synes at være aftagende, men tiltagende. Jeg vil hævde, at antologien gennem sin spørgen giver et svar, eller en fordring. Antologien byder os at teknologien bør optage os som problem, det vil sige som kulturelt, socialt og demokratisk anliggende, ej blot som middel og snævert teknisk anliggende. Denne fordring er ikke ny, men ikke desto mindre synes dens aktualitet og relevans aldrig at have været større.

Antologien kan grundet sin alsidighed og formidlende tone sagtens finde plads på forskerens, filosoffens og den teknologiinteresseredes (og hvem er ikke det?) hylde og natbord, såvel som under juletræet hos den alment videbegærlige læser.

Peter Danholt

Ven eller fjende?

Jon Wittrock og Hjalmar Falk (red.): Vän eller fiende? En antologi om Carl Schmitts politiska tänkande, Daidalos, 2012, 198 SEK.

Ven eller fjende, spørger en ny svensk antologi om Carl Schmitt. Både og, er svaret. Antologien fokuserer på det politiske i Carl Schmitts tænkning. Den består af otte artikler, samt et introducerende essay, der afspejler antologiens ambition om at være en introduktion til Carl Schmitt for et svensk publikum, der indtil nu har måttet leve uden den omdiskuterede og skelsættende tyske jurist, som er lige så berømt for sine definitioner af politik, suverænitet og statslære, som han er berygtet for sin opbakning til nazismen og sin juridiske legitimering af Hitlers magtovertagelse. Antologien har bidrag fra en række forskellige fagtraditioner som jura, sociologi, statskundskab, filosofi og idéhistorie, hvilket bidrager med en bredde og en tyngde, der gør bogen som sådan til en ven snarere end en fjende.

Det er, som undertitlen fortæller, det politiske, der er i fokus. Carl Schmitts definition af det politiske fra Det politiskes begreb (da. 2002) bliver refereret og diskuteret i mindst halvdelen af artiklerne. Det politiske kendetegnes til forskel fra den æstetiske skøn-hæslig-distinktion og den etiske god-ond-distinktion ved ven-fjende-distinktionen. Yderligere tre ting følger her. For det første er den politiske fjende altid offentlig og aldrig privat, fordi det politiske altid omhandler kollektive og dermed offentlige grupperinger. Fjenden er min fjende ikke på grund af mit evt. personlige had til ham, men fordi han i yderste tilfælde truer min gruppes eksistens. For det andet er skellet mellem æstetik, etik og politik ikke absolut – alt kan politiseres, som Schmitt siger. Dette medfører også, at myter (som eksempelvis nationalisme, socialisme, borgerlig offentlighed) spiller en særlig rolle for det politiske, fordi det er medbestemmende for, hvordan ven-fjende-dikotomien konstrueres. For det tredje er staten den priviligerede institution for politikken, da den er ”institutionernes institution” eller ”ordningernes konkrete ordning”, som det hedder hos Schmitt i ”Über die drei Arten des rechtswissentschaftlichen Denkens” (her citeret fra Laila Brännströms bidrag). Som Gustav Strandberg pointerer i sit bidrag (om betydningen af idéen om intensitet for Schmitts tænkning af det politiske) med et citat fra Schmitts ”Staatsethik und pluralistischer Staat”: ”Eftersom det politiske ikke har en egen substans, kan det politiske punkt nås fra ethvert område, og enhver social gruppe, kirke, fagforening, koncern, nation bliver politisk og dermed statslig, når det punkt nærmer sig den højeste intensitet” (min oversættelse af Schmitt).

Man kunne have frygtet, at den evige tilbagevenden til dette udgangspunkt for Schmitts politiske tænkning ville gøre antologien repetitiv, men da det samme problem angribes fra forskellige vinkler, og en entydig læsning hver gang problematiseres, bliver det fælles referencepunkt i stedet antologiens store styrke.

Jon Wittrock sammenholder Schmitts politiske tænkning og hans kritik af den teknokratiske og administrative form, politikken antager i liberale og socialistiske samfund, med Martin Heideggers teknologikritik. På trods af de to tænkeres noget nær ikke-eksisterende forhold til hinanden påpeger Wittrock, at der er klare sammenfald i deres kritik af "att erfarenheten av rum och tid som kvantifierbara resurser kommer att kolonisera den mänsklige livsvärlden" (s. 60). På det eksistentielle område (Heideggers hjemmebane) betyder det, at mennesket misfortolker sin plads i verden, mens det på det politiske område (Schmitts hjemmebane) medfører den retspositivistiske blindhed over for den beslutning, der ligger til grund for den retslige orden – en beslutning, som ikke kan forstås ud fra den restlige orden som sådan, men i stedet må undersøges ud fra det politiskes eksistentielle niveau. Denne tanke kan bl.a. aflæses i Schmitts berømte formulering, at ”suveræn er den, der kan beslutte undtagelsestilstanden” fra Politisk teologi (da. 2009).

Sammenlæsningen af de to ultrakonservative tænkere medfører også, at Wittrock kan åbne nye perspektiver på Schmitts tænkning omkring (politiske) rum, der optager en stor del af Schmitts senere tænkning, som i Der Nomos der Erde. Menneskets særlige væren-i-verden, mennesket som et politisk dyr, betyder, at det politiske kalder på en særlig form for rum, hvori politikken bogstavelig talt kan finde sted. Omvendt betyder det også, at de politiske rum får betydning for menneskets væren-i-verden: ”’På det öppna havet’, skriver Schmitt i Der Nomos der Erde, ’fanns inga avgränsningar och inga gränser, inga heliga orter, ingen helig orientering, ingen rätt och ingen egendom.’ Till skillnad från pólis som den klassiska politikens kärna, ’omringat av en mur och inhägnat, en helig plats, som alla inryms i ordet nomos...’ Nomos innebär alltså förbindelsen mellan ordning och orientering, en förbindelse som förkroppsligas i orten.” Den græske polis, kolonialismens åbne hav og den moderne imperialismes storrum (Großraum) er hver sin særlige rumliggørelse af menneskets politiske væren.

I Laila Brännströms artikel undersøges særligt staten som en form for ordnende ordning og dermed felt for politisk kamp. I Gustav Strandbergs artikel undersøges Schmitts forestilling om intensivering af kamp som det, der særligt kendetegner det politiske, mens Matilda Arvidsson aktivt anvender Schmitts idé om, at ”alle den moderne statslæres bærende begreber er sekulariserede teologiske begreber” til at undersøge den spænding, der hersker, i teorier omkring international (humanitær) interventions- og besættelsesret. Dette leder især gennem en læsning af Schmitts læsning af Paulus' katechon – dén, som holder ondskaben, antikrist, på afstand i den jordlige verden, mens vi venter på Kristi genkomst (en læsning, som Giorgio Agamben i øvrigt har problematiseret på det kraftigste i Il tempo che resta (eng. The Time that remains)). Johan Tralau foretager, med Schmitt som anstødssten, en fremragende idéhistorisk dekonstruktion af Hobbes’ Leviathan-figur, mens Carl-Göran Heidegren undersøger den underliggende antropologi, der er på spil i Schmitts forestilling om det politiske i forhold til Arnold Gehlens og Helmuth Plessners politiske antropologier, og som Schmitt var bekendt med.

Endelig er der to artikler, hhv. Mårten Björks og Hjalmar Falks, der tager fat i det teologiske element i Schmitts politiske teologi. Eller, hvis man skal være helt præcis, Schmitts politiske teologi – for det giver slet ikke mening at tale om et teologisk element i Schmitts politiske tænkning; det er én uadskillelig størrelse. Som Falk pointerer, har receptionshistorien enten fokuseret på det ene eller det andet element og været optaget af diskussionen ”religion eller politik”: ”Dette grundantagande tycks mig alltför bereoende av distinktioner härstammande från modern, sekularistisk liberalism – en ideologi som Schmitt skarpt ifrågasatte” (s. 173). I Falks artikel udforskes Schmitts politiske teologi gennem en diskussion med Schmitts samtidige, den protestantiske teolog Friedrich Gogarten. Som Falk skriver, med henvisning til Gogartens idé om sekularisering (en idé der er stort set identisk med Schmitts): ”Genom at sekularisera de teologiska begreppen har statsläran och demokratin inte befriat dem från det absoluta: iställat har de ställt sig själva som det högsta, det absoluta. [...]. Detta är roten till samtidens utbredda mytisk-religiösa förhållningssätt til folket och tankarna kring ’etnokrati, folkstat, nationalstat’ uttrycker att folket idag ’blivit til’ en, ja, inte bare till en, snarare til den religiösa storheten som sådan för många människor” (s. 189). Den politiske teologi er altså hverken et ideal eller en fantasi – den betegner et faktum, som den liberale forestilling om sekularisering fortrænger. Ydermere resulterer denne (liberale) fortrængning i ”den moderna epokens försök at avskaffa politiken till förmån för ekonomi och teknologi” (s. 193).

I Björks artikel udspiller den politiske teologi sig i diskussionen mellem Schmitt og hans ven og teoretiske stridspartner Erik Peterson. Her viser Björk uoverensstemmelser og ligheder i Schmitts og Petersons politiske teologier, hvorledes Schmitt til dels misforstår Peterson, og hvorledes Peterson har nogle potente kritikker af Schmitts politiske teologi. Som Björk skriver (i modsætning til hvad Schmitt troede): ”Peterson förnekar inte att exempelvis de kappadokiska fädernas eller de andre kyrkofädernas kamp för treenigheten var en politisk kamp, utan han visar att metafysikken bakom denne politik inte kan skrivas in i någon form av världslig politisk ordning. Guds treenighet kan inte begripliggöras teologiskt med hjälp av världslige och politiska begrepp (som polyarki, monarki eller anarki)” (s. 157). Dette er ifølge Björk symptomatisk for den afgørende forskel mellem Schmitt og Peterson. Som Björk skriver: ”Schmitt missförstår följaktligen Petersons kritik av den politiske teologin eftersom han inte begrepliggör hur kyrkans konstitution som en mottid och en motvärld förflyttar den politiske konkflikten till den eskatologiska och metafysiska ordningen” (s. 158). Dette har potentielt alvorlige konsekvenser for den politiske teologi, da Schmitts autoritære og kontrarevolutionære statstænkning, baseret på sin teologiske herkomst, hurtigt kan slå om i en decideret anti-statslig politik/teologi. På et mere generelt plan indfører uoverensstemmelserne mellem Schmitt og Peterson en spænding i den politiske teologi, som Schmitt næppe ville have ønsket. Björk læser dette problem ind i Schmitts ven-fjende-dikotomi ud fra Petersons betoning af det radikale kristne påbud om at elske sin fjende. På den måde baserer den kristne politik sig på en konstant undtagelse og en radikal (anti)humanisme, hvor det naturlige, menneskelige had mod sine fjender skal undertvinges til gengæld for et hensynsløs troskab med det metafysiske princip om næstekærlighed, agape.

På bogens bagside nævnes Chantal Mouffes og Giorgio Agambens aktuelle politiske brug af Schmitt, men deres pointer forbliver underudviklede i selve artiklerne. Selv de meget få gange de nævnes, bliver de netop blot nævnt og ikke brugt til noget, og man kunne indimellem godt have ønsket, at artiklerne var gået mere i dialog med især Agamben, som har givet diskussioner af Schmitt centrale roller i sine bøger, og hvor bøger som Undtagelsestilstand,Il regno e la gloria (eng. The Kingdom and the Glory) og Il tempo che resta er eksplicitte videreudviklinger og opgør med centrale temaer i Schmitts tænkning (undtagelsen, økonomien og administrationen, katechon og kristi genkomst). Det havde været fedt, om dette aktuelle politisk-filosofiske perspektiv var blevet udviklet mere, men det tager ikke noget fra en glimrende antologi, hvis forskelligartede tilgange på fornem vis åbner Schmitts politiske tænkning og på den måde også fungerer som en introduktion. Ikke mindst formår alle artiklerne og antologien som helhed at bibeholde en uforløst spænding i forhold til Schmitts tænkning af det politiske, der i ordets sande betydning må betegnes som ambivalent: På én og samme tid kærlighed og had, ven og fjende. Antologien holder via denne spænding spørgsmålet om den potentielle brug af Schmitts idéer åbent: Vän eller fiende?

Nicolai von Eggers