Forskningsformidling af den tyske kulturhistorie

Anna Sandberg og Detlef Siegfried (red.): Tysk kulturhistorie. Fra 1648 til i dag. Gyldendal, 2012, 488 sider, 399 kr.

364 år på 444 beskrevne sider samt dertilhørende noter, læseanvisninger og et navne- og begrebsregister. Det er den omfangsmæssige ramme for det projekt, adjunkt Anna Sandberg og professor Detlef Siegfried, der begge er repræsentanter for tyskfaget på Københavns Universitet, har givet sig i kast med som redaktører af antologien Tysk Kulturhistorie. Fra 1648 til i dag. I antologien leverer en række specialister fra Københavns Universitet, Syddansk Universitet og RUC inden for det brogede felt, der benævnes tysk ’kulturhistorie’, hver deres individuelle bidrag til en sammenhængende skildring af kontinentets hjerte inden for det angivne tidsrum. Enhver kan sige sig selv, at man inden for et så begrænset råderum umuligt kommer hele vejen rundt i den såkaldte ’kulturhistorie’. Noget må uvægerligt gå tabt, når man kaster sig ud i et så omfattende formidlingsprojekt; cuts must be made, og sådanne er tydeligvis blevet foretaget ved udarbejdelsen af denne udgivelse. Dette vilkår er ikke i sig selv et problem, men er alligevel interessant, fordi de snit, man har valgt at foretage viser noget afgørende om det anliggende, der ligger bag værket samt om den interessemæssige rammesætning fremstillingen er forfattet under, nemlig det i sig selv mangetydige – og svært håndterbare – begreb kulturhistorie. Jeg fokuserer i det følgende på redaktørernes indledning, der med sin præsentation af et særligt kulturbegreb sætter scenen for de følgende bidrag og forholder mig så til sidst til værkets overordnede formidlingsmæssige anliggende.

I redaktørernes indledning, hvor de to giver deres bud på både, hvad der skal forstås ved ”tysk kultur” – hvortil jeg vender tilbage i det følgende – samt hvad der i denne bog menes med ”kulturhistorie”, anføres det, at man i sin anvendelse af dette begreb tager afsæt i Max Webers kulturbegreb og således orienterer sig mod ”alt det, som mennesker tilskriver mening” og som ”ikke [eksisterer] »objektivt«, men skabes subjektivt” (s. 9). Inden for dette (antropologiske) kulturbegrebs rammer hedder det videre, at man primært koncentrerer sig om  ”tre områder”, nemlig  ”hverdags- og populærkultur, politisk kultur og kunst” (s. 9). Herpå uddybes det, hvad der er at forstå ved disse begreber, nemlig:

Med hverdags- og populærkultur menes livsstile, familieliv, sædvaner og traditioner, men også religiøsitet og uddannelse, mediernes udvikling, sport og turisme. Politisk kultur omfatter den statslige repræsentation, erindringspolitik, den skiftende participations- og diskussionskultur og de store debatter om politiske stridsspørgsmål, ledende forestillinger og værdier. Og endelig det, som traditionelt forstås under »kultur«: den kunstneriske tolkning og udformning af verden gennem litteratur, billedkunst, film, musik, teater, museum, design, arkitektur (ibid.)

Hvortil kommer en ambition om på alle tre områder at ”inddrag[e] idéhistorien og fremstille[e] den i vekselvirkning med politik og samfund: filosofiske, litterære og sociologiske strømninger og debatter” (ibid.). Det drejer sig med andre om ”das Ganze”, om hele den tyske misere over 364 år. At idéhistorien – i øvrigt endnu et mangetydigt begreb – er noget, man har lagt sig an på løbende at ’inddrage’ og altså ikke behandle som et selvstændigt eller centralt genstandsfelt i behandlingen af den tyske kulturhistorie, er et snit, der træder frem i de enkelte bidrag, hvor i hvert fald filosofihistorien (i de fleste bidrag) snarere tangeres sporadisk end egentlig drøftes. Man kunne her have valgt anderledes og tilkendt filosofien og åndshistorien i almindelighed en større plads i en skildring af et land, der opviser en mangfoldig og ingenlunde kedelig eller entydig historie inden for dette område af (kultur)historien. Det er forfatterne naturligvis klar over, men har altså valgt anderledes og holder sig til udfoldningen af en kulturhistorisk fortælling i overensstemmelse med den ifølge forfatterne i dag dominerende ”ikke-eksklusive[e] opfattelse af kultur” og et ”ikke-normativt kulturbegreb” (s. 9), i hvilken »finkulturen«, som dannelsesborgerskabet – med redaktørernes ord – ”brugte til at afgrænse sig fra andre grupper i samfundet” (s. 8)  ikke prioriteres. Altså et antropologisk kulturbegreb, hvor kultur forstås i et gensidigt afhængighedsforhold med det, der benævnes ”samfundsmæssige forandringer” (s. 10). Man kunne måske også kalde en sådan historisk skildring for tysk socialhistorie.          

Hvad angår dette tyske, som man med antologien har sat sig for at formidle kendskab til, betoner forfatterne, at der, som det vist allerede er klart ud fra det ovenstående, er tale om ”en bred forståelse af det, der kaldes kultur” (s. 8). Man vender sig altså bort fra det, der kaldes, ”et normativt kulturbegreb” og betoner, hvordan den tyske kultur ikke anskues som noget nationalt, ensartet og afgrænset, men derimod ”så vidt muligt [betragtes] i dens europæiske og globale sammensathed” (s. 10). Der gives – således en afsluttende betragtning i indledningen – ikke nogen ”stabil »tysk identitet«, ej heller […] en klart afgrænset »tysk kultur«” (s. 15). Undervejs i denne begrebsmæssige drøftelse indføjes det med et lille svirp til den borgerlige kulturkamp i Danmark, at et sådant fleksibelt kulturbegreb ikke har sat sig igennem med samme styrke ”i de europæiske samfund” samt at det, at man i Tyskland ikke har nogen ”statsligt fastlagt kanon […] måske vidner om en bredere tysk kulturforståelse” (s. 9). En antydning der dog ikke uddybes yderligere, men som åbenbart skulle med.

Der er, som allerede anført, i udgangspunktet tale om en formidlingsbog, der, som det hedder i pressemeddelelsen på Gyldendals hjemmeside, tænkes at give ”den alment interesserede læser et samlet billede af den tyske kultur fra trediveårskrigen til i dag”. Der lader dog ikke til at være fuldstændig enighed mellem de enkelte bidragydere om værkets karakter. På de enkelte forfatteres publikationsfortegnelser mødes man således af et ret broget billede; nogle har anført bogen som peer reviewed forskning, andre blot som forskning og andre igen som formidling. I bogens kolofon anføres det, at værket er fagfællebedømt. At jeg overhovedet nævner denne mangfoldighed af vurderinger af egne bidrags karakter, skyldes, at denne usikkerhed i forhold til, hvilken bog der er tale om, også er at spore i mange af bidragene. De fleste steder er der ganske tydeligt tale om en formidlingsbog, der netop er henvendt til den alment interesserede læser; andre steder er det derimod mindre tydeligt, hvem adressaten er. Et eksempel på denne manglende afklaring er, at værkets oversættelsespraksis ikke er ensartet, idet man i nogle bidrag oversætter tyske citater og i andre lader dem stå i deres uberørte, germanske oprindelighed. Det er jo desværre langt fra alle alment interesserede, danske læsere, der i dag har læsefærdighed i tysk, hvorfor citaterne for læselighedens skyld gennemgående burde havde været oversat til dansk. Hvis altså der er tale om en formidlingsbog. Endnu et eksempel på denne uensartede praksis bidragene imellem: i sit kapitel ”Fra Trediveårskrigen til Sturm und Drang. 1648-1789” omtaler Michael Harbsmeier, hvordan humanisten Johann Bernhard Basedow var ”dybt påvirket af Rousseau og hans Émile”.  (s. 38), men gør dette uden at introducere læseren nærmere for Rousseau og hans pædagogiske projekt. Det konstateres blot, at Basedow modsatte sig ”udenadslæren og den korporlige tugtelse til fordel for elevernes egne sansninger, erfaringer og kropslige udfoldelser” (ibid.) Læseren forudsættes altså bekendt med Rousseaus position, idet Harbsmeier uden optakt går direkte til beskrivelsen af receptionen af denne position i Tyskland. På den anden side kan man støde på bidrag, hvor opklarende bemærkninger om begreber og sammenhænge bliver endda meget pædagogiske. En større ensartethed ville have gjort det nemmere at finde ud af, hvem denne almindelige læser egentlig er, der skal kaste sig over den fagfællebedømte forskningsformidling.

Hermed skal det ikke være sagt, at bogens mange bidrag ikke er både interessante, informative og velskrevne; det er mange af dem så vist, og de vil ganske givet kunne finde anvendelse som undervisningsmateriale. En større klarhed omkring anliggendet og berettigelsen havde dog gavnet værket som helhed. Dertil kommer, at jeg personligt endnu ikke er helt overbevist om det antropologiske kulturbegrebs primat. Måske jeg bare er for gammeldags og endnu klynger mig til dannelsesborgerskabets selvafstivende kulturelle praksis.

Johan Christian Nord

Ind i det ukendte med Bataille

Georges Bataille: Den indre erfaring. Lærebog i meditation. Efterskrift 1953. Forelæsninger om ikke-viden. At ikke længere ville være alt, Billedkunstskolernes Forlag, 2013, 348 sider, 250,00 kr.

Filosof, antropolog, kunsthistoriker, litterat og skønlitterær forfatter. Franskmanden Georges Bataille (1897-1962) er svær at kategorisere, ligesom hans nyligt genudgivne værk ”Den indre erfaring. Lærebog i meditation. Efterskrift 1953. Forelæsninger om ikke-viden. At ikke længere ville være alt”, der er en blanding af filosofi og skønlitteratur. Sprogforskeren og forfatteren Per Aage Brandts oversættelse af Batailles værk, der er en samling af større og mindre skrifter – hvoraf ”Den indre erfaring” (1943) og ”Lærebog i meditation” (1954) er de væsentligste –, så for første gang dagens lys i 1972 på Bibliotek Rhodos. Brandt har siden da revideret sin oversættelse og værket er blevet genudgivet af Billedkunstskolernes Forlag, der tidligere har udgivet værker af blandt andet Giorgio Agamben, Jean Baudrillard og Jean Francois Lyotard. Det er spændende udgivelser og forlaget har tydeligvis fingeren på pulsen, med hensyn til hvad der pt. er oppe i tiden i teoriland. Det bliver interessant at se hvilke nye udgivelser forlaget kommer med i det nye år og Billedkunstskolernes Forlag er derfor værd at holde øje med. Forlaget forstår sig desuden – måske af naturlige årsager? – på design og formår at pakke deres udgivelser enkelt og smukt ind. Særligt med Agamben og Batailles bøger, har forlaget valgt en designmæssig stil, der gør bøgerne lækre at se på. Mere af det, tak!

Værket er som sagt en broget størrelse og også svær at blive klog på. Forskellige genrer krydser ind over hinanden og det er tydeligt, at det er Batailles ambition at ruske op i alt for faste og stabile genrekonventioner. Ud over det de fleste vil kalde ”filosofiske” passager, er der også passager i ”Den indre erfaring” der næsten ligner uddrag fra en roman eller dagbog, hvor forfatteren beskriver sine – måske, måske ikke – egne subjektive oplevelser. Derudover er der enkelte passager med små og knappe digte. Det synes at være Batailles pointe, at filosofi og skønlitteratur ikke er adskilte størrelser, men derimod har meget med hinanden at gøre. Filosofi er skønlitteratur og vice versa; tanker om liv og død kan ikke kun findes hos dem der normalt kategoriseres som ”filosoffer”, men også hos ”forfattere”. Det er derfor ikke helt tilfældigt, når Bataille i ”Den indre erfaring” tager både filosofiske værker, romaner og digte under kærlig behandling.

Ikke desto mindre skriver Bataille typisk kontinentalfilosofisk, det vil sige dunkelt, tåget og mystisk, der samtidig åbner op for en masse fortolkningsmuligheder. Den fragmentariske form, der pendulerer mellem næsten nietzscheanske pasticher, digte, dagbogsoptegnelser og romanbidder, gør værket til noget af en omgang og det gælder om at holde tungen lige i munden, hvis man har til hensigt at gennemskue Batailles projekt med værket. Under læsningen får man følelsen af at værket er i konstant fare for at kollapse, bryde sammen og ende som den bunke af mere eller mindre usammenhængende tekstbidder den nu engang er. Det er også meningen: Værket er uroligt, drivende fra den ene genre og tanke til den anden, hvilket forstærkes af forfatterens kontinuerlige tvivl om værkets berettigelse og legitimitet. Alt dette underminerer læserens forsøg på at gribe værket i sin helhed og værkets stilistiske form går af den grund fint i spænd med værkets egentlige budskab eller ”filosofi”, nemlig rejsen fra det kendte til det ukendte. Eller sagt på Batailleiansk, dét ikke længere at ville være alt.

Hvad betyder det, ”ikke længere at ville være alt”? Ifølge Bataille er mennesket karakteriseret ved en menings-drift. Mennesket har behov for at ville være alt, indbefatte alt det sansede og mente i én samlet totalitet, hvor en mening er garanteret. Det er et begær der får samfund til at hænge sammen, da mennesker mødes i forskellige meningsfællesskaber. Det sker først og fremmest igennem sproget, da mennesket forestiller, kender og erkender sin eksistens igennem ord. Sproget – eller ”diskursen”, som Bataille også kalder det – indfanger alt i ord, det er en ”sprogets lov” der næsten er usynlig, fordi vi ikke er opmærksom på den. Desværre har menneskets sproglige meningstyranni ført til en ”udtørring” af livet og tanken selv er blevet ”indskrænket”. Ordenes magt er blevet en dårlig vane der hengemmer mennesket i fastlåste verdensopfattelser, uden muligheden for at tænke i alternativer – dog er Bataille lidt flyvsk med hensyn til hvorfor det nu engang er så dårligt at være frosset fast i såkaldte stive opfattelser.

Her skal ”den indre erfaring” træde til, der ifølge Bataille er den redningskrans der skal fiske mennesket op af de stive meningers hav. Den indre erfaring er en vilje til ikke længere at ville være alt, til ikke tvangsmæssigt at indordne alt i én altomfattende mening. Det er en rejse til det menneskeligt muliges yderste, hvor eksisterende meningsdannelser fornægtes, da det begrænser det mulige og ukendte. Af den grund bør den indre erfaring ikke have andet mål end sig selv og ikke tage udgangspunkt i et videnskabeligt, religiøst eller hvilket som helst andet dogme.

Idet man åbner op for den indre erfaring, har man dog allerede sat den som ”projekt”, en mening, men et negativt projekt og en mening der forsøger at nedbryde al mening. Man skal altså ikke komme uden om sproget og behovet for at indfatte alt i en mening, men dette behov kan dog sagtens stå i nedbrydningens tjeneste og fungere som et første skridt til total meningsfortabelse.

Den indre erfaring fører altså ikke mod et på forhånd givent mål, ingen sikker havn, men til et forvildelsens og ikke-meningens sted, et sted uden for sproget\den diskursive erfaring. Den er udgjort af en ikke-videns princip, der sætter spørgsmålstegn ved alt og spørger i angst og feber. I den indre erfaring kan man ikke med sikkerhed sige hvad man har været vidne til, blot at det er gået ud over ens forstand, hvilket også er hele pointen, da en kategorisering eller navngivning af det oplevede gør det til en ”død genstand”.

Batailles værk er derfor, som nævnt tidligere, ikke en klassisk akademisk afhandling, henvendt til fagfilosoffer, da dette ville muliggøre en alt for let kategorisering af værket og dermed underminere læserens eventuelle forvirring og nedbrud af genrekonventioner og mere generelt meningstab, der kan associeres med de første trin hen mod en indre erfaring. I stedet er værket uroligt, skævt, usikkert og vibrerende, og det er Batailles hensigt, at læseren skal tage værkets nedbrydningsarbejde på sig og føle det.

Hvordan kommer den så i stand, den indre erfaring? Hvordan når man ud over det kendte og ind i det ukendte? Blandt andet igennem kunsten og poesien, der kan åbne op for sprækker i det bestående og derigennem muliggøre den indre erfaring og give mennesket ”en aldrig bereden hests frihed”.

Hensigten med den indre erfarings nedbrydning af fasttømrede meninger, er ikke at leve et liv uden for sproget, i totalt kaos og løsrivelse fra objekterne omkring en. Det er ifølge Bataille en naiv utopi. I stedet skal den indre erfaring åbne op for et mulighedsrum, hvor nye og anderledes meningsdannelser kan finde sted. Batailles pointe er, at man ikke kan komme uden om sproget, da den menneskelige eksistens er bundet op på sproget, på godt og ondt.

For læsere af de franske filosoffer Jacques Derrida, Jean-Luc Nancy, Jacques Lacan, Julia Kristeva, Michel Foucault, Gilles Deleuze, med flere, bør ”Den indre erfaring” være af stor interesse. Førnævnte filosoffer har i dén grad været inspireret, måske ikke i særdeleshed af ”Den indre erfaring”, så i hvert fald af Batailles filosofiske œuvre i det hele taget. Der er tydeligvis en parallel mellem de nævnte filosoffers pointering om, at al mening i bund og grund er ustabil og af den grund bør udfordres, og Batailles forestillinger om sproget og den indre erfarings egenskaber. ”Den indre erfaring” er idehistorisk interessant og relevant, foruden at den er en syret, mærkelig og næsten berusende rejse i sig selv.

Philip Martinussen

Ny norsk idehistorie

Christine Amadou: Vestens Idehistorie, Antikken og middelalderen Ca 750 f.Kr. -1350, Cappelen Damm Akademisk, Oslo 2012.

Ellen Krefting: Vestens Idehistorie, Modernitetens fødsel 1600-1800 Cappelen Damm, Akademisk, Oslo 2012.

I Norge er man ved at udgive en ny idehistorie i fire bind – hvert bind på omkring 300 sider.  Der er hidtil udkommet to bind, men de sidste to skulle udkomme i 2013.

Der er flere bemærkelsesværdige træk ved denne udgivelse, for det første er den ret omfattende (ca. 1200 sider i alt), for det andet er den anlagt bredt, det vil sige, at det ikke primært er de filosofiske ideer, som gengives i deres idehistoriske optik, for det tredje er der mange aktualiserende referencer til norsk historie og så for det fjerde er hvert bind skrevet af en kvinde. Det sidste burde i og for sig ikke fremføres som noget overraskende, men faktisk er det det – men jo også et udtryk for, at kvinder i højere og højere grad, ikke mindst i Norge, er ved at befolke den idehistoriske forskning og publiceringkunst. I øvrigt er denne idehistorie udtryk for det iøjefaldende høje niveau for idehistorie i Oslo, som blot er en lille afdeling af et større institut, men som på publiceringsfrekvensen er helt i front i Norge.

Anmelderen her var for nogle år siden medlem af et internationalt udvalg, som skulle evaluere norsk filosofisk og idehistorisk forskning, altså ikke undervisningen, men forskningen. Bortset fra at det var en gigantisk opgave, fik man som udvalgsmedlem et ganske godt indtryk af den filosofiske og idehistoriske forskning i Norge. Og her var et af de helt klare indtryk, at den lille idehistoriske afdeling i Oslo forsknings-og publiceringsmæssigt var helt i front, ja faktisk var det den mest produktive afdeling af samtlige – selv om den var en af de mindste blandt de institutioner, der blev undersøgt. Det var imponerende. Så det kan ikke overraske, at der nu udkommer en nyskreven idehistorie i fire bind med base i denne afdeling.

De fire bind skal dække Vestens idehistorie fra antikken og frem til i 1945. Der er som nævnt udkommet to bind – nemlig et bind, som er det første i kronologisk forstand om antikken og middelalderen og et bind om modernitetens fødsel, der er seriens tredje. Hertil udkommer der et bind om renæssance og reformation (2. bind) samt endelig et bind der hedder ”Teknologiens tidsalder” (bind 4), der rækker frem til 1945 (fra ca. 1800).

Overordnet hedder hele værket ”Vestens idehistorie”, hvilket – ser det ud til – faktisk er ganske dækkende for projektet. Blot er det lidt underligt, at vi stort set slet ikke (i hvert fald ikke i de første to bind) får noget at vide om, hvad vesten så egentlig er for noget. Det tages vel sagtens som en selvfølgelighed, men det er en af de massive selvfølgeligheder i dag, som ikke var det for 60 år siden og måske heller ikke vil være det om 30 år.

Det ser ud til, at hvert bind indledes med forfatterens eget forord, som relaterer sig til det pågældende binds stof – en samlet indledning synes fraværende. Nuvel, det kan vi sagtens leve med – for de to foreliggende bind har hver især en god indledning til det tidshistoris, ke afsnit, de beskæftiger sig med.

Her i første binds indledning bliver det klart, at der ikke snævert er tale om en art filosofihistorie, heller ikke en fremstilling af de filosofiske ideers idehistorie, men ejheller en bred kulturhistorie, derimod en bred idehistorie, der adskille sig fra en bred kulturhistorie ved at fokusere på idegrundlaget eller (måske lidt mindre selvhøjtideligt) ideindholdet i en række kulturelle livsytringer og institutioner fra den græske antik til og med den europæiske middelalder. Første bind er i øvrigt skrevet af Christine Amadou, der er førsteamanuensis ved idehistorie i Oslo.

Fremstillingen er ikke strengt kronologisk, men tematisk – hvor hvert tema så i øvrigt køres igennem kronologisk. Der er velvalgte temaer fra det filosofiske til det historiske, fra skabelse og nysgerrighed hen igennem bystat, kejser og konge , Jesus fra Nazaret, krig, kroppen sprog og navne til et afslutningskapital, der behandler det hinsidige. Der er ikke noget selvstændigt tema om kønnet, men kønsfilosofiske og –teoretiske betragtninger og bemærkninger er veltempereret - aldrig påklisteret eller overdoseret - tilstede. Det er faktisk dygtigt gjort.

Man kan diskutere kompositionsprincippet. Den absolutte kronologi er erstattet af tematiske kronologier (i indledningen gøres der korrekt opmærksom på, at de forskellige kulturytringer sjældent går i takt). En sådan tilskæring af stoffet kan der komme noget godt ud af – og det er faktisk tilfældet her. Illusionen om ideernes strækmarch hen i gennem historien er fuldstændig brudt og de enkelte afsnit kan faktisk læses stort set helt selvstændigt. Til det mere problematiske hører, at forskellige sammenhænge, som faktisk var til stede mellem store dele af ideer med familieligheder eller klynger af ideer, som var beslægtede, kommer til at stå ret flimrende rent historisk. Hertil kommer, at fremstillingsprincippet måske kan være vanskeligt for en nybegynder, der ønsker at få et overblik over historiens gang. Men som sagt, ethvert fremstillingsprincip kan diskuteres.

Hvis noget i dette første bind skal fremhæves som særlig godt, må det være den substantielle og solide inddragelse af religion i almindelighed og kristendom i særdeleshed. Det er ganske forfriskende og relevant i en idehistorisk fremstilling, men som regel fordummende underbehandlet. Hvis noget – pedantisk – skal nævnes som knapt så godt må det være dette, at en række filosofiske problemstillinger er underbehandlet eller står en smule uskarpt.

Det skal også nævnes – som noget positivt – at der er omfattende inddragelse af og citation fra primærtekster, herunder ikke mindst ”litterære” og at der er referencer til nutidig tolknings- og kommentarlitteratur.

Generelt er første bind præget af solid kunnen og dygtig sproglig formidling.

Bindet om modernitetens fødsel (skrevet af Ellen Krefting, førsteamanuensis ved idehistorie i Oslo) er også bygget tematisk op, hvor 9 overordnede temaer derefter fremstilles hvert især kronologisk.

Nu handler det om moderniteten. I indledningen begrundes valget af den tidsmæssige afgrænsning/begyndelse af dette fænomen. Der argumenteres for at starten ligger samtidig med fremkomsten af et såkaldt nyt verdensbillede, som toner frem samtidig med den videnskabelige revolution og de mange maritime nyopdagelser i 1600tallet. Bindes hedder modernitetens fødsel og man må formode, at ideen bag denne titel er den, at moderniteten ikke er forbi. En opfattelse, som denne anmelder i øvrigt deler. Der kunne selvfølgelig gives andre afgrænsninger og især startpunkter for modernitetens fødsel, men med det bredt anlagte focus, som er operativt her synes det velvalgt.

Der følger så en række tematiske kapitler, der lige som i første bind er solide, oplysende og grundige. Og temaerne synes velvalgte, idet de er repræsentative for de nye ideformationer, som dukker op. Blandt temaerne er: Kundskabens orden; tro, fornuft og tolerance, enevælde og demokrat, menneskerettigheder, tiden, kunst, det indre rum, og oplysning og revolution.

Skrivestilen er klar og uden dunkelheder. Dette bind er mere fransk orienteret end første bind (der i øvrigt også er fransk orienteret, hvad angår kommentar og tolkningstradition). Og så er det lidt mindre litterært orienteret.

Også i dette bind er kønsteoretiske og kønshistoriske synspunkter og problemstillinger medtaget og også her velvalgt og veltempereret, ja faktisk overbevisende integreret. Et højdepunkt i bindet er kapitlet om menneskerettigheder, der er skarpt ved dels at markere, at disse rettigheder var præget af naturretsbaseret filosofi og religiøse forestillinger af universalistisk art parallelt med, at der just i samtiden begyndte at dukke en konkurrerende partikularisme frem omkring nation, køn og etnicitet. Det er en sammenhæng, som næsten altid overses. Flot gået!

Afsnittet – det sidste i bogen – om oplysning og revolution er ikke dårligt, men her er det som referencer til nutidige debatter og tolkningsmønstre samt metodiske forhold tager overhånd – for hvem er det man henvender sig til her?

Men i alt et yderst vellykket bind med stor informationskraft, båret frem at den bedste og velformidlende oplysningsintention.

Det fremgår af denne anmeldelse af de første foreliggende bind, at anmelderen må sige til lykke med et dygtigt gennemført projekt, hvor interessen for de sidste bind i høj grad er vakt. 

Hans-Jørgen Schanz

Kritik nr. 205, oktober 2012

Redigeret af Frederik Stjernfelt og Lasse Horne Kjældgaard. Pris løssalg (1 nummer) kr. 150; abonnement (pr. årgang, 4 numre) kr. 500.

Kritik nr. 205 er, som det så ofte er tilfældet med Kritik, en interessant rodebunke af artikler om en række vidt forskellige emner. Nummeret indledes med Søren Schous veloplagte introduktion til og diskussion af Søren Ulrik Thomsens essaystik. Derefter følger Karl Heinz Bohrers noget mere adstadige analyse af Dionysos-figurens betydning for udviklingen af, hvad Bohrer kalder for ”tilsynekomstens æstetik”. Bo Kampmann Walther kaster sig derefter modigt ud i (det velsagtens umulige projekt) at give en introduktion til og et overblik over forholdet mellem narrativitet, tid og transmedialitet i tv-serien Lost. Det lykkes forbløffende godt, men hvis man ikke har set serien, så er det formodentligt umuligt at forstå og følge Walthers artikel.

Bent Holm leverer en interessant analyse af, hvorledes 1500- og 1600-tallets europæiske italesættelse af ”Tyrkeren” påvirkede og komplicerede datidens tilgang til og forståelse af Shakespeares Othello. Dan Zahavi giver en kort og klar indføring i Husserls empatibegreb, og diskuterer hvorvidt og i hvilken forstand Husserls teori understøtter og/eller understøttes af nyere neurofysiologi, mere specifikt opdagelsen af de såkaldte ”spejl-neuroner”. Claus Bryld diskuterer forholdet mellem (disciplinen) historie og den (levede) erindring med udgangspunkt i begrebet om ”kollektiv erindring” og de senere års forskning i de såkaldte ”erindringssteder”. Og Per Aage Brandt præsenterer på blot fire sider ikke blot et nyt kulturbegreb, men også en ny måde at tænke om sandhed, magt og kulturel udvikling. Det er imponerende men ikke just overbevisende gjort.

Frem for at gå nærmere ind på alle de ovenstående artikler, vil jeg her i stedet fokusere på nummerets fire afsluttende artikler, som redaktørerne har samlet i en fælles temadel under overskriften ”Tegneseriens æstetik”. Tre af artiklerne bygger på foredrag holdt ved et endags seminar, ”The Aesthetics of Comics” der blev afholdt i Aarhus i december 2011. Den fjerde artikel, der måske snarere har karakter af en note, er forfattet til dette nummer af Kritik. Artiklerne giver, på hver deres måde, en indføring i forskellige (forsknings)teoretiske tilgange til studiet og forståelsen af tegneserier, et område der i netop disse år er i hastig, ja man kan måske næsten sige eksplosiv, vækst.

Temadelen indledes med Felix Kühn Paulsens korte (3½ sides) indlæg ”Formens muligheder: Lille note om tegneserier og diagrammer”, der er skrevet specifikt til Kritik. Paulsens tese er, at (i det mindste visse typer af) tegneserier med fordel kan betragtes og analyseres som (en form for) diagrammer. Både tegneserier og diagrammer er således karakteriseret ved, at de simultant kan repræsentere flere tider og steder på én flade, noget der klart adskiller tegneserien fra f.eks. film, litteratur og billedkunst. Og i det mindste visse diagrammer kan siges at benytte tekst og tegninger til at udtrykke en fortælling, dvs. repræsentere et i tid og rum udspændt handlingsforløb, noget der på slående vis minder om tegneseriens formsprog. I sin note søger Paulsen at uddybe og begrunde sin tese gennem en sammenligning af en side fra Chris Wares vidt berømmede Jimmy Corrigan: Den klogeste dreng i verden, og et diagram over dødsfaldene under Napoleons felttog mod Moskva. Om det lykkes? Tjah, det er op til læseren at bedømme.

Nikolaj Zeuthen (hvis tegneserie ”Hvad synes du om dansk litteratur” i 2010 blev præmieret af Statens Kunstfonds Litteraturråd) giver under overskriften ”C’mon kid – get in there and FIGHT!” hvad han selv i en undertitel betegner som et ”Robert Crumb-crashcourse for begyndere og let øvede”. Zeuthen samlæser Crumbs liv og værk og giver en meget personlig og engageret introduktion til den amerikanske undergrundstegneseries mest betydningsfulde og indflydelsesrige kunstner.

I samme omgang leverer Zeuthen desuden en form for diagnose af tegneseriemediets (manglende?) kunstneriske selvforståelse. Hvad der kendetegner Crumbs kunstneriske virker er nemlig ifølge Zeuthen, at ”Han har forstået hemmeligheden ved tegneserien som kunstnerisk medie: at den altid i udgangspunktet er undseelig; en lavkulturel hybridform man først og fremmest skal grine af. De store emner kommer man til nedefra.” (s. 110). Det er uklart om dette også er Zeuthens egen opfattelse, men det virker umiddelbart sådan. Man kunne godt have ønsket sig denne pointe uddybet og yderligere diskuteret. Som analytisk udgangspunkt for Zeuthens tilgang til og analyse af Crumbs livsværk virker det som en tilforladelig tese. Spørgsmålet er imidlertid, om den kan (og bør) udbredes til en generel karakteristik af tegneserien som kunstnerisk medie per se.

Rikke Platz Cortsens ”Få styr på dine niveauer! Om tid og rum i tegneserier” er uden sammenligning den teoretisk mest spændende, men samtidig også sværest tilgængelige, af temadelens fire artikler. Artiklen trækker på og sammenfatter en række pointer fra Cortzens ph.d. afhandling, der handlede om (forholdet mellem) tid og rum i tegneserier. Cortsens grundlæggende pointe er, at de dominerende teoretiske tilgange til denne problematik er præget og plaget af manglende begrebslig klarhed og differentiering.

Med udgangspunkt i to idealtypiske tilgange ”I tegneserier er tid og rum klart adskilte” og ”I tegneserier er tid og rum det samme” argumenterer Cortsen vha. konkrete eksempler for, at begge disse tilgange er problematiske og mangelfulde. Det væsentlige og interessante spørgsmål er ifølge Cortsen ikke, om tid og rum er identiske eller om de tværtimod er klart adskilte størrelser, men snarere hvordan og på hvilke måder tid og rum rent faktisk sammenknyttes i konkrete værker. For at begrebsliggøre og illustrere denne pointe udvikler Cortsen en kompleks 4-plansmodel over tid og rum i tegneserier, som muliggør en teoretisk uddifferentiering og adskillelse af tid og rum på flere forskellige niveauer: Fortællingens, strukturens (jeg ville nok sige værkets), læserens og den virkelige verdens.

Præsentationen af denne model lider desværre en smule under, at Cortsen benytter tal og bogstaver til at betegne tid og rum på de forskellige niveauer, hvilket i sammenhæng med artiklens generelle akademiske sprogbrug leder til svært forståelige sætninger som disse: ”Læseren forestiller sig den tidslige progression T1 ved hjælp af forholdet T1-R1 og forholdet T2-R2 og ved konkret at bevæge sig igennem T3-R3, det vil sige ved at læse. Evnen til at forestille sig tid og rum udspringer af læserens erfaring med tid og rum i T4-R4. Spatiotemporaliteten T1-R1 er en fiktiv tid-rumlig konfiguration, men den er også en konfiguration der beror på erfaring” (s. 119). Pyh!

Det er et af tegneserieforsknings grundlæggende spørgsmål, som Cortsen tager op i sin artikel, og hun bryder ny grund med sin teoretiske uddifferentiering og eksplicitering af de forskellige niveauer, hvor tid og rum gør sig gældende i tegneserier. Det er derfor ikke noget under, at hendes fremstilling visse steder er en smule utilgængelig. Men det er så afgjort værd at bruge tid og kræfter på Cortsens artikel, da hendes tilgang potentielt set kan (op)løse en række af de teoretiske problemer og diskussioner, som tegneserieforskning traditionelt har bakset med.

Temadelen afsluttes med Frederik Stjernfelt og Svend Østergaards artikel ”FONK! HONK! WHAM! OOF! Repræsentation af begivenheder hos Carl Barks – og i tegneseriens æstetik generelt”. Det problem som Stjernfelt og Østergaard her tager op er, hvorledes dynamiske tidsforløb, in casu handlinger og begivenheder, repræsenteres i tegneseriemediets statisk-visuelle udtryksform. For at besvare dette spørgsmål vender Stjernfelt og Østergaard sig (ikke overraskende) mod den kognitive lingvistik. Deres tese er, at ”såvel forståelsen af sprog som aflæsning af billeder beror på de samme grundlæggende kognitive principper for, hvordan mennesket skaber betydning” (s. 125). På denne baggrund, og med eksempler hentet fra Carl Barks’ verdensberømte Anders And historier, opstiller Stjernfelt og Østergaard fem overordnede regler for, hvordan tegneseriemediet kan og må repræsentere handlinger og begivenheder, så en læser kan forstå og fortolke det repræsenterede netop som handlingsforløb.

Stjernfelt og Østergaard har fat i en central problemstilling, og kommer i deres artikel også med flere interessante overvejelser. Desværre lader deres overordnede tilgang til og forsøg på at løse problemet om handlingsrepræsentation i tegneserier en del tilbage at ønske. Lad mig her blot nævne et par enkelte forhold.

For det første så rummer deres artikel ingen referencer til den eksisterende tegneserieforskning, på trods af at de gentagen gange kommenterer på og udtaler sig om denne forskning. Mest bemærkelsesværdig er nok, at Scott McClouds begreb om ”closure” ikke diskuteres, på trods af at Stjernfelt og Østergaard i en note (note 4) synes at diskutere og gøre op med præcis denne forståelse af, hvordan tegneserielæsere forbinder enkelte tegneseriepaneler med hinanden i meningsgivende helheder.

For det andet så er der god grund til at stille sig tvivlende overfor en af de helt centrale påstande i Stjernfelts og Østergaards artikel: Tesen om at alle mennesker har en fælles, medfødt evne til at aflæse billeder på samme måde. Som Stjernfelt og Østergaard formulerer det: ”Intet barn har brug for en eksplicit instruktion i, hvordan billederne [i en tegneserie] skal forstås, for eksempel at en serie af billeder henviser til den samme begivenhed, selv om mellemled kan være udeladt, og så videre” (s. 125). Dette er en påstand som i artiklen ikke begrundes hverken empirisk eller teoretisk. Og det er en påstand, som der kan være grund til at forholde sig kritisk til. For vesterlændinge der ikke er vokset op med manga kræver det f.eks. øvelse, nogle gange eksplicit instruktion, at læse og forstå den japanske tegneseriefortællestil. Og der er en del anekdotisk evidens
for, at folk i tredjeverdens lande, der ikke er vant til at blive præsenteret for billeder og visuelle repræsentationer enten ikke kan eller har meget svært ved at læse og fortolke selv simple tegneserier.

For det tredje så er det empiriske materiale, som Stjernfelt og Østergaard generaliserer ud fra, meget begrænset. Faktisk begrænser det sig til én kunstners værk inden for én bestemt genre, nemlig Carl Barks’ Anders And historier. Dette forekommer at være en noget tynd base at opbygge en generel teori om handlingsrepræsentation i tegneseriemediet på. Stjernfelt og Østergaard anerkender selv dette problem i en note (note 7), hvor de indrømmer, at de hovedsageligt fokuserer på ”den klassiske tegneserie (børnetegneserien om man vil)”og erkender at ”man kan sagtens finde eksempler fra den mere avantgardistiske tegneserie, der bryder med de principper vi her nævner. Det svarer til at man indenfor poesien kan finde eksempler, der ikke følger almindelige regler for kommunikation” (s. 135).

Dette forekommer at være et noget spinklelt forsvar. Dels så virker det som ”begging the question” på forhånd at betragte tegneserier, der ikke overholder Stjernfelt og Østergaards principper for handlingsrepræsentation, som avantgardistiske og afvigende fra normalen. Og dels så er det uklart, præcist hvad Stjernfelt og Østergaard vil betegne som ”avantgardistisk” indenfor tegneseriemediet. Voksen tegneserier som sådan (Og hvad er voksentegneserier?) Chris Ware? Brødrene Hernandez? Grant Morrisons Flex Mentallo? Frank Millers Dark Knight Returns?

De fire artikler, der er samlet under den fælles overskrift ”Tegneseriens æstetik” repræsenterer kort sagt fire vidt forskellige tilgange til studiet af tegneserier. Det eneste der umiddelbart forener dem er, at de beskæftiger sig med det samme medie, nemlig tegneserier. Derudover adskiller de sig i valg af emne, teoretisk tilgang, skrivestil og konkrete eksempler som de beskæftiger sig med. Og det er nok meget sigende for tegneserieforskningen lige nu. Den galopperer af sted i alle mulige forskellige retninger i takt med at tegneseriemediet selv i netop disse år udvikler sig og bliver stadig mere alsidigt og uforudsigeligt.

Det er tvivlsomt, om der er nogen af Kritiks læsere, der finder alle artiklerne interessante, men omvendt så sikrer den tematiske spredning, at alle der plejer at kigge i Kritik nok skal finde mindst en artikel, som de har interesse i. Personligt vil jeg da i særdeleshed anbefale, at man kigger nærmere på artiklerne om tegneserier og tegneserieforskning. Dels fordi tegneserier er et af mine egne interessefelter, men også fordi forskningen i tegneserier i disse år er ved at etablere sig som en selvstændig og interessant disciplin.

Carsten Fogh Nielsen